Indlevende violinkoncert

"Maleren Leleux" var overskriften for Aalborg Symfoniorkesters koncert torsdag, men dirigenten Francois Leleux var blevet syg, så man havde indforskrevet den tyske dirigent Jonas Alber som vikar.

Heldigvis var aftenens andet trækplaster, violinisten Yana Deshkova, ved god helse og hendes fortolkning af Aleksandr Glazunovs violinkoncert var det hele værd.

Jeg har ofte rost Deshkova for hendes eminente evner som koncertmester for Aalborg Symfoniorkester, en slags musikalsk mellemleder og den, der tager teten og de soli, der dukker op i mange orkesterværker.

Det var derfor med spænding, at jeg første gang skulle høre hende som egentlig solist og jeg er endnu mere overbevist: Deshkova er en gave til orkestret.

Glazunov koncert, der desværre ikke høres ofte, er en udfordring for solisten, der er med fra første til sidste takt, et 20 minutter kort uafbrudt forløb i en blanding af russisk drama og melankoli. Måske lidt altmodisch for sin tid (1904), men med en gedigen og fantasifuld instrumentation og melodistof af stor skønhed.

Man skulle tro, at koncerten var skrevet til Yana Deshkova. Det er den absolut bedste udførelse af koncerten af de 10-15 jeg har hørt gennem tiden - nogle af dem med verdensstjerner.

Det var som om, at Deshkova havde taget de meget store følelsesudsving ind i sindet og nu sendte dem ud gennem sine hænder og sit instrument. Ikke en tone var overladt til tilfældet, og de meget ekvilibristiske passager blev spillet uden én eneste fejl.

Deshkova er en endog meget stor musiker, og selvom hun allerede har spillet med gode orkestre rundt om i verden, kan jeg ikke slippe den kætterske tanke, at hun måske ikke skal klistre sig for fast til nodestativet i Aalborg. Undskyld!

Ud over Glazunov indeholdt koncerten Ravels parodi på wienervalsen "La Valse", et pragtværk, der lige som Glazunovs udmærker sig ved sin orkestrering.

Hindemiths operamusik "Mathis der Maler", destilleret for koncertsalen - også med fantastisk instrumentation, og nå ja: Rossinis fortærskede Wilhelm Tell-ouverture.

Altså helt igennem stor symfonisk musik, som altså, da nu franske Francois Leleux havde lagt palet og pensel ved sygesengen, var lagt i hænderne på tyske Jonas Alber. Det var en god disposition. Alber, også violinist, er midt i en imponerende dirigent-karriere, ikke blot i Tyskland, men globalt.

De fire meget forskellige værker blev dirigeret med udviklet stilsans, imponerende kendskab til orkestrets anatomi og med et charmerende temperament (som gav mindelser om Leleux). Det vil være en god idé at invitere ham med sit eget program igen. Og igen.

Det er ikke vanskeligt at uddele fem stjerner for dette højdepunkt i symfoniorkestrets sæson.