Smukt syngende

Casper Hejlesen: ”Overture”

- Jeg vil gerne indspille et album med mit eget materiale, inden jeg bliver 20 - her til oktober. Drømmen er at kunne udvikle sig og leve af det, turnere og spille min egen musik.

Sådan sagde den dengang 19-årige nordjyske guitarist Casper Hejlesen, da han i maj 2019 blev hædret med Klaverstemmerens Musikpris på 20.000 kr. Pengene var øremærket til indspilningen af et debutalbum.

Han nåede det så ikke helt, for i dag er han 21, og debutalbummet ”Overture” udkom her sidst i november. Foreløbig kun som streaming på Spotify og de andre streamingtjenester. Senere udkommer musikken på cd, selv om Hejlesen hellere ville have det ud på vinyl. Men det er faktisk umuligt at presse de ni lange numre ned på en enkelt lp - og et dobbeltalbum er jo ikke så lidt af en investering.

Mens vi venter på cd eller lp, er det bare med at få ørerne i disse smukt velformulerede kompositioner. Det åbner genkendeligt med Casper Hejlesens fuldmodne guitarspil på ”Stormfuld nat”. Langsomt, udfoldet intro med Hejlesens karakteristiske klare, varme og rigt nuancerede tone, whiskers og bækrislende klaver, inden blæserne sætter ind, med dæmpet trompet som Miles Davis ville elske det.

Det er jazz, moderne jazz med nordisk tone, og rent tempomæssigt spillet delikat i tænksom hvilepuls. Det er at høre, at Hejlesen er inspireret af guitarnavne som Kurt Rosenwinkel og Jakob Bro, men det er såmænd heller ikke de værste forbilleder at læne sig op af.

Det er musik, som kræver nærvær og tid til fordybelse. Hovedtelefoner er bestemt ikke nogen dårlig ide. For det er ikke bare Hejlesen, der får lov at strække ud, men også solister som Jonas Due, trompet, flygelhorn og Oilly Wallace, altsax, både i unisone kor og i improviserede soloforløb.

Men også pianist Rasmus Sørensen må vi rose for hans fnuglette anslag, mens rytmegruppen tæller Adrian Christensen, bas, og Frederik Bülow, trommer - en fornemt sammenspillet alliance.

Numrene tager efter en kort intro form af længere åbne forløb, hvor der er dømt frie leg, og her står især blæsernes blidt blæste soli stærkt. Det er ikke bare jazz på teknisk højt niveau, Hejlesens har også noget på hjerte.

Lyt eksempelvis til hans ”Fugl i tågen”, der bringer den amerikanske pianist Keith Jarrets nordiske samarbejde med bl.a. saxofonisten Jan Garbarek i tankerne – især i den perlende indledning. Men også længere fremme, hvor blæserne skovler kul på kedlerne, så det vil en ting.

Det er lange numre, spilletider på 10.18, 9.03, 8.35, og skulle vi give et forsigtigt råd, ville det måske ikke skade at skære hårdere ind til benet. Hørt i ét kan albummet næsten blive for meget, fordi det kræver så koncentreret nærvær. En stilfærdig ballade eller et solonummer med Hejlesen selv ville kunne tilbyde en hvilepause for øret.

”Rosenlundsgade” hedder gaden i Aalborg, som vor guitarist bor i, og den er selvfølgelig besunget i et sprødt nummer, ganske som den ukendte ”Lily” bliver vemodigt erindret og skildret i Hejlesens guitarintro, inden nummeret folder sig stærkt og gribende ud.

Det er rigtig lyttemusik, og en fornem debut, fint balancerende mellem det meditative og det ekspressive.

Stort tillykke herfra!