Jesusbarnet og Tangokongen

CD - Messiaen: “Vingt Regards sur l'Enfant-Jésus”

CD -Piazolla: “Album for Astor”

De døde begge i 1992, men ellers er det næsten umuligt at finde lighedspunkter mellem den franske orgelkomponist Olivier Messiaen født 1908 og den argentinske tangokomponist Astor Piazzola, født 1921.

Messiaen var dybtfølt og overbevisende katolik, medens Piazzola erklærede sig som "katolik, men ikke for meget. Jeg går i kirke for at afgifte mig og tage et fredsbad".

Hvorfor blande dem i samme anmeldelse?

Fordi to yngre, danske musikere har fundet det vigtigt at give hver sit bud på de gamle mestres musik - i begge tilfælde så det nærmest bliver en hyldest.

Overskriften skal ingenlunde forstås som en provokation i juletiden, men som en konstatering af, hvor forskellig musik kan være og alligevel trives sammen.

De er begge i 30'erne og født på Bornholm, men ellers er der store forskelle på pianisten Kristoffer Hyldig og accordionisten Bjarke Mogensen. Især deres valg af instrument.

De fleste ved nok hvad en pianist spiller på, men accordion?

Det er et harmonika-lignende instrument, der betjenes med knapper og ikke tangenter. Fra at være et rent folkemusikinstrument, har accordion indtaget den klassiske musik de seneste årtier, bl.a. takket være Mogensen.

Både Hyldig og Mogensen er konservatorieuddannede og er etablerede navne i de klassiske koncertsale rundt om.

Når de  to cd'er skal præsenteres her, er det fordi de hver på sin måde skiller sig ud som musikalske specialiteter og bedrifter, der, hvis man endelig skal være en smule national, altså er vokset på dansk klippegrund eller rettere:

I dansk muldjord, selvom musikken er fransk og argentinsk.

Messiaen var én af sidste århundredes mest betydelige avantgarde-komponister. Hans "Vingt Regards sur l'Enfant-J'esus", som jeg oversætter til "Tyve betragtninger på Jesusbarnet" er et mammutværk i 20 satser, der varer 2 timer og 20 minutter og fylder to cd'er.

Det er ét af sidste århundredes mest epokegørende værker, komponeret i 1944 efter at Messiaen havde tilbragt to år i koncentrationslejr. Det er meditativt, som det meste af Messiaens musik stærkt religiøst og - utroligt vanskeligt at spille.

Tilsyneladende ikke for Kristoffer Hyldig. Han får den komplicerede musik til at lyde enkel, og udførelsen virker så ubesværet, at man uvægerligt henledes på musikkens indhold.

Hans imponerende indlevelse i Messiaens særegne tonesprog skaber musik, der er rørende og tankevækkende, og det kan være vanskeligt at komme ud af det smukke og kontemplative univers igen.

Hyldig bliver i sjælden grad medskaber af musikken, og de mange anerkendende ord fra internationale anmeldere - og i sidste uge DR P2-prisen som "Årets Album" er aldeles berettiget.

Når det gælder indlevelse er Bjarke Mogensens cd "Album for Astor" helt konkurrencedygtig. Han gør overbevisende rede for, hvorfor den argentinske tangokonge og hans 400 danse naturligt hører hjemme i den klassiske musik.

Piazolla selv spillede bandoneon, den mindre, argentinske accordion og som regel i folkelige sammenhænge og til dans, men han skrev også en håndfuld egentligt klassiske værker, og tangomusikken tåler bestemt at blive lyttet "som sig selv".

Ikke mindst, når en musiker som Bjarke Mogensen tager dem under behandling.

Han har forlængst slået sit ry fast internationalt som én af de mest alsidige og virtuose på sit instrument,

Uanset om han sætter renaissance- eller avantgardemusik på nodestativet, får han musikken til at lyde, som om den er skrevet for accordion. Naturligvis må Mogensen også tage Piazolla op, og det gør han formidabelt.

Det er netop så musikantisk, som det skal være, og store følelser som melankoli, glæde og sorg, der er så karakteristiske for tangoen, så at sige vælter ud ad instrumentet. Han er en meget stor kunstner.

Det er snart jul - højsæson for Jesusbarnet. Man kan sagtens danse tango om juletræet. Men der skal som bekendt to til.