Tø-hø med og uden bid

Show: ”Bides hestene?”

Det føles mærkeligt at skulle til gå til Niels Hausgaard midt om sommeren. Vi er jo vant til, at det er i februar-marts, at hesteavleren fra Hundelev stikket termometeret op i røven på nationen for at tage temperaturen.

Og ømt ironisk sætter fingrene på de allerømmeste punkter, når han kigger tilbage på det forgange år.

Så hvad ville det nye show – udskudt igen og igen – ”Bides hestene?” egentlig byde på. Hvor mange højaktuelle temaer har han med?

Niels Hausgaard indtager scenen i hvid skjorte og lyse bukser og ”det er dejligt, at vi kan ses igen” - kort pause - ”så må vi håbe, det har været værd at vente på.

Så er vi i gang i den sædvanlige tø-hø stil afvekslende med bidende præcise udleveringer af de magtfulde, autoriteter, kirke og stat, politikere og kendte folk - alle dem, som puster sig unødvendigt op. Og derfor er så nemme at latterliggøre.

Det er en broget buket af emner, der er på tapetet i første sæt. Coronanedlukning og hvem har skylden –”alle pile peger på Mette”. Bob Dylan bliver hyldet for sin stædige fastholden af det uperfekte, og ham bruger Niels igen og igen som undskyldning, når han får startet sit guitarspil forkert.

Hausgaard selv har forsøgt at tage mod råd fra yngre kollegaer om at forny sit show, og har fået at vide, at han er så 60’er agtig og samfundskritisk, at det er til at kaste op over. Det skal handle om følelser og dit sexliv – ”så kan det godt blive en meget kort aften”.

Troels Skærbæk sluttet sig til og lægger god fed elbas under, mens vi snor os afsted. Fokus for sangene er blevet mere personligt og har fat i emner som Gud, religion, plejehjem og alderdommens glæder og sorger, mens Hausgaard - snart selv 77 år - på en gang både undersøger sig selv og undrer sig over verden.

Sangene betyder nogle gange mindre. De er mest med som fyld. Nydeligt håndværk i form af lejlighedssange, der dog ikke altid slår alvorlige buler i borgerlighedens bowler.

Det er de kringlede, snurrige småhistorier ind i mellem, der igen og igen fanger vor opmærksomhed og holder os fast. Der er få, der som Hausgaard kan gribe fat i hverdagslivets små begivenheder og både vække til eftertanke og latterliggøre i et og samme greb.

Det er den høje detaljeringsgrad, øjet for detaljen og den præcise beskrivelse, der igen og igen får os til at overgive os, mens latteren bobler i maven.

De måske egnede, altså det at vi sorterer mennesker lige fra barnsben i første og anden klasses mennesker, er også med som sædvanlig.

Hausgaard hører til i anden sorteringen, dem, der hele tiden kigger ud af vinduet, og får de andre til at grine. Om hvordan det er at stå og have brændt et skur af uden at have ord til at kunne forklare hvorfor.

Hausgaards hjerte banker for de unge, der lugter af sig selv og lidt af Prince. Sentimentale præster får et fur, og svoger Kurit, fra den kristelige fagforening, Krifa, der aldrig strejker, men vender den anden kind til.

-Jeg blev opsøgt af kristne fagforeningsfolk efter et show i Sønderborg. De var vrede. I skal ikke tage det personligt. Det er ikke kun jer. Det gælder alle snyltere. Det skabte ikke nogen god stemning.

Der er ikke så meget grævlinge-koks-knasende samfundskritik i første sæt, og så ind i mellem lyner det sarkastiske lyssværd alligevel, som ovenfor. Eller i historien om emeritus gårdejeren, der hidser sig voldsomt op, da han og Niels møder to farvede indvandrere og ”nu skal du forklare mig, hvad de to laver her”.

- Han er sikkert tandlæge, og hun er kirurg.

Andet sæt går hårdere til stålet. Hausgaard er glad og stolt over, alt det vi danske kan, uden at være specielt nationalromantisk og så følger sangen om syv magtesløse kvinder med børn nede i Syrien, som vi intet kan gøre for – ”det er for voldsomt for Danmark”.

I det hele taget er det som om Hausgaard har fået varmet sig godt op og er blevet mere tryg ved den store hangar, som Royal Stage er. Det er et langt mindre intimt lokale, end dem, vi plejer at opleve ham i.

Der bliver åbnet op for her-og-nu-født-på-stedet veloplagt improvisation, hvilket tydeligt er, at se på bassist Skærbæk, der har mere end svært ved at holde grinet tilbage.

Forskellen mellem omskæring og kastration bliver foldet ud, Kina og pandabjørnene får en omgang, og Biblens arvesyndberetning om Adam og Eva får ny aktualitet og sætter fokus på, hvordan vi tackler eller rettere slet ikke tackler flygtningestrømmen.

En lille perle om første gang Hausgaard fulgte en ung pige hjem, bliver efterfulgt af en smukt vuggende udlevering af de kendte influencere, der tog på solferie i Dubai.

Og #MeToo bevægelsen får også sit, da Hausgaard på en motorvej vil tage en blaffende dyngvåd kvinde med to store kufferter op.

Det bliver mere løssluppent, og der bliver taget flere chancer i andet sæt, og det er derfor vi bliver ved med at gå til Hausgaard. Vi ved hvad vi får, og så alligevel ikke, og den drillende underspillede tone – i år sine steder ganske selvransagende – klæder Hausgaard.

Vi vil overraskes – gerne med bid - og det gør Niels stadig ubesværet, når han er bedst.