Blå Festival - Big Creek Slim & The Cockroaches
Ikast-fødte Big Creek er jo i en liga for sig herhjemme på den danske bluesscene, og forventninger var bristepunktsspændte til hans afsluttende show på Toldbod Plads fredag aften.
Big Creek Slim selv i front på guitar, mundharpe og ikke mindst vokal. For han synger jo med en tordenstemme, der må gøre det nemt for folk på Egholm at følge med, når han lukker op for sluserne.
Store dele af materialet stammer denne aften fra hans ”Ramlin Big Creek” album fra 2017 og ligesom på denne udgivelse har han også blæsere med. To styk - sax og trompet. Samt ikke at forglemme sin broder Morten Rune, elguitar, Filip Dybjerg, bas og finske Mikko Peltola, trommer.
Det er lagt stort an og lægger ud i bedste amerikanerstil med blæserintro, inden brormand Rune introducer – ”we are the cockroaches, bring Big Creek to the stage”.
Og så kommer han Big Creek, i hvid skjorte og posede bukser, og går indimellem mundharpespillende i gang med en talking blues, åbningsnummeret ”Ramblin Big Creek”.
Baseret på hans egen vej til bluesmusikken. Opvæksten, tiden som professionel soldat, inden han drog til USA for at lære at spille blues, giftemålet med sin brasilianske kone og hans langede krogede livsbane, inden han blev den bluesmand, han er i dag. Det swinger – undskyld udtrykket -som en cubansk danserøv på en danseklub i Havana, og er hele tiden spillet saftigt og tæt.
Det er elektrisk blues i højt gear. Big City, som de spillede den i 50’ernes Chicago med navne som Howlin Wolf og Muddy Waters. Ligepå og råt, og numrene føjer sig fint ind i den tradition, selv om de alle er skrevet af Big Creek.
Du kan i begyndelsen savne det nærvær og den intimitet, som er Big Creeks adelsmærke, når han spiller med mindre ensembler. Trio eller kvartet, men han er tydeligvis glad for at fået sig ”a horn sektion”. Og efter en særlig vellykket saxsolo spørger eller rettere brøler han til publikum:
-Vil I ha' mere?
Og så med saxofonisten i gang med endnu en håndfuld kor, selv om han allerede har blæst lungerne flade.
Det er 100 procent fuldblods blues, og der kommer for alvor fart over feltet, da Big Creek dropper mundharpen for at spille elektrisk guitar. ”Baby, you should quit me, and tell me where to go”
Men der er ikke en eneste til stede på pladsen, som har lyst til at være andre steder, end netop her.
Her er numre som den pinefyldte ”Sorrow And Consolation”, ovennævnte ”If you should Quit Me” og “Mean Ol’ Sunrise”.
Vi får sjæleren “One More Mile” og så går der for alvor gang i festen med ”Rock’n’Roll Mama”, og pludselig er scenen foran dansegulvet fyldt med unge festdeltagere, som bare ikke kan nøjes med at danse diskret ude ved scenekanten.
Og så eksploderer festen. Folk op fra bænkene, stadigt flere strømmer til for at danse med og efter slutnummeret ”Big Fine Mama”, bliver Big Creek klappet tilbage på scenen til ekstranumre.
Dansen fortsætter ufortrødent, og vi er helt oppe under skyerne i Big Creeks tolkning af den gamle Ray Charles-klassiker ”What I’d Say” med den uforlignelige introlinje – ”Hey mama, don't you treat me wrong/Come and love your daddy all night long, all right now/hey hey/all right”.
Det koger og kogetemperaturen får endnu et musikalsk nøk op af da Bakery-søstrene pludselig hopper på scenen og overtager korarbejdet i bedste Raylettes-stil.
“See the girl with the diamond ring/ She knows how to shake that thing, all right now, now”
Her blev der eddermame sat et bluespunktum, som vi vil huske i mange år. Hvis det er sådan cockroaches - altså kakerlakker spiller, så er det lige før, du skal ønske, at du havde nogen derhjemme.
Foto: Lars Mørch
- Big Creek Slim & The Cockroaches, Blå Festival, Toldbod Plads, fredag aften.