Sangerinde i nuets nærvær

- Jeg er mega ydmyg og taknemmelig over at få prisen. Jeg er jo ikke jazzsangerinde i traditionel forstand, men lige så meget singer-song writer. Selvom jeg har gode jazzmusikere i min trio.

Ordene falder en tidlig solbeskinnet formiddag i Halkær, hvor sangerinden Line Mortensen, 48 år, sidder overfor ved bordet. Her er nescafe, lakridskugler og småkager til at hjælpe med at få samtalen på gled. Men det går fint uden sukkerstimulanser.

Sangerinden bliver i aften, hædret med prisen, årets nordjyske jazznavn, inden Rasmus Sørensen kvintet tager over som første band på Tversted Jazzy Days mandagsprogram.

Prisen består udover hæderen af 5000 kr. plus en koncertdato næste år på Jazzcentret i Aalborg.

Det sidste anede Line ikke noget om, før dommerkomiteen overrakte og begrundede prisen.

Så tilbage til nescafe og snakken hen over spisebordet.

- Lige siden jeg var 9 -10 år har drømt om at stå på en scene med en mikrofon i hånden. Men du kunne ikke gå til solosang på Aarhus Musikskole, dengang jeg boede i byen sammen med min mor. Så det blev korsang i stedet for, siger sangerinden.

Hun er født 1976 i Thisted, far og mor blev skilt, og i 1979 flyttede hun til Aarhus med mor og sine søskende.

Mor, Hanne Mortensen, var vildt optaget af kultur, teater, koncerter, kunst, litteratur og tog sine børn med, når der var ”noget specielt, smalt, eksperimenterende med kvalitet på en eller anden måde”.

Og Line er ikke i tvivl om, at det er derfra hun fik interessen for selv at udtrykke sig.

Mor Hanne købte instrumenter til sine børn, med da Line ville gå til klaver var der ikke plads på musikskolen.

- Min bror gik til klaver, så jeg sneg mig til at ”tyvstjæle” hans noder, og jeg satte mig så til klaveret og spillede. Og han hjalp, hvis jeg ikke kunne finde ud af det.

Efter at være blevet student fra Marselisborg Gymnasium, flyttede Line til København, var ude at rejse, gik på højskolen osv, inden hun i 1999 søgte ind på Aalborg Universitets musikvidenskabelige linje. For senere at blive optaget på konservatoriet på sang.

- I 2007 fik jeg så skrevet speciale, blev endelig færdig og fik samtidigt et barn.

Lines eget sangskriveri foregår altid ved klaveret. Tekst, melodi og akkorder skal hænge sammen, også så tekstens tryksvage og trykstærke stavelser falder rigtigt, så det er godt at synge til. Og så …

- Tager min pianist Carsten Kær sangen under kærlig behandling, lytter ind i stemningen og kommer så gerne med et par forslag.

- Det er tæt samarbejde, men i sidste ende er det også min sang. Min tekst og det skal passe sammen. Det skal være ét hele.

Det er ikke nemt at genrebestemme den musik, som Line holder af at komponere. Det er noget med at ”centre musikken så meget som muligt, så du synger fra din kerne og dermed inviterer publikum indenfor”.

- Det handler ikke blot om at være teknisk dygtig. Det handler om at fortælle, at være i nærværet og nuet og turde det. Jeg øver meget, og jeg øver også med Kær og Mygind. Men det bliver altid noget andet, når vi er ude at spille.

- Vi er opmærksomme og lyttende over for hinanden, skal være enige om viben og som Carsten siger, da jeg spurgte ”skal jeg give tegn til skift?”:

- Så er det jo allerede for sent.

Nærværet og at turde være i nuet med sit publikum beriger også kunstneren, og så kan der ske noget ganske magisk med musikken. Når kontakten mellem scene og de lyttende folder sig ud og ”løfter” og udvider det musikalske udtryk.

Det usædvanlige og eksperimenterende ligger ikke fjernt for vor sangerinde. Således har hun sammen med Kær og Mygind gennemført fire tyskerbunker-koncerter. I Skagen, Hirtshals, Hanstholm og Frederikshavn. Med støtte fra Kulturkanten.

- Der er 14 sekunders efterklang i sådan en bunker. Så du spiller op mod de rå vægge, og på den måde fungerede bunkeren som en fjerde medspiller.

Lines øjne gnistrer livligt af liv. Og sådan er hendes hoved fyldt med ideer og initiativer. Hendes fortolkninger af australske Nick Cave, hendes arbejde med musikeren Peter Bastians ideer om musik og bevidsthed, og her 22. oktober prøver hun kræfter med et nyt projekt.

”Vandring” hvor hun sammen med billedkunstner Hanne Skjold Knudsen undersøger begrebet – vender og drejer det – sammen med pianist Rebecca Bruhn og cellospiller Johanne Andersson. I Søttrup KulturDebathus i Hornum.

 Sådan om hvordan du går gennem livet. Vildveje og det modsatte, blindveje og måske også om ”at gå i hundene” og ”stå op før Fanden får sko på”

-Hvad gør du, når du har fået prisen?

- Jeg har tænkt mig at synge en af mine egne sange ”Thougths” – jeg tager Rebecca med, og Mygind er der jo også til at akkompagnere.

Så sådan håber vi også, at det blev.

Foto: Lars Mørch