Skip to main content
CD

Sværvægteren

CD - Per Nørgård: ”8”

Et berømt Per Nørgård-citat lyder: ”Den musik, jeg gerne ville høre, var der ikke”. Derfor blev han komponist.

Sådan oplever man også hans musik, som noget, man aldrig har hørt før. Og selv 70 år efter komponist-debut’en, med 400 værker i kataloget og en 90-års fødselsdag tidligere på året forundres man hver gang der kommer nyt fra ham og tænker:

- Nej, det har jeg aldrig hørt før. Det er en af grundene til, at han ikke blot er sin generations vigtigste danske stemme, men for længst anerkendt internationalt i klasse med Carl Nielsen.

I fødselsdagsåret har Dacapo (Danmarks nationale og statsstøttede pladeforlag) udgivet Nørgårds otte symfonier, komponeret mellem 1953 og 2011, i en box med fire CD’er.

Som hovedværker viser de naturligvis Nørgårds udvikling gennem fem årtier og de ret forskellige faser, han gennemgår.

Den meget klassiske første symfoni med undertitlen ”Austera” (”stringent”) er tydeligt inspireret af forbilledet Sibelius. Allerede her hører man en moden og viljestærk komponist.

Fra og med den anden symfoni fra 1970 eksperimenteres der både med den heftige 60’er modernisme og især Nørgårds egen såkaldte uendelighedsrække. Også længere ophold i Østen sætter sit præg.

Nørgård musik ligner ikke noget andet – ikke engang sig selv; dermed bliver det umiskendeligt Nørgårdsk. Hans (foreløbigt) otte symfonier er et kunstnerisk momument af dimensioner. Alt sammen flot og imposant.

Fremførelsen er lagt i hænderne på DR Radiosymfoniorkestret, der kender Nørgårds musik indgående, Wiener Philharmonikerne og Oslo Symfonikerne.

Flere er live-optagelser, heldigvis renset for alt for megen publikumslyd og applaus. Optagelserne bærer præg af forskellige optageteknikker og producere. Mest hørbart når man som jeg lyttede hele samlingen på én gang.

Dacapos udgivelser er kendetegnet ved meget kvalificerede og omfattende booklets, som man kan læse eller lade være, men hvis høje kvalitet skal fremhæves.

Nørgårds musik og udgivelsen fortjener seks stjerner i mangel af flere.

  • Per Nørgård: ”8”
  • Box med fire cd’er, indeholdende Nørgårds otte symfonier.
  • Udgivet 2022
  • Dacapo Records 8.204002
Arkiv