Eneste danske festivalkoncert

Sådan et festivalprogram på 152 sider, er jo ligesom at åbne en musikalsk lykkepose, som andre har proppet bands og sangskrivere i.

”Andre” i dette tilfælde er Tønder Festivalens kunstneriske leder Maria Theessink, som siden hun tiltrådte har haft held til at forvandle og revitalisere festivalen. Tønder var i mange år lig med skotsk, irsk og walisisk folkemusik – musik, der havde haft sin storhedstid i 70’erne og lidt frem, men nu var ved at miste pusten.

Ligesom Tønder Festivalen.

Ser du på programmets forside er varebetegnelsen folk fulgt op af ord som roots and americana. Det giver et langt større udsyn, og bladrer du igennem katalogen, vil du igen og igen efter band- og musikerbiografierne finde sætningen – ”eneste danske festivalkoncert i 2022”.

Du kan mangle et egentligt hovednavn som countryrockens Lucinda Williams eller eksempelvis sangskriver John Prine i årets program. Williams var her i 2017, John Prine var på programsat i 2019, men måtte aflyse og i mellemtiden gik han hen og døde.

Men sådan et potentielt hovednavn løb deres udsendte ind i torsdag aften. Nemlig den canadiske sangskriver Allison Russell. Ikke annonceret som hovednavn, men en kunstner der sagtens kan gå hen og blive det helt store nye. Publikum i det tætpakkede telt 1 – hvor også Dissing sønnerne, Rasmus og Jonas mødte op som dedikerede storfans – var i hvert fald ikke i tvivl.

Hendes nye album ”Outside Child” er selvbiografiske sange om en barsk misbrugsopvækst i Montreal i Canada. Hun spillet noget så usædvanligt som klarinet  og banjo, og hendes backingband, tre kvinder på elektrisk guitar, keyboards og bratsch, synger velklingende kor bag frontfiguren.

Allison selv ligner i sin leopardplettede kjole en af syngepigerne fra The Supremes, og hun synger med en stor, saftig soulblues stemme. Sange kredser om egne livsoplevelser. Den første pige hun var forelsket i, den far – ”loveless coward” – som misbrugte hende, indtil hun slap væk og fandt sig en kærlig plejefamilie.

Det er hudløse sange, og de bliver leveret med en glød og et engagement, der river os os med. Det veksler musikalsk mellem nærmest vækkelsesagtig gospelfarvet og heftig soulpunkede udladninger. En klar fem-stjernet musikoplevelse!

”Your Not Alone” hedder et nummer, og Allison Russell lægger ikke skjul på, at hun både synger imod og gerne vil kæmpe med os mod den bureaukratiske fascisme i USA og støtte dem, som kæmper for frihed og demokrati rundt om i verden. Eksemplificeret ved Ruslands angreb på Ukraine.

Torsdag gav også mulighed for at høre det nye danske navn, Calvy, der med forsanger og guitarist Mik Thybo byder på engelsk sproget pop. Thybo har en god maskulin stemme, og kan gå helt op i det pigelyse. Det er effektivt leveret, men virker underligt spagt og mainstreamagtigt oven på den rødglødende Allison Russell.

Så satte vi punktum for torsdag aften. Fredagens festivalvejr bød på en trykkende, saunaagtig lummerhede, der var lige ved at smelte mobiltelefonen i ens brystlomme.

Niels Hausgaard skulle spille tidligt i Bolero med plads til 450, men da vi forsøgte at få billetter, udleveret to timer før koncertstart, mødte der en 200 meter lang kø af ventende publikummer. De bestilte billetter var aldrig kommer fra trykkeriet, og nu var det først til mølle-princippet som gjaldt. Så der sad hard core Hausgaard-fans i festivalstole og spillede kort og hyggede 2 – 3 timer før koncertstart.

I stedet valgte vi at satse på australske William Crighton, australsk sangskriver med en stor mørk bluesstemme, med følgeskab af sin syngende kone i telt 2. En bluesrocket sangskriver med bid og holdninger både til undertrykkelsen af Australiens oprindelige aboriginalbefolkning, på en gang spirituel og samfundskritisk. Tjek hans nummer "Jesus Blues".

Det er her, at Tønder bliver spændende og anderledes. Når den giver plads til den nye ”folkemusik”. Den som ikke bare traditionsbunden byder på irske og skotske drikkeviser og fortællinger om undertrykkelsen i det forrige århundrede, men som tør stikker termometret op i røven på det nuværende samfund.

Alt det roderi vi befinder os i – krig, klimakrise og en klode, der er ved at give op overfor vort overforbrug.

Så kom skybruddet og regnen, og lammede festivalen i et par timer. Musikken blev forsinket på scenerne. Men på klubscenen fik fire forskellige folkbands god respons fra publikum, bl.a. det velsyngende danske Tone of Voice Orchestra med sangerinden Lise Væring og saxofonist Frederik Lundin.

Vor gode nordjyske sangskriver Mikael K. kunne fejre sin 58 års fødselsdag med en ny cd-udgivelse ”Skeletter fra skabet”, men genindspilninger af gamle sange plus tre, 20 i alt, blot en mand og en guitar, i festivalens pladeforretning Millstream Records.

The Mavericks trak om aftenen fuldt hus foran Open Air-scenen med deres miks af alt fra country over tex-mex til twangrock – ganske gumpetungt effektivt. I Bolero spillede Hans Theesink ekvilibristisk blues på teknisk højt niveau, men vi savnede Knud Møller til at give modspil.

Og da vi senere ville ind og høre den amerikanske bluesmand Cedric Burnside samme sted, var køen igen lige så lang – ja faktiske længere end til Niels Hausgaard,

Burnside er også en ”eneste danske festivalkoncert i 2022”-oplevelse, så ham tager vi lørdag på Open Air-scenen.