Nøgen Cave

Nick Cave: "Idiot Prayer"

Alene. Eller solo – du kan vælge, hvad du vil. Men der står alene på forsiden af dette dobbeltalbum.

22 sange med den 63-årige Nick Cave helt alene ved flygelet på et af hans favoritspillesteder, Alexandra Palace.

Først optaget som film i juni 2020, senere udsendt som album. Omgivet af maskebærende kamerafolk og hjælpere, med meterafmærkninger på gulvet og regulære spandefulde af håndsprit satte den australsk fødte Cave sig til de sort-hvide og gennemførte en sand opdagelsesrejse gennem sine egen bagkatalog af sange.

Men hvorfor nu det?

Jo, udover at være en souvenir fra en mærkelig, skræmmende og faretruende periode i menneskehedens historie, giver disse nøgne fortolkninger på en eller anden sært uforklarlig måde god mening i disse coronatider.

Cave havde gennem længere tid fundet det inspirerende at pille sine sange fra hinanden, dekonstruere dem og dermed finde ind til deres inderste kerne.

Fans af manden vil jo være godt kendt med hans rockversioner af de samme numre, hvor han på mytisk vis fører lytteren rundt i sit både magiske og uvirkelige univers. Hvor bluesguitaristen Robert Johnson, der solgte sin sjæl til djævelen selv, optræder på lige fod med Jesus og Elvis, og hvor urmyter og Det Gamle Testamente blander sig til helt personlige, dybt foruroligende og bevægende sange.

Albummet her er ganske givet mest udbytterigt for dem, som allerede kender Cave. Kender hans historie som vild stofmisbrugende punkprofet, der dannede ”The Birthday Party” med Mick Harvey og senere bosatte sig  i Berlin, inden gennembruddet med ”Murder Ballads” (1996) med især de to duetter – ”Henry Lee” med P.J. Harvey og ”Where The Wild Roses Grow” med Kylie Minogue.

Og året efter udkom ”The Boatman’s Call”- et ubestridt kunsnerisk højdepunkt med den på en gang afdæmpede og personlige tone i både tekst og musik.

Med ”The Bad Seeds” og især i tæt samarbejde  med musiktroldmanden Warren Ellis har Cave til stadighed udvidet og forandret sit musikalske udtryk. Indtil katastrofen indtraf, da hans 15-årige tvillingesøn i 2015 faldt ud over en klippekant i en lsd-rus. Cave og hans musikalske udtryk... ja  sorgen har for altid forandret ham.

Sangene kan hørt i ét stræk lyde monotone. Men tag dem i bidder, og du vil opdage, hvordan det nøgne, sine steder skælvende, men altid direkte - åbner sangene på en helt anden måde, end når de er arrangeret for stort band.

Cave er altid gået tæt på sin egen uro og fortvivlelse og spirituelle søgen – og det smitter af på sangene, når han sidder her med noden og teksten og giver dem nyt her-og-nu liv.

Det er svært at pege på højdepunkter – fra den indledende citation af ”Spinning Song” til den afsluttende ”Galleon Ship” er vi ganske tæt på en kæmpende kunstner. Alene ved flygelet uden mulighed for at skjule sig.

Men på side et er det umuligt ikke at blive bevæget af ”Girl in Amber” og ”Waiting for You”, ligesom side to byder på ”Jubilee Street” og den uforglemmelige kærlighedshymne ”Into My Arms”.

Og så er der alle de andre. Det er musik til fordybelse i denne usikre, vaklende periode i menneskets historie. Cave alene med sine sange, som han afvrister og finder ny mening og indhold i undervejs foran flyglet.