Folkeviser og afrorock

Koncert - Víik, Sofia Karlsson, Moussa Diallo band

Sikken en afslutningsfest vi havde i Halkær lørdag aften. Med tre vidt forskellige bands - i hver sin genre – men i sjældent intenst nærvær og med god publikumskontakt i den tætpakkede sal.

Aftenen åbnede med seks m/k gruppen Víík med Elisabeth Vik, 34 år, i vokal front, med en droneagtig indledning og ordløs sang blev ”Alla Barn” foldet ud. Først stilfærdig, men med god energi, inden den eksploderede med en fornem violinsolo fra danske Annelene Toft Christensen.

Den knapt tre-kvart udfoldede tommestok-høje Vik med de lyse krøller har en stemme, der kan hviske sødt som lillepigemund eller brøle vredt som stormbrusende hav.

Og gruppen bagved lægger et smukt broderet rytmisk grundlag med den usædvanlige instrumentering omfattende udover violin, akkordion, citer, kontrabas og ikke mindst bag trommesættet  Mårlen Hillbom.’

Sunget visenorsk ligger jo ikke lige nemt at forstå i danske øren, og derfor var det dejligt, at sangerinden igen og ingen introducerede sangene og gav os historien bag tekst og melodi, ofte ganske humoristisk, som i ”Eg Ser deg”.

Om at sidde som 16-årig hjemme i køkkenet og længselsfuldt vente på den elskede Bjørn Thor, og da han så dukker op, skriger mor hysterisk og far – militærmanden – jagter efter ham ned ad vejen med jagtriffel og labradorhund.

Sammen med bandet bød Vik på en blanding af traditionelle sange og eget materiale, ikke blot loyalt kopierende,men med rig udnyttelse af dynamiske skift mellem det tyst afdæmpede og fuldt knald på. Her var flere stjernestunder – ”Fanteguten”, der ville forføre en ung pige ved at lyve sig til at være rig gårdejer, men til sidst måtte gå til bekendelse og lyne bukserne ned ud i kornmarken og erklære – ”det her, er det smukkeste jeg ejer”

Tænk at en sang om en penis kan være så smuk!

Vi fik imponerende hyrdekaldssang efter kreaturerne. Vekslende både lokkende og vred som en bidsk gårdhund, blot Elisabeth i tæt rytmisk dialog med trommeslageren – ”kom nu ind for helvede”.

Den gribende sorgfyldte ”Margit” om kvinden, der på trods af sin kristne tro, blev begravet uden for kirkegårdsmuren – ”men mon ikke Gud godt kan finde hende der” og endelig efter stående klapsalver ekstranummeret med tyrkisk melodi.

Efter en kort pause, fulgte den svenske sangskriver Sofia Karlsson, 46 år, bl.a. kendt for albummet ”Svarta Ballader” med fortolkninger af Dan Andersson snart 100 år gamle melodier.’

Karlsson på skiftevis akustisk guitar og klaver synger i den stærke svenske visetradition, tolker stilsikkert og står på egne selvstændige ben på det grundlag som Evert Taube og alle de andre gode svenske troubadourer har skabt.

Inden hun var draget på turné, var hun blevet advaret af lillebroder sin, om ikke at fløjte, men det gjorde hun nu alligevel i ”Ja” – oversat til et ja i mit hjerte – og da det kiksede lidt, tog gode mundfløjtende publikummer over og hjalp hende igennem.

Men vi sang også kor på ”Spelmannen” i refrainet ”jeg spelar for livet” – en glad stund, men også med personlig delt smerte i ”Smält”, om at elske én mand, der elskede en -nemlig hende - fra og til.

Men også ved klaveret en tyst, eftertænksom ”Helldags kväll”, om at glemme trængsler og problemer, mens du ser ildens gløder lyse og til sidst brænde ud.

Efter Karslson var det tid for endnu et sceneskift. Ikke som annonceret til klezmerbandet Sherzabdym, der måtte afbud p.g.a. et bandmedlem, som havde fået konstateret corona.

Men den malisisk fødte bassist og sanger Moussa Diallo med band i form af sønnen Marco på trommer og to guitaresser, Preben Carlsen og Mikkel Nordsø.

Her blev spillet funket fed afrorock på den der elegante polyrytmiske facon, der gør det umuligt at holde benene i ro.

Mali møder funk, møder danseglæde og så er der ingen grund til at hænge trist med næbbet!

Allerede efter et kvarter var gulvet foran scene fyldt med hujende, syngende og glade dansende, og det gør jo ikke fornøjelsen mindre, når Moussa Diallo, 66 år, selv hopper ned for at danse med, mens han fortsætter med at spille bas.

Og når Nordsø åbner op for sluserne på den elektriske med den der fornemt kontrollerede Santana-klingende tone, der snildt kunne flå gulvbrædder op, men som her bare sætter endnu mere gang i festen…

Ja, så overgiver alle sig.

Fornem glødende afslutning og de dansede stadigvæk utrætteligt, da vi over midnat trak mod bilen for at køre hjem under den sorte nattehimmel. Med markerne vasket rene af gårsdagens kraftige regnskyl.

Foto: Arkiv og private.