Lyden af Nibe - Michael Falch
Falchen – altså Michael – kendt både som sangskriver-solist og som vokal frontfigur i Malurt stiller denne sene lørdag eftermiddag i en akustisk holdopstilling – sådan da.
For der er en enkelt el-guitarist ude på venstrefløjen, men ellers er det Michael selv på akustisk guitar sammen med indforskrevne Signe Svendsen og en norsk cellist, der følger efter Lilholt Band denne hede lørdag.
Det er trygt og velkendt og alligevel helt anderledes. Mange af sangene kender vi jo godt, men Michael Falch, 64 år, er ikke bange bare for at proppe et par nye ind – for eksempel ”Alt for vild”.
Ligesom den velsyngende, velspillende Signe Svendsen, synger smuk duet med Falch i sin egen ”Langsom musik”.
Vi får en fornem udgave af den lille dansksprogede perle ”I et land uden høje bjerge” med publikum som veloplagte korsangere, og der går lidt rock’n’roll i Malurt-klassikeren ”Mød mig i mørket”.
Men der kan også gå skinger vildt forvrænget guitar med tilhørende cellohyl i det nydelige akustiske – i nummeret ”Vogt dig”
Det er et fint udvalg fra hele karrieren, og Falch har godt fat, især hen mod slutningen med ”Sommer på vej” og ikke mindst ”Superlove” – med refrainet om at være ulykkelig forelsket i kassedamen henne i den lokale super ”vil du, vil du, vil du, breake my heart”.
Der ville publikum simpelthen ikke give slip, men forsatte i minutlang sang og blev ved og ved, indtil hele holdet igen var inde på scenen.
Dejlig, ukompliceret og velspillet nede på jorden koncert.
Michael Falch, Lyden af Nibe, lørdag.
Foto: Lars Schiønning/Nibe Festival
Sætliste
- Nær, Nye Tider, Alt for vild, Langsom musik (Signe Svendsen), Min stjerne, I et land uden høje bjerge, Mød mig i mørket, Vogt dig, Juble igen, Den eneste, Sommer på vej, Superlove. (med forbehold for fejlhøring)