DACAPO!

Cd’er

Erik Højsgaard: “Please accept a Sunset”

Thomas Agerfeldt Olesen: “Piano Works”

Rune Glerup: “Perhaps Thus the End”                                                  

”Dacapo” er et italiensk udtryk, som betyder ”fra begyndelsen”, men som også bruges som udråbsord ved en klassiske koncert. Som det råber bravo, kan det tilfredse publikum også råbe dacapo, hvilket ikke betyder at de vil høre hele koncerten forfra, men altså noget mere.

 Dacapo Records hedder et dansk grammofonselskab, der siden 1989 har udgivet fortrinsvis dansk musik oftest med danske musikere. Der er tale om klassisk musik, men også jazz og en pæn portion samtidsmusik.

Dacapo betegner sig selv som "Danmarks nationale pladeselskab", og kan da også siges at have denne status i kraft af dets fundats, repræsentation i bestyrelsen og offentlige tilskud.

Dacapo udgiver cd'er, men de senere år også nye digitale medier. Kataloget er imponerende både kvalitativt og kvantitativt, og selskabets betydning for dansk musik kan ikke overvurderes. Tre af selskabets nyeste udgivelser lever på fineste vis op til Dacapos formål og kvalitetskrav. Der er tale om musik af nulevende danske komponister.

Stille musik

Erik Højsgaard (født 1954) blev uddannet på Det Jyske Musikkonservatorium og blev i 2002 professor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Forinden havde han bl.a. undervist på konservatoriet i Aalborg og været huskomponist hos Aalborg Symfoniorkester.

 I mit lange liv med dansk samtidsmusik har jeg altid opfattet Højsgaard som en stille stemme. Det er ikke mit indtryk, at han hører til de mest omtalte og opførte, men hans musik har et exceptionelt, delikat udtryk, som virker meget dragende.

Lange melodiske forløb synes at leve hver sit liv, men flettes filigranagtigt sammen og mødes harmonisk og smukt. Det er stemningsskabende, sjældent insisterende musik. Stille musik.

Albummet med den lidt kryptiske titel "Please accept a Sunset" indeholder tre typiske og markante værker for kammerorkester og sopran. "Essays" henter inspiration i Venedig, "Udstillingsbillede" i L. A. Rings ekspressionistiske billedverden og "Please accept a Sunset" i Emily Dickinsons digtning.

Alt sammen typisk for det, Højsgaard selv lader sig drage af. Det er en utroligt smukt og veludført.

 Overraskelser

Thomas Agerfeldt Olesen (født 1969) er overraskelsernes mand. Oprindeligt cellist fra konservatoriet i Aarhus, men som komponist uddannet hos koryfæer og forskelligheder som Karl Aage Rasmussen, Poul Ruders, Bent Sørensen og polske Gorecki.Så forskellige valg overrasker, men det gør Agerfeldts musik også.

Hans 42 minutter lange "Klaversonate" stritter stilistisk i alle retninger med inspiration fra Bach til nutidig musik. 

Det overraskende er, at man hele tiden mener at kunne genkende indholdet, men ikke kan identificere direkte citater. Det er en leg med, hvad komponisten husker og falder ham ind i øjeblikket, selvom musikken er traditionelt nedskrevet.

Overraskende er også at lytteren pludseligt mødes af en dialog mellem komponisten og pianisten, foredraget af sidstnævnte og indskrevet i partituret.

 "Hello, can I speak? I am the composer who wrote this piece" indledes dialogen. For derefter hurtigt at slå over i en række klimapolitiske udsagn med henvisning til en naturkatastrofe i Australien.

Forbindelsen til den underliggende musik er ikke sporbar,og som lytter føler man sig forført af dette virkemiddel.

"Lille mirakelpræludium" er en parafrase over Bach, og de korte "6 sonater" er mere traditionelt modernistiske, hvis sådan noget findes.

"At komponere vil sige at det hele er planlagt", siger komponisten til pianisten i deres dialog.

Det er ikke just det indtryk, man får, når man lytter til Agerfeldts musik. Han er en yderst uforudsigelig og lytteværdig komponist. Musikerne behandler Agerfeldts musik fornemt. 

Det absurde

Rune Glerup (født 1981), øverste bærende foto, debuterede i 2010 som komponist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og studerede herefter på det navnkundige IRCAM i Paris, hvor man specialiserer sig i elektronisk og elektroakustisk musik.

Senere blev han lærer på konservatoriet i København og arbejder også organisatorisk i dansk ny musikliv.

 "Perhaps Thus the End" indeholder Glerups strygekvartet med samme titel fra 2017 og hans klarinetkvintet med titlen "Still leaning Towards This Machine" fra 2015.

Efter at have hørt musikken følte jeg mig hensat til 60'er modernismen, som vor far lavede den. Der er sket så meget siden, så hvad er meningen?

Det er nok ikke et helt forkert spørgsmål, for Glerup er stærkt inspireret af Samuel Beckett og det absurde. Det passer også med, at Glerup har erklærede forbilleder i de to modernister franske Pierre Boulez og danske Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

At diskutere musiks indtryk og udtryk er som regel meningsløst, men det bliver spændende at høre, hvor Glerup er på vej hen, og om han engang selv besvarer spørgsmålet om meningen. Han har mange år og værker foran sig.

 Under alle omstændigheder må man konstatere, at hans musik er fabelagtig godt skrevet. Det er gedigent håndværk, og musikken emmer af energi, ekspressivitet og ekvilibrisme - modernistiske dyder. Også her en dadelfri udførelse.

Der er tale om tre yderst kvalificerede udgivelser fra et selskab, der som sådan bør have del i stjerneregnen for sit idealistiske arbejde med dansk, især samtidsmusik. Så: Dacapo!