Moden erkendelse

Dicte: "All Good as It Is”

Alt er godt, som det er. Det er jo lidt af en titel, som den 54-årige sangerinde Dicte, oprindelig Benedicte Westergaard Madsen, har valgt til sit niende soloalbum.

Dicte er ikke for alle og enhver, og det skønt hun har en stemme, der både er indtrængende sensuel, sløret, men også cool elegant. Det er som om, at hun altid holder lidt igen, og det giver samtidig hendes sangforedrag en underliggende tone af – ja, hun skjuler noget for os, selv når hun er mest åbenhjertig.

Åbningsnummeret ”Can’t Be the Last” er på den måde symptomatisk for Dictes sangskriveri. En snurrig, klimtrende bekendelseshymne, der stolt fastslår, at det syngende jeg er ”quite content, eventually it all ends”.

En dag må vi alle sige farvel til det her ene skønne, pragtfulde og forfærdelige liv. Men det er nu en gang det vi har, så ”all good as it is, won’t dwell on it”.

Dicte har altid skrevet og sunget på engelsk, men hun er på mange måder stilistisk i slægtskab med Claus Hempler, som hun også på et tidspunkt dannede par med.

Det er prunkløse sange, det oppustede er bevidst fravalgt til fordel for det intime sprøde – og som Dicte da stadig kan synge i det sfærisk høje som i nummeret ”Venom” – der betyder gift eller ondskab.

Numrene er for det meste skrevet i samarbejde med guitaristen Jonas Struck, og demoerne er derefter blevet tilføjet et væld at gæstemusikere, som hver især har budt ind. Fra færøske Teitur, der synger duet med Dicte på ”Seasick”, til den amerikanske forfatter Neil Cardinal Furio med ord.

Det er god lyttemusik med de mange velvalgte lydlag. Hvor percussion, keyboards, en cello her, en akustisk guitar der, understreger den på en gang både drømmende og afklarede stemning.

Men også kan blive køligt i opgøret, når det-syngende-jeg bliver svigtet og hjælpeløs må finde sig i løgn og bedrag i ”I’m on Fire”. Og så alligevel sejt overlevende med strofen ”hallelujah for surviving/against all the odds/for what we were given/to overcome loss” .

10 sange, der på en gang er ganske ligetil betroelser fra et voksent kvindehjerte og samtidig holder kortene tæt presset til brystet, så lytteren må bruge tid på at tyde og aflæse, hvordan denne varme, fortrolige stemme nu betror sig.

Det er gode sange, men den stramme form får også albummet til i længden at mangle variation. Selv om Dicte synger stærkt, og netop guitarist Jonas Struck, tidligere Swan Lee, trækker numrene i melodisk rockretning.

Men albummets budskab er ganske klart – det handler om at nyde livet, her og nu, der, hvor du nu engang er. Hvor dejligt det er, på trods af Trump, klodens feberhede klimatemperatur, corona og ak,ak, al tings forgængelighed.

Og på den måde er dette album ganske ungdommeligt og ukueligt. Et dejligt lyttealbum.

Og lyt så til åbningsnummeret ”Can’t Be the Last” en gang til – det er klasse!

Hende gad vi godt høre live på disse kanter. Hvem tør booke hende heroppe i det nordjyske?