Show i støbeskeen

”Lad det nu ligge”

Niels Hausgaard er virkelig en rar mand. Jeg kan virkelig godt lide ham. Så når Signe og Jørgen fra Skråen fortæller, at Niels ikke vil anmeldes endnu, så gør vi da ikke det.

Men lade være med at skrive om ham. Det kan vi jo ikke – han er jo en af vores egne. Og det kan du ikke være i tvivl om, når du sidder i en propfyldt, udsolgt Royal Stage en februaraften og lytter til småsnakken.

Der er en kvinde foran, som har god gang i en pose med Haribo-miks, og bag ved mig går snakken på, om han mon har kvindfolk med på scenen denne gang.

Så kommer Niels på scenen sammen med sin nye musikalske makker, jazzpianisten Martin Schack, og skulle du være i tvivl om det der med ”en af vores egne”, bliver den snart blæst af vejen.

For hvad lægger Hausgaard ud med – intet andet end en klassiker fra 1976. ”Hilsen fra os”. Du ved anti-atomkraftsangen med linjerne om, at sådan et djævelsk værk skal ligge på Sjælland eller ”Fyn henne i den østre ende, for have det her hos os, det vil vi godt nok ikke, og det vil også bare komme til at ligge i vejen”.

For glem ikke at så’n et værk kan slå en revne en gang imellem.

Se, den havde vi ikke lige set komme. For vi er jo inde til et splinternyt show, endnu ikke færdigpudset til sidste detalje, stadig boblende i støbeskeen og med plads til indfald og udfald, og på den måde er vi sammen med Hausgaard på sikker hjemmebane.

Mens han som fornuftens besindige stemme undrende endevender nogle af sine antipatier og det modsatte. Hvem vidste nu f.eks., at Hausgaard er så vild med dans, at han planlægger sin årskalender efter det? Og aldrig – ligesom i ALDRIG – kunne finde på at drage på turné, når alt for ældre mænd danser med yngre kvinder.

Niels følger med derhjemme sammen med sin Gitte. Mens de småkommenterer.

- Synes du ikke, de skørter er meget korte?

- Det har jeg såmænd ikke tænkt på.

Sådan snor showet sig veloplagt afsted, mens vi kommer omkring antiwaxere, småbørn- ”de lugter forfærdeligt”, om at rydde op i dødsboet efter ens forældre eller kvindelige partistiftere, der leder efter et fyndig slogan – ”folkets dumhed - min styrke” kunne være en mulighed.

Her er megen veloplagt tø-hø og det musikalsk samarbejde med pianist Schack fungerer legende opmærksomt, når denne behændigt trækker syngende orgelhymneflader ind under Hausgaards akustiske guitarspil.

Det er jo siddende stand-up understreget af dertil nykomponerede lejlighedssange, som understreger synspunkter og argumenter fra manden siddende der på barstolen.

Det er hus-hygge eller måske Haus-hygge, og lige pludselig kan det så  lyne uforudset og sviende, som når vi får historien om en bekendt, der røg i retten tiltalt for omfattende momssvindel. To måneders ubetinget fængsel, lød dommen på, og da en journalist fra Nordjyske trængte frem der foran retsbygningen og bad om en kommentar, lød det:

- Det er de nordjyske værdier, der har tabt i dag.

Sådan er Niels en rigtig rar mand. Forstå mig ret. Han nævner ikke navne, heller ikke Inger Støjbergs, men virker sjældent overbærende og lun, alt imens han bekender sin dybe fascination af livets almindeligheder – det er dem, som er guld.

Der er få andre, måske i virkeligheden ingen, der kan udlevere en sådan selvoptaget arkitekttype til befriende latterliggørelse og alligevel lade ham beholde en kerne af genkendelighed, der får os til at forstå, at det også er vor egen selvhøjtidelighed, vi griner af.

Efter pausen kommer der lejlighedsvis mere knasende politisk bid i teksterne. For eksempel i en sang om den danske deltagelse i fodbold i Qatar med refrainet ”fodbold og politik skal skilles som FIFA og korruption”.

Men ellers er der egentligt ikke noget nyt, men det er jo også godt nok. Her er lidt genbrug eller gentagelse af tidligere hørte situationer. Gårdejeren emeritus med kilen i bukserne, der hidser sig op i coronatest-køen, da han ser et ungt indvandrerpar.

- Hvad vil de her? Det aner Niels ikke, men får så svar. De er her for at ødelægge vores land.

Det giver så afsæt for en ny sang, en slags besyngelse af Danmarks bidrag til at løse Europas tiltagende problemer med stadigt flere asylsøgende flygtninge. Da vi sendte førsteklasses barberbladsskarp pigtråd til Øst-Europa, så de frysende kvinder med børn ikke kunne komme ind og ødelægge vort samfund.

”Klip testiklerne af Lukasjenko” – altså Hvideruslands diktator – lyder opfordringen. Se så svirper det.

Showet er stadig i støbeskeen. Det bobler og syder og henvender sig typisk til os måske lidt ældre, der kender det Hausgaardske-univers. Undren og betagelse af det nære, barndom og opvækst og den verden, som var engang og nu forsvinder.

Men også med plads til almindelig udhængning af almenmenneskelige svagheder eller langt værre politisk og magtarrogant uforstand.

Foto: Arkivfoto og pr.