Spirende kærlighed i Lollandsgade

Melanie: "Candles in the Rain". Album 1970. 

Er ikke sikker på, at Melanie ændrede min tilværelsen, men hun gjorde helt sikkert en forskel. Større end nogen anden musik, jeg har mødt i mit efterhånden lange liv.

Selv om man må konstatere, at hverken pladen eller kunstneren er gået over i musikhistorien som en af de største, men hendes udgave af The Rolling Stones’ Ruby Tuesday har bestemt en interessant intensitet i stemme og udtryk. På trods af at man godt kan blive lidt overvældet, når hun lukker op for omkvædet. Der er i hvert fald ikke lukket ret meget ned for det store udtræk i vokalen.  

Der er selvfølgelig også andre sange på albummet, bl.a. den lille charmerende Look What They’ve Done To My Song, Ma, hvor der både synges på engelsk og fransk. Og Leftover Wine, der slutter albummet.

Sange med en inderlig charme, men som ikke flytter det helt store. Det er nærmest søde sange, der oser langt væk af intensitet og intimitet. Og det er nok også derfor, de var noget helt særligt, dengang i 1971 og 1972.

1. september 1970 ankom jeg til Aarhus, for at bo i et lille værelse i nærheden af Vesterbro Torv. Et interessant sted, men der gik nogen tid, før jeg for alvor følte mig hjemme.

Heldigvis var der en Brugs, og det lignede da noget af det, jeg kendte hjemmefra i Kullerup, nogle kilometer uden for Nyborg. Men Aarhus var en vildt stor by. Blandt andet var der tre dage efter min ankomst koncert med Jimi Hendrix i Vejlby-Risskov Hallen.

Som jeg selvfølgelig skulle høre.

Men det gik ikke alt for godt. Koncerten blev aflyst efter 19 minutter. Jimi var syg, og kunne ikke mere. Men det kan man høre mere om i min lille sang En sort diamant på Spotify eller andre kilder, hvis det skulle være.

Senere på efteråret fandt jeg ud af, at Pink Floyd var på vej til Valby-Risskov hallen i Aarhus. Plakaten sagde 13. november.  Pink Floyd udsendte 30. oktober 1971 deres sjette album, Meddle.

Det råhørte jeg dag og nærmest også nat sammen med Claus og Inge, mine nye aarhusianske venner, der boede i baghuset i Lollandsgade. Vi var enige om, at det var fantastisk musik, som virkelig var spændende. Samtidig med at vi også fik andet at tænke på, idet Røde Mor ligeledes var på banen med en EP, Jonny gennem ild og vand. Fire vilde, politiske slagsange. På Demos. Det var noget helt nyt.

Pink Floyd koncerten var ret speciel. De havde nemlig valgt at spille koncerten i mørke. Som i kulsort mørke.

Vi så ikke Pink Floyd. Vi hørte dem bare. Med lyde hele vejen rundt i hallen. Men der var og blev kun mørke. Indtil det hele var forbi.

Da jeg ankom til Aarhus, var jeg stadig kæreste med M, der endnu ikke var færdig med sin studentereksamen.

Hun kom først til byen året efter, og sådan et år med stor afstand mellem to kærester kan være en udfordring. Jeg tror vi gled fra hinanden, som det hedder. Langsomt men sikkert.

Husker at noget af den musik vi spillede i den lidt svære periode i efteråret 1971, var hendes bedste plade, nemlig Family A Song For Me. Af en eller anden grund var M faldet for denne ret vilde gruppe, for deres udtryk lå meget langt fra hendes eget lidt nedlukkede og tilbageholdende temperament. Hvilket bl.a. viste sig ved, at vores erotiske ungdomsliv var noget med at famle sig frem mod noget, der var lukket land.  

Måske havde hun i virkeligheden fundet en anden kæreste, det ved jeg ikke, og har aldrig forsøgt at finde ud af det. Følte bare en inderlig melankoli, når vi var sammen.

En stemning, jeg rådyrkede med Procol Harums Broken Barricades fra 1971. Den med de udskårne hoveder, der foldede sig helt ud, når man lukkede albummet op. Og fandt frem til en af de melankolske sange, eksempelvis Luskus Delph. Men den musik kunne heller ikke ændre på stemningen.

