Pedalen trykket helt i bund

Rock/cd - Lydsyn: ”Lydsyn”

Ovre i København på Rådhuspladsen ligger Politikens hus, og her har de nogle musikanmeldere, som indimellem proklamerer at den elektriske guitars tid er forbi.

Ingen gider længe at høre guitar. Påstår de.

Den påstand skulle de så lige prøve at smide i hovedet på sangskriver og guitarist Uffe Lorenzen, 51 år, (Baby Woodrose/Spids Nøgenhat), der længe har skidt hul i, hvad det blaserte anmelderkorps mener om hans musik.

Og igen og igen har fornøjet os med mundrette danske sange – ofte hyldet i sen-hippie musikalske gevandter, der trækker tråde tilbage til bands som Alrune Rod, Pan og Ache.

Men pist-borte er hippieromantikken på Lorenzens sidste nye skive, hvor han har slået sig sammen med Palle Demant, bas og Jens Eyde, trommer.

Herlighederne kalder sig Lydsyn, og i trioformatet her dyrker Uffe & co dansksproget lige ud ad landevejen rock. Spillet med masser af fuzz, energisk overskud og uden at kigge ret meget på, hvad de nu går og sysler med på den introverte danske musikscene.

Lorenzen kender sine pedaler, sin Marshall forstærker, og guitaren metaldrøner derudad med tonstunge riffs, men også med plads til elegant spundne soloer. Der kan også ind i mellem gå lidt Hendrix i den.

Det er der, at jeg tror, at Politikens-musik-klogehoveder tager helt fejl. Så længe der findes en ledig guitar og et menneske i nærheden med noget på hjerte, vil der blive spillet guitar og sunget sange.

Det er simpelthen befriende at høre et godt sammenspillet band gå til den. Hør det fræsende åbningsnummer ”Jericho”, med det overgivende ”yeah”, inden en forvrænget mundharpe sætter Uffe i gang med at synge.

Nyd den majestætisk fremadskridende ”Kat ser kat”, om at stå elskovssyg hylende udenfor den attråedes dør, og så er den overstyrede ”Hymne til kroppen”, inden den får en skovl besk samfundskritik i ”Abernes Planet”.

Jo, jo, vildmanden undsluppet fra det danske rigsvåben svinger veloplagt guitar og ordpisk over vore ”tåbelige regler, som I har sat i system, siden I kravlede ned fra træet, og lærte at gå på to ben, her på abernes planet”.

Det er lige ud ad posen lyrik, på kanten af banaliteten, men bliver sunget med overbevisning og fyret af med energisk overskud. De har eddermame haft det sjovt med at indspille det her album.

Ni sange sunget med en outsiders skarpe og præcise blik på vort samfund og livet. Solid rock’n’roll, og det kan - som Uffe også synger - sjælen jo godt trænge til!

Foto: Jens Raadal

Link: Bad Afro