Krævende hjerte

Kenneth Dahl Knudsen:”Uummat”

”Uummat” betyder hjerte på grønlandsk, og det var under en turné her i februar 2020, at den nordjyske jazzbassist Kenneth Dahl Knudsen blev bedt om at læse højt fra forfatteren Lise Andersens bog af samme navn med undertitlen – ”fortællinger fra hjertet”.

Netop på børnehjemmet i Uummannaq, hvor forfatteren har interviewet ti grønlændere, der fortæller, hvorfor de blev anbragt her, om deres barndomsoplevelser og den smerte anbringelsen bragte. 

Fortællingerne gjorde indtryk på vor nordjyske bassist og resultatet blev albummet ”Uummat” – en nærmest symfonisk suite med otte numre. Næsten en hel times spilletid. Med klassiske strygere, violin, cello og bratch, tre blæsere, saxer, fløjte og basun, suppleret med ordløs sang ved Undine Rolava, klaver, trommer og selvfølgelig bas ved komponist Knudsen selv.

Det er et mørkt, dystert og fortvivlet lydunivers. som vi bliver inviteret inden for i åbningsnummeret ”Allamioq”. Her er hviskende stemmer, pludselige råb, knirken og knagen. Readlyd blander sig med smidige strygere, og en saxofon, der forsigtigt forsøger at finde en melodi, som er værd at udfolde.

Og snart begynder utrygheden at brede sig – alt imens sangerinde Rolava er oppe i det allerlyseste, vanvids- og nordlysregister i ordløs sang. Kaotisk krævende er det at lytte til – sine steder ulideligt.

Ingen lytter kan tvivle om, at her er der tale om misbrug, overgreb og børn knust under sikkert velmenende, men desto mere sårende indgriben.

Det er flot musik, men hørt ud i ét bliver albummet underligt monotont og ensformigt. Du kan savne en helt enkel melodi at fordybe dig i. Det splittede har sin berettigelse, men bliver i længden også svært at kapere for øret.

Det er krævende musik – ja vist. Men de lange, lange numre, vil ligesom hver gang have det hele med – og den stadig ensformighed breder sig. Det lyder som om, at det skal være stort, ulykkeligt og dramatisk for enhver pris. Villet og netop derfor monotont. Som eksempelvis i det turbulente skrækscenarie ”Monsters”

Filosoffen Søren Kierkegaard er citeret for at skulle have sag: ”At vove er at tabe fodfæstet en kort stund. Ikke at vove er at tabe sig selv”.

Kenneth har vovet og taber givet ikke sig selv, men hvor du dog kan savne et nummer, der åbnede en sprække midt i al den dystre fortvivlelse og lod håb bryde igennem.

Ikke bare til og for de tidligere anbragte børnehjemsbørn, men også for lytteren.