Grarup erobrede pladsen

Blå Festival - Grarup All Stars

Efter at powertrioen The Özdemirs havde varmet Toldbodplads op med en solid omgang bluesrock torsdag eftermiddag, fik Grarup All Stars med vor lokale sangerinde Margrete Grarup i vokal front overladt scenen ved aftensmadstid.

Og det tog ikke mange minutter, før det velspillende seks m/k høje ensemble havde den efterhånden godt proppede plads og publikum lige, hvor de ville. Tændte og med på en fremragende omgang festblues.

De lagde ud med ”Playing with my Friends”, en B.B.King klassiker, med helt bogstaveligt fuld blæs. Venstrehåndsguitarist Uffe Steen i unisone kor med tenorsaxofonist Niels Mathiesen.

Niels var i ualmindelig veloplagt form og har både en saftig, sødmefyldt eller maskulin viril tone. Alt efter hvad den enkelte sang nu kræver.

Mens Uffe i min bog er en af vore allerbedste guitarister, eksperimenterende, med en fed tone. Som nybagt hvedebrød dyppet i flydende honning og samtidig skarp som et barberblad.

Og så må vi ikke glemme rytmegruppen, Niels Nello Mogensen, el-bas, og Esben Bach, trommer. De ligger så grundsolidt bagved, at entreprenør Enggaard trygt kunne bygge endnu et af sine havnehøjhuse på deres swingende fundament.

Endelig er der Hammond B3-spiller Rasmus Stenholt, der trækker veloplagte orgelhyl ind over løjerne, når han da ikke i spirituelle soli kandiderer til at overtage orgelpulten i den nærliggende Budolfi Kirke.

Et superprofessionelt ensemble, pokkers effektive og veloplagt fik vi små halvanden times musik. Med numre som ”You Made Me Leave My Happy Home”, “Down In Misssissippi” og andet godt fra store amerikanske sangskrivere.

I front Margrete Grarup velsignet med en stor, stærk og nuancerig stemme, men som også kan gå op i jordskælvsstyrke, når hun fortaber sig selv i en lang udtrukken, himmelsk tone.

Der var dømt fest, og her var flere højdepunkter. Uffe Steens knipsesolo, hvor hele pladsen holdt rytmen med fingerknips, mens han drilsk legede på guitar og til sidst sendte en blå tone fri og sendte den op mod skyerne.

Eller nummeret ”Roll Your Dog Around”, en solid rundgangssag, med masser af plads til soloer, og ikke at forglemme Graurups uforglemmelige signatursang, når hun tolker ”Summertime” – ”so hush little baby, don’t you cry”, slow, slow og Niels Mathiesen følger op med en både sørgmodig og smertefuld tenorsolo.

Eller hvad med "skrub-af-kæreste-og-find-en-anden-du-kan-snyde" nummeret ”Freedom”, sunget og spillet nærmest rødglødende, efterfulgt af en tæt og saftigt gyngende l"I’m A Steamroller”.

Faktisk var det sådan, det var hele vejen igennem. Veloplagt og tæt spillet med masser af plads til soloer. De havde en fest på scenen, og det havde vi også.

Foto: Lars Mørch