Ginne, en uropførelse og jazzsang

Koncert - Jazz at The Symphony

Ginne Marker, Kenneth Dahl Knudsen, Claire Martin

Inden du grubler dig helt gråhåret over den lidt mystiske overskrift, så lad os afsløre at denne koncertaften i Musikkens Hus faldt i tre vidt forskellige afdelinger.

Men hele tiden med Aalborg Symfoniorkester med blæsere og strygere som bærende og dominerende hold med dirigent Nikolai Bøgelund i spidsen.

Første afdeling, små 35 minutter, var den unge sangskriver og guitarist Ginne Markers.

Hun har en gudsbenådet, krystalklar stemme, og fra at have været en intim, jazzpræget sangerinde er hun nu ved for alvor at folde vingerne og singer/songwriter-formatet ud.

Sådan som det også var at høre i hendes åbningsnummeret ”Seasons to Come”, titelnummeret fra hendes første album. Symfoniorkesteret fungerede her understøttende, og lydhørt føjede det hele tiden dramatiske eller tyst bevægende nuancer til sangene.

I midten af det hele stod Ginne selv med sin irgrønne elguitar og holdt med sit elegante, virtuose fingerspil både fat i sine kærlighedsballaders kerne og foldede samtidig ordene ud med sikker stemme.

Hendes sangforedrag er vokset i spændvidde og modnet og bringer nu mindelser om både Joni Mitchell og Caroline King, men er umiskendeligt hendes eget helt personlige.

Sangskriveren er sandelig vokset med kvantespring og skønt glad og beæret – sådan som hun selv udtrykte det - over at være tilbage her i Musikkens hus, her hvor hun selv øvede som konservatoriestuderende og indspillede sine første demoer, er hun allerede nu en kunstner i sin egen ret.

Og stod sikkert midt i symfoniorkesteret. En stemme og en guitar. Hvad behøver du egentligt mere? For at udtrykke og folde en stemning, en livserfaring, noget du har oplevet ud. Dynamisk elegant også på akustisk guitar i nummeret ”Titane” og i den fornemme afslutning med symfonikerne i ”Ulteria”

Hun gør det varmt og livsbekræftende, naturligt og vedkommende. En stemme, på en gang honningsød og mandelbitter, der passer perfekt til en linje som: ”I gave my heart to you, one day you gave it back”.

Anden afdeling gjorde så plads til uropførelse af jazzbassisten Kenneth Dahl Knudsens symfoniske værk – en trefløjet suite med titlerne, ”Fanfare For a Broken World”, ”The Last Moon”, ”A New Dawn”.

Partiturmusik for et symfoniorkester og med bassisten selv i trioformat med pianisten Eyal Lovett og janitshar Marius Paschke.

Musikken kom til under en fem dage lang coronaisolation og former sig som et langt billeddigt. En beskrivelse af vor verden, hvor nationalisme, uretfærdigheder, krig og vold hele tiden kæmper for at få overtaget. Hvor de rige og mægtige stater til sidst vinder, men hvor sejren også betyder en ende på den verden, vi kender. Så alt er efterladt ødelagt, nedbrændt – en øde og gold planet. Og det er så her, der alligevel spirer et lille håb  - en ny begyndelse.

Sådan har vor lokal bassist og dynamiske igangsætter selv sat forklarende ord på. Stykket former sig som et langt bredt malende forløb af skiftende stemninger. Dette øre er ikke klassisk trænet eller skolet, men blev symfoniorkesterets mange forskellige muligheder nu også udnyttet optimalt?

Træblæserne stod sine steder mørke og flot dramatisk, men blev strygerne ikke efterladt lidt i stikken? Du kunne mangle nogle klare melodiske temaer, som blev endevendt, drejet og båret igennem mod en forløsning.

Overordnet blev der musisk malet med den store pensel og afsøgt nogle forskellige sindsstemninger. Uden at falde i easy listening-grøften, men ganske fabulerende. Lidt ligesom underlægningsmusikken til Harry Potter og Hogwarts universet. Og det er ment som en ros.

Kenneth Dahl Knudsens første symfoniske værk har format til at udvikle sig til noget større.

Jazz var der ikke tale om, og det er sikkert heller ikke hensigten.

Men skulle jeg indspille en eventyrfilm med drager, troldmænd, prinsesse og en sværdbevæbnet helt ville jeg ikke et sekund tøve med at lade Kenneth skrive underlægningsmusik.

Men fornemt at vi her i Musikken Hus havde gjort plads til to af vore egne. To unge musikere med hvert deres musikalske sprog, men også stadig på vej og i udvikling.

Så var der pause og efter den plads til den britiske jazzsangerinde Claire Martin, som ganske uimponeret åbnede med fuldt symfoniorkester bag sig i åbningsnummeret ”I Concentrate on You”. Martin har en dyb, sensuel stemme, swinger stilsikkert i sit ”klassiske” jazzrepertoire, men sine steder blev det nærmest for pompøst opulent.

Sangene blev sovset lige vel til i strygere og akkompagnement, så stemmen sine steder var svær at høre. Så bedst var det faktisk, når sangerinde var alene med sin trio, piano, bas og trommer, og en Ella Fitzgerald klassiker som ”Lover, Come Back to Me” fik lov til at folde sig ud mere ”nøgen”, men også mere vedkommende.

En fin aften ”at the Symphony” med Gine, Kenneth og Claire.

Foto: Nicolas Cho Meier/Musikkens Hus.