Skip to main content
Global musik

Vi trænger til Kalaha!

Kalaha:”Mystafa”

Özgürüm Ben og Dans Det Op - hedder to af numrene.

Hvad er det nu for noget… Altså hvad har det gamle oldtidspil fra Nordafrika med musik at gøre. Jo, ser du Kalaha er også navnet på et dansk band, der ganske forrygende blander jazz, verdensmusik og elektronisk musik.

Og ganske gæstfrit  inviterer musikere og sangere til at lege med – sådan som du kan høre på deres nyeste og femte album ”Mystafa”, hvor både den dansk-tyrkiske sangerinde Hilal Kaya, sangskriver Uffe Lorenzen (Spids Nøgenhat, Baby Woodrose) og vor egen nordjyske sing&songwriter Hjalte Ross med flere bidrager.

Det er lige, hvad vi trænger til for at få os rusket ud af coronabedøvelsen - for der bliver spillet med smittende energi, forrygende og voldsomt i skæve taktarter, hvor alskens inspirationer får lov til at støde sammen og berige hinanden. Uden at øret på noget tidspunkt bliver træt.

Pulsen og humøret er højt fra albumåbneren ”Hospadit”, hvor bandets guitarist Niclas Knudsen og trommeslager Emil de Wall gi’r den gas med elektronikkens Rumpistol og Spejderrobot alias Jens Berent Christiansen og Mikael Elkjær på diverse synth og trommeprogrammering.

Alverdens inspiration er at høre i det pulserende univers, vidtfavnende musikalsk og båret af stor spilleglæde.

Men vent så bare til du hører tyrkiske Hilal Kaya folde sig ud på ”Özgürüm Ben”.  Klar Istanbul-punk med den sørgmodige og vilde duduk (russisk obotype) vrælende forrest i lydbilledet, mens Hilal fraserer heftigt vildt i en sang, der som vi forstår det – mit tyrkiske er meget rudimentært – handler om kvindeundertrykkelse, og hvordan alle kvinder kæmper for at slippe fri af undertrykkende konventioner og traditionelle forventninger.

Det er sådan et nummer, det næsten er umuligt at sidde stille til. Med efterfølgeren Hjalte Ross i front på sin egen tekst ”Hurt You Once Again” er vi ovre i klassisk balladeskriveri a la Neil Young og det britiske band Sophia. Smuk americana.

Og så får den fuld skrue på skramlerockeren ”Dans Det Op” med Spids Nøgenhat’s egen Uffe Lorensen i forårets radiohit om, at hvis du er deprimeret, skal du ikke gøre det for kompliceret – ”hvis trippet ikke er godt, så dans det op!” lyder refrainet.

Og midt i det hele er der såmænd også plads til en saz-solo.

Tag den corona!

Og sådan fortsætter det her album sprælsk og uregerligt, ustyrligt og utæmmet, med indledende grisegrynt på ”Truffle Soil”, og vor egen bassist Moussa Dialo vemodigt klagende på ”Jigi Fa” og igen Hilal på ”Eymen”, så du føler dig hensat til bazaren i Istanbul.

Brasiliansk samba, tyrkisk, highlife og meget andet godt bliver rørt godt rundt, og kuglerne bevæger sig hele tiden sejrsikkert fremad på spillebrættet.

Hvis du ikke ved, hvad jeg taler om, kan du høre nogle af gruppens inspirationskilder på Kalaha Crates på Spotify. Og ellers er det bare at få fingrene i albummet her eller måske endnu bedre høre dem live, når de besøger Huset i Aalborg – fredag 7. maj i næste uge.

Det kan godt blive lidt af en fest. Lyt til ”Özgürüm Ben” – og lyt så til den en gang til!

Verdensmusik

  • Kalaha:
  • ”Mystafa”
  • April Records
  • Spiller på Huset, Aalborg, fredag 7. maj.
  • Med både Hilal Kaya og Hjalte Ross som gæster.
Arkiv