Ekspressiv cubajazz

Blå Festival/Jazzcentret - Carsten Kær Trio med Mayquel Gonzales

Temperaturen indenfor på Jazzcentret var både høj og fugtig denne lørdag aften, og ikke ganske ulig den du kan opleve på en natklub i Havana.

Og det var faktisk ganske passende. For vores gode nordjyske pianist Carsten Kær havde fået lokket sin spillekammerat, trompetisten Mayquel Gonzales, som han lærte at kende under sit eget ophold på Cuba, til Aalborg.

For at spille med og for at spille nogle af sine egne kompositioner. Netop landet ved 16-tiden i Aalborg Lufthavn, så de havde haft et par timers øvetid.

Carsten Kær gør ikke det store væsen af sig, når han sådan skal præsentere sig selv og sin musik. Men han spiller både flydende, nuanceret og dristigt improviseret på et niveau, der snildt måler sig med Carsten Dahl.

Rytmegruppen tæller cubanske Yasser Pino, kontrabas, og Martin Andersen, trommer, og vi lægger ud med nummeret ”Au Privave”. En Charlie Parker-komposition arrangeret i cubansk stil, og snart flintrer vi afsted med en trompet, der ildfuldt ligger i toppen af melodien hele tiden.

Det er højoktan jazz dyppet i cubanske rytmer, og der bliver hele tiden givet plads til her og nu improvisationer, hvor bas, trommer, klaver og trompetist på skift tager teten.

Baseret på det melodiske materiale, og det er her, at jazz altid bliver spændende. Magter de at holde intensitet og nærvær? Eller falder det fra hinanden?

Her var du aldrig i tvivl. Gonzales brillerede igen og igen med sit sine steder Dizzy Gillespie farvede spil, og det var utroligt, hvad han kunne trylle frem på sit bulede horn, eksempelvis i sin egen ”Yamblues”.

Og rytmegruppen – du ved, at det kører, når bassist og trommeslager sender glade smil til hinanden.

Alt imens Carsten Kær, som en venligsindet Astrid Lindgren-trold med sin kække hårtot, sidder ydmygt ved de sort-hvide og byder ind med diskrete tilføjelser til de andre, når han da ikke selv får plads.

Som han gjorde i nummeret ”Stella”, en ballade, indledt ganske højfjeldslyrisk, inden den blev tilføjet en trompetsolo, der kunne få selv Inger Støjberg til at græde snot og glemme sin indvandrerfjendskhed.

Vemodig længsel og ømhed favnet - i et helstøbt musikalsk udtryk. Men der blev også plads til kontrabassistens nummer ”New Mambo”, sofistikeret tolket og melodisk dansende.

Andet sæt åbnede med Gonzales i flintrende stil i hans egen ”Tiempos de Paz”, og vi fik Charlie Mingus genopfrisket i en ekspressiv ”Moanin”. Kær selv i stilfærdigt lyrisk humør i hans egen ”Once We Where”, inden vi gled over i den vuggende kamel-klassiker, Ellingtons ”Caravan”, for endelig at slutte af med ”Triple Games”

Humøret var højt, og nærvær og intensitet svigtede ikke et øjeblik, så selvfølgelig måtte vi have et ekstranummer og fik det.

Vital cubajazz med nordiske undertoner. Så hvad er der tilbage at sige andet end:

- Muy Bien!

Foto: Lars Mørch