Tre unge danskeres nye musik

CD  - Martin Stauning: Harpekoncert  

Matias Vestergård: Idylls, elegies

Josefine Opsahl: Atrium        

Et af de mest krævende musikfag er komposition – ikke alle er jo vidunderbørn som Mozart. Selve håndværket er omfattende og kompliceret, og det kunstneriske udtryk fordrer en vis menneskelig modning eller ”livserfaring”.

Alligevel dukker der komponister op, der ikke blot er unge, men også har noget at byde på - her tre danskere født mellem 1982 og 1992, alle også udøvende kunstnere.

Sjælden harpekoncert

Martin Stauning, f. 1982, er måske mere yngre, end ung. Men som komponist er han ung. For han begyndte som balletdanser, og først i 2016 debuterede han som komponist efter endt uddannelse som sådan.

Han er ret produktiv, og hans harpekoncert  fra 2021 er én ud ganske få i genren - Jørgen Jersilds harpekoncert fra 1972 er den eneste danske forgænger. Staunings koncert er komponeret til Zachary Hatcher, amerikansk født, men nu, som 24-årig, yngste medlem af DR Radiosymfoniorkestret. Også han er et ekstraordinært talent.

For at give plads til den sarte harpe har Stauning reduceret antallet af strygere, men i koncertens syv korte afsnit konfronteres harpen ofte med bombastiske blæsere og slagtøj.

Det hele kommer i fin balance i en grandios finale, der viser, hvor god en instrumentator Stauning er. Enhver komponist ved, hvor svært det er at skrive for harpe og for orkester. De to sammen er en kæmpe udfordring. Alligevel finder Stauning plads til både ekvilibristisk virtuositet hos solisten og samspil med det store orkester. Det er et imponerende værk.

Alsidig og produktiv

Matias Vestergård, f. 1989, er uddannet komponist og pianist og har allerede en større produktion bag sig, bl.a. noget så usædvanligt for en ung, nutidig komponist som tre operaer.

Han bevæger sig behændigt rundt i alle partiturmusikkens genrer fra den enkle solosang til orkestermusik. En nycd med titlen ”Idylls, elegies” bringer en række kammerværker fra studietiden 2016-19.

I de fem meget forskellige værker opsamler og destillerer Vestergård inspirationen fra nogle af sine forbilleder fra Bach til Busoni, med på samme tid tydelige referencer og en slags abstrakt fabuleren over forlæggene.

Det er sanselig, malerisk (formmæssigt ofte inspireret af arkitektur, udtryksmæssigt af malerier og fotos) og meget dynamisk musik, hvilket afspejler sig i  foredragsbetegnelser som ”Nervous, urgent”, ”With desperation” etc.

Vestergård har en udviklet forståelse for det enkelte instruments muligheder, herunder helt nye tekniske måder at udnytte dem på. Tiden må vise, hvor det fører hen, men Vestergård er afgjort én af tidens komponister, der fortjener opmærksomhed

Uskylden borte

Josefine Opdahl, f. 1992, er komponist og cellist og godt på vej med sin karriere, bl.a. hjulpet af en pæn portion bestillingsværker. Da én af hendes æstetiske ledetråde er, at hun mere end de fleste komponister arbejder med selve rummet, er hun oplagt som bidragyder til særlige begivenheder.

Hun er stærkt optaget af elektroakustisk musik, altså akustiske instrumenter med elektronik som partner  - som regel den ellers så poetiske cello i samspil med det ofte hårde elektroniske univers. Det er som om Opdahl fratager celloen sin uskyld.

Resultatet er overraskende og påtrængende, hvilket høres på hendes cd ”Atrium”, der er en slags præsentationsplade.

Den indeholder 17 korte satser med i alt 9 værker. Der er tale om stærkt koncentrerede forløb, kompleks, mangefacetteret, ind imellem bombastisk og viljestærk musik, men sine steder også lyrisk og indbydende. Det bliver spændende at følge Opdahls udvikling.

De tre udgivelser byder alt i alt på meget personlig og vedkommende musik af en ny generation danske komponister, og det i overbevisende udførelser med de fremmeste danske ensembler og solister.