Kvinder i musik

CD - Britta Bystrøm, Damkapellet

"Der er brug for kvindens kunstneriske ytringer". Sådan lød indledningen i et personligt manifest, jeg offentliggjorde i 1980 om kvinders betydning i kunst.

I de forløbne 43 år har emnet været oppe nu og da og der er ingen tvivl om, at kvinder stadig er underrepræsenteret i musik, både på den skabende og udøvende side.

Gennem de seneste årtier har kvinder på den såkaldt rytmiske musiks område vundet terræn. Dog uden at nå egentlig ligestilling.

Men især når det gælder den skabende rolle inden for den klassiske musik, er det først den seneste snes år, at kvinder for alvor har manifesteret sig.

Når det går bedre for rytmemusikken er det formodentligt, fordi rollerne som skabende og udøvende ofte smelter sammen i begrebet singer/songwriter.

Medens der hos den klassiske musik måske er en mere ligevægt på det udøvende, er det stadig småt med kvindelige komponister. Det går dog bedre end for 43 år siden.

Dette skal denne anmeldelse ikke handle om. Anmelderen har blot taget anledning i, at der nyligt er udkommet en række cd'er med musik af danske kvindelige komponister, hvoraf to omtales her.

Britta Byström (født 1977) er en svensk komponist, der allerede som teenager gjorde sig bemærket ved at vinde en konkurrence om et orkesterstykke. Hun blev uddannet i Danmark 2001 og har siden, med ca. 100 værker i kataloget, vundet anerkendelse i USA og Europa, herunder Danmark.

Hendes foretrukne medie er symfoniorkestret, men hun har også skrevet en del kammermusik som de fire værker, der præsenteres på "Letter in April".

Byströms musik har høje håndværksmæssige kvaliteter. Hun har stor viden om og indlevelse i de enkelte instrumenters muligheder og udfordringer.

Hendes musik er flot og elegant, meget melodisk og poetisk. Tonesproget er gennemsigtigt, fortættet og varieret.

Byström finder inspiration i naturen, men også i andres musik. I cd'ens strygekvartet og cellokoncert er der tydelige spor af Stravinskys mere musikantiske værker. Jeg sad imponeret tilbage efter to gennemlytninger og med en underlig fornemmelse af at have hørt musikken før - og alligevel ikke.

Den er meget lyttevenlig uden at lefle for ørene.

Det er Athelas Sinfonietta, der spiller - et af ganske få statsanerkendte kammerensembler herhjemme. Siden dannelsen i 1990 har Athelas slået sit navn fast både nationalt og internationalt som den ypperste formidler af ny dansk kammermusik.

Damkapellet er et "musikerkollektiv, bestående af 20 kvinder, der har baggrund i klassisk musik. Ensemblet fremfører musik af kvindelige, non-binære og transidentificerede komponister fra alle tider for at støtte og bidrage til ligestilling på verdens musikscener.

Gennem at lære om og udfordre traditioner samt skabe bevidsthed om magtstrukturer søger de efter kunstnerisk diversitet og alternative veje at skabe, danne og dele musik", som der står i præsentationen. Damkapellet har hjemme i København.

På "Demiurge" spiller Damkapellet musik af komponisterne Lo Kristenson, Randi Pontoppidan, Kristine Lindemann og Greta Eacott, alle komponeret 2015-20 i nært samarbejde med ensemblet. Selvom musik er en særdeles individuel sag tillader jeg mig her nogle generelle bemærkninger om de fire værker - i kollektivtankens navn.

Der er tale om overvejende stille, undertiden næsten uhørlig musik. På samme tid indadvendt, næsten esoterisk og lyttevenlig musik, der viger uden om den klassiske musiks traditionelle former og præges meget af improvisation.

Der høres mange og lange forløb især i Kristensons "Puls". Dybe, umærkelige åndedrag i en fascinerende, indtagende stilstand, der først i slutningen bliver egentlig rytmisk.

Hos Lindemann og især Eacott igen meget stille musik, hos sidstnævnte som en næsten enerverende, statisk stædighed. Lindemanns korte, koncentrerede "Further and Back" er en slags etude, bygget på en talrække, men alligevel fri og med brug af kroppen som instrument. Fælles for værkerne er den musikalske medskaben, leveret overbevisende og smukt af Damkapellet.  

Når dette er sagt skal også noteres, at jeg ikke tror, at noget musik er mere kvindeligt end mandligt. Min erfaring med det kvindelige er mere nuanceret end som så. Men at der er hårdt brug for kvindens ytringer, dét kan ikke diskuteres.