Skip to main content
Koncert

Russerne er kommet

Dobbeltkoncert - Pro Musica, lørdag

Rådhuskoncert, søndag

Navnene siger meget: de seneste tre årtier er Aalborg blevet begavet med en mængde udenlandske musikere. To koncerter denne weekend viser det: seks af de i alt ni musikere er fra Rusland (hele tre), Holland, USA, Spanien, Tyskland og tre fra Danmark, herunder Nykøbing Mors.

De skal være velkomne! De fleste er flyttet hertil for at spille i symfoniorkestrene i Aalborg og Aarhus, og de har hævet kvaliteten af orkestrene betragteligt ligesom de sætter deres positive præg på det øvrige musikliv som kammermusikere, solister, undervisere og andet.

Lørdag var Pro Musica – symfoniorkestrets egen kammermusiksammenslutning – vært for en koncert i Utzon Center.

Med et program ”spækket med smukke melodiske værker, som udmærker sig med dybde, lethed og elegance”, som der stod i invitationen. Det viste sig at være gamle hits fra kammergenren af Bruch, Elgar, Poulenc, Prokofiev og Schumann.

Klassikere kan være tunge at danse med. For på den ene side kender publikum dem så godt, at man ved hvordan de skal lyde. På den anden er en vigtig grund til at spille dem igen-igen, at de tilføres noget nyt.

Det hørte jeg ikke altid.

Man kunne f.eks. savne en lidt mere fræk Poulenc og en lidt mindre elegant Elgar. Ironisk nok levede de valgte værker i høj grad af inspiration fra komponisternes forgængere.

Fødselsdag på Rådhuset

Søndag inviterede den herboende, russiske pianist Maria Esphai til fødselsdag på Nørresundby Rådhus. Esphai fyldte 38 på dagen, og det er blevet en tradition, at hun fejrer sig selv med en koncert sammen med kolleger fra nær og fjern.

Det, måske en smule forfængelige projekt, er fint for det kommer jo det nordjyske publikum til gode. Esphai blev født i Moskva og begyndte at spille som 5-årig.

Få år senere begyndte hun sin uddannelse på konservatoriet, og hun søgte til Danmark for efteruddannelse på konservatoriet i Århus i 2008.

I dag er hun lærer der og i afdelingen i Aalborg. Hun er initiativrig og flittig og beriger også musiklivet som akkompagnatør og solist – og lørdag altså som kammermusiker.

Det var et fødselsdagsselskab med fine gæster og, lige som lørdag i Utzon, en propfyldt sal.

Også her drejede det sig om velkendt musik - af Mozart, Scarlatti og Schubert.

Denne anmelder koncentrerede sig om første afdeling, hvor Esphai optrådte som solist.

-Jeg har besluttet mig for fremtidigt at spille flere solokoncerter, det har ligget lidt stille, denne bliver den første, og jeg er lidt nervøs, sagde hun.

Og frabad sig applaus mellem værkerne. Ønsket blev respekteret, men overgangen mellem værkerne blev lidt for hæsblæsende – bare 10 sekunders pause havde være velgørende.

Esphai leverede gedigne og næsten fejlfri udførelser, men fortolkningen af Scarlatti og Mozart var lidt for romantisk for mig. Jeg vil dog glæde mig til at høre hende igen, gerne i egentlig romantisk eller nyere musik.

Begge koncerter manglede lidt fantasirigdom i programmerne, men som forventet følte man sig i trygge hænder hos de sympatiske musikere.

Ikke ét af de ti værker havde dansk signatur. Det skal de tilflyttede musikere være tilgivet. Det understreger, at der findes en verden uden for småstaten Danmark – og at indflydelse udefra er livsvigtig.

 Foto: Vita Andersen

Info

  • Pro Musica, Utzon Center, lørdag
  • Program: Værker af Bruch, Elgar, Poulenc, Prokofiev og Schumann
  • Medvirkende: Judith Blauw, obo, Matthias Hehrmann, cello, Sheila Popkin, fagot, Kristoffer Hyldig, klaver.  www.aalborgsymfoniorkester.dk                                                                                          
  • Nørresundby Rådhus, koncert, søndag
  • Program: Værker af Mozart, Scarlatti og Schubert
  • Medvirkende: Maria Eshpai, klaver
  • Christian Chivu Ivan, violin
  • Vladimir Bochkovsky, bratsch
  • Jonathan Slaato, cello
  • Ivan Medvedev, kontrabas
  • www.raadhuskoncerter.dk
Arkiv