Allerede i sommeren 1971 flyttede jeg fra mit værelse i Hjortensgade til Podifars et-værelses lejlighed i et baghus i Lollandsgade. Det var rent forfald. Var nødt til at lægge plader ud over gulvet, for ikke at falde igennem. Det var rådnet op. Simpelthen.

Det var også fugtigt og koldt. Men jeg var mig selv, og her boede jeg med mit simple habengut. Bl.a. farfars skrivebord, en dårlig seng og en grammofon med tilhørende forstærker og højtaler. I en ældre udgave. Og selvfølgelig mine studiebøger.

Efteråret 1971 gik med at studere økonomi på Institut for Statskundskab, kaste mig ud i sociologien samme sted og eller en masse fremstød for at få byen under huden. På et tidspunkt begyndte jeg at sælge Politisk Revy på strøget.

Her mødte jeg en anden sælger, Knud. Han solgte Hovedbladet. Vi faldt i snak, og blev hurtigt gode venner. Det førte til, at jeg blev inviteret med til at være en del af en gruppe engagerede unge, der startede en alternativ bogbutik op. Altså endnu en bogcafe, i samme stil som den store i Sjællandsgade.

Vores lå i Gammel Munkegade. I en gammel slagterbutik. Overfor ostemanden. Vores Bogcafe var ikke mindst stærk på anarkistisk litteratur, fordi hovedmanden bag var erklæret anarkist. Her stod vi så på skift, og solgte bøger. Og spiste franskbrødsmadder med tykke skiver ost på. Det lå ligesom i luften.

Her mødte jeg I., som jeg gerne ville stå i butik sammen med. Hun gik i gymnasiet, og var 16 år. Vi spiste mange ostemadder sammen. Og snakkede lidt om det meste og alt det andet. I. havde en plade med Bee Gees, Odessa (suk!) og Beatles Abby Road. Ikke meget. Hun var åbenbart ikke blevet helt fanget ind af den nye musik, der bar en ny verden og kultur frem. 

Vi faldt for hinanden lige der, og jeg var hjemme og besøge hende, da hun fyldte 17 år i februar. Hendes forældre var ikke hjemme den aften, men kom senere om natten. Siden lå vi i pendulfart mellem hendes værelse hjemme på Christiansbjerg og min lille etværelses i Lollandsgade. Mens vi hørte musik i rå mængder.

En dag gik mine højtalere i stykker. Det var midlertidigt slut med musikken. Heldigvis kunne jeg låne en kassettebåndsafspiller og et kassettebånd af Inger og Claus. Et af de bånd, der havde knapt 15 minutters spilletid på hver side. Afspilleren gav ikke meget lyd af sig, men man kunne dog høre, at det var musik.

I og jeg var nærmest forsvundet ind i hinanden. Og jeg famlede mig frem af de veje, mine erotiske erfaringer hidtil havde ført mig. Indtil I. en eftermiddag sagde, at nu skulle der ske noget! Hun tog føringen, og vi smeltede helt sammen.

Mens musikken spillede. Altså den på kassettebåndsafspilleren. Det viste sig, ved nærmere lytning, at det var en optagelse af nogle af sangene fra Melanies album, Candles in the Rain.

Blandet med enkelte andre sange, som jeg har glemt. Men vi nød musikken og hinanden.

Vi var fulde af energi, og vendte bl.a. båndet flittigt, så vi kunne høre det hele forfra igen.

Den musik var ensbetydende med nogle fantastiske, lyse eftermiddage, båret af kærlighed og højt humør. Og ostemadder. I denne periode gjorde Melanie virkelig en forskel for mig. Hun satte musik til begyndelsen af et fælles liv, der stadig er fælles. 

Butikken holdt derimod ikke længe. Den store bogcafe i Sjællandsgade var i virkeligheden den bedste. Melanie holdt heller ikke så længe. Jeg har ikke engang et fysisk eksemplar af pladen.

Og båndafspilleren blev afleveret, da jeg fik fat i nogle nye, brugte højtalere. Hvilket åbnede for nye plader. Bl.a. med en der hed Sebastian, hvis første LP hed Den store flugt. Det kom også til en plade der hed Fødelandssange med No Name. De var det virkelige lydspor til den spirende kærlighed i Lollandsgade.