Sirenesang

Billie and The Bell: “Billie and The Bell”

Barren er sat højt i dette ep-udspil. Med tre kopinumre tolket på bedste Savage Rose-maner. To Tim Buckley-numre fra 70’erne og et mere nutidigt Antony and The Johnsons nummer.

Billie og klokkerne er selvfølgelig sangerinden Billie Koppel, 49 år, og hendes faste medspiller og livspartner pianist Frank Hasselstrøm, også kendt fra bandet Catbird. De to har fundet sammen med guitaristen Joel Gjærsbøl Pedersen i en ny bandkonstellation.

Ep’en er første udspil og et forvarsel om, hvad vi kan forvente af debutalbummet, der er planlagt til udgivelse i efteråret 2021.

Åbningsnummeret ”Song to the Siren”, er en længselsfuld kærlighedssang, en Tim Buckley-klassiker, fortolket af en pæn håndfuld kunstnere, bl.a. Zeppelins Robert Plant og Mortal Coil.

Se videoen med Billie and The Bell.

Teksten henviser til og trækker referencer til Homers ”Odysseen”, hvor sirenerne som bekendt lokkede stakkels søfolk i ulykke med deres skønne, lokkende stemmer. Stemningen er straks anslået med dirrende enkelttoner fra guitaren, svævende uvirkelige keyboardflader, inden Billies stemme sødmefyldt, med skælvende vibrato synger om ”you’re singing eyes and fingers/drew my loving to your isle”.

Det er ikke svært at høre, hvem der har sunget vuggeviser for hende. Mor Annisettes dramatiske, henførte stemme løber som et ekko gennem Billies sangforedrag. Hele måden at tackle en sang på – på en gang lyrisk og samtidig hensynsløs i al sin nøgenhed.

Andet nummeret med den kringlede titel ”Phantasmagoria in two” kommer også fra Buckleys bagkatalog. Tonen her er mere dyster med refrainet ”Everywhere there's rain my love/And everywhere there's fear”, men samtidig fortrøstningsfuld i sin tro på, at de to igen vil finde sammen. Bare en enkelt dag. Billies stemme intimt, ørehviskende med det dominerende bastema, mens sangteksten bliver foldet ud.

Og midt i det hele en triumferende trompet, smuk, men også uheldssvanger.

Endelig runder den lille udgivelse af med den syv minutter lange ”Hope Theres Someone”. Den amerikanske sanger Antonys sangbøn om, at der dog bare vil være en ved hans side, når han engang skal herfra. Billie kravler ubesværet krystalklart op i det høje register, som Antony synger i, og så er der blevet plads til en god lang guitarsolo.

“Hope there's someone/Who'll take care of me/When I die, will I go”. Her bliver strukket ud, og det er nemt at forestille sig, hvordan dette nummer kan eksplodere spillet live.

Fra den stilfærdige klaverintro og den langsomme opbygning frem mod heftigt stigende tempo, sirenekorssang, guitarcrescendo og så fornem udfasning og afrunding.

Fin lille ep – og et band, som ubesværet løfter arven efter Savage Rose.

Foto: Naja Rosa Koppel.