Kær bag tangenterne

Pianisten Carsten Kær, 54 år, var til heavy rock, Black Sabbath, Deep Purple og ikke mindst Led Zeppelin, da han som 10-årig begyndte at spille klaver.

Der er løbet mange fingre hen over tangenterne, siden Carsten sad bøjet over de sort-hvide hjemme i Gandrup, og den musikalske smag har også ændret sig.

Lørdag 16. oktober - fik pianisten overrakt Tversted Jazzydays jazzpris på Klitgården i Tversted, da festivalen åbnede for den første af en hel uges koncerter. Udover hæderen, består prisen af 5000 kr. plus en koncertdato i Musikkens Hus i Aalborg.

Vi besøgte før prisoverrækkelsen pianisten hjemme i det gamle, gule stuehus i Skibsby øst for Hjørring. En stille formiddag, før kæresten Vibeke skulle ud at spille til begravelse, så vi havde køkkenet for os selv til snak.

Med te til Carsten og nescafe til skribenten bænket ved det solide plankebord.

Født i det midtjyske flyttede Carstens forældre, Arne og Irene, til Gandrup, da han var fire år, hvor de begge to underviste på folkeskolen i Vester Hassing. Far var musiklærer og spillede også violin.

Fra mat-fys til mat-musik

- Han viste mig en C-F-og G-dur og lærte mig lidt, men musikken tog først rigtig fart, da jeg begyndte på Dronninglund Gymnasium, og i 2. G skiftede jeg linje fra mat-fys til mat-musisk.

18 år gammel begyndte Carsten derfor at gå til klaver hos Søren Lundbye på Den Rytmiske Aftenskole i Aalborg. Lyndbye underviste også i matematik på universitet og de tos første klavermøder var ikke nogen ubetinget succes.

- Søren er jo matematikprofessor. Tænker i tal. Hvis nu du tager en kryds 7 og en 13-er, så kan du spille en blues. Og det gjorde han så – og jeg var så’n – det lyder forfærdeligt.

Men under Lundbys indflydelse skiftede Carsten Kærs musiksmag gradvis fra Led Zeppelin til Oscar Petersson og Weather Report og til sin afgangskoncert på gymnasiet spillede han bebopsaxofonisten Charlie Parker.

- Jeg blomstrede op i den periode, som det ofte sker for én i gymnasieårene. Jeg så f.eks. en ganske barok tegnefilm om en musiker, der med alle mulige overspringshandlinger forsøgte at undgå at øve.

- Baggrundsmusikken bag ved fængede helt vildt og var af den klassiske komponist Debussy. Jeg nåede lige at se, hvad det hed – ”Doctor Gradus Ad Parnassum” og så lånte jeg noden på biblioteket i Aalborg.

Dannelsesrejsen

- Det var alt, alt for svært. Men jeg blev ved med at øve mig. Hvis der er noget, jeg ikke kan, så går jeg ind i det, til jeg kan. Hvis det altså har min interesse.

Efter færdiggjort gymnasium i 1985 tog Carsten på ”dannelsesrejse” i Europa og blaffede rundt efter først at have tjent penge hertil som værtshuspianist på ”Futten” i Blokhus.

Han kom ind på MGK – musikalsk grundkursus i Aalborg og forsatte på linjen almen musikledelse i en to-årig periode på musikkonservatoriet samme sted. Men skiftede til ”Center for Rytmisk Musik og Bevægelse” i Silkeborg, der senere blev en del af Det Jyske Konservatorie. Så Carsten har faktisk gennemført den fire-årige uddannelse herfra – 1994-1998.

- Verdensmusikken. Livsglæden i det fyldte mere og mere. Når der var karneval i Aalborg var der voldsomt gang i den. Hele percussionistdelen - salsaen.

Lærerjob

- Jeg fik lærerjob på en højskole i det sønderjyske, Musik og Teater Højskolen i Toftlund, underviste mandag til onsdag og spillede så jobs resten af tiden i diverse bands. Salsa, samba, popmusik – genremæssigt var det ikke kun jazz, som fangede mig.

På en halvt år lang rejse i 1999 til Brasilien og Cuba, studerede og spillede Carsten med brasilianske og cubanske musikere. Bosat i København kom han efterhånden ind i musikmiljøet som værdsat sideman både i jazzsammenhæng, men også som pianist i grupper som Grupo Danson og Mais Uma.

- Jeg spillede sammen med eksilcubanere som trompetisten Alexander Ambreu og bassisten Alain Pérez i Grupo Danson, afrocubansk musik på sindssygt højt niveau – og det var sådan, hvis jeg forsøgte at snige lidt brasiliansk og Egberto Gismonti ind i mit spil – så…

- Hvad sker der? Det lyder ikke okay? Hvad sker der for dig? Og det var med viftende hænder og tydelig afstandtagen – det var virkelig den hårde skole. Det skulle lyde rigtigt på en helt bestemt måde.

Forelsket

Under et spillejob i netop Tversted blev vor pianist seriøst forelsket og flyttede i 2009 til Lønstrup, købte et hus, fik barn og så gik forholdet i stykker.

- Det var ikke verdens bedste kommercielle ide at flytte herop. Jeg havde pænt meget at lave i det københavnsk og blev da også stadig brugt som afløser. Men det var sådan, det var – min datter var nu engang her.

I en periode, 2013-2020, arbejdede han som organist i Sindal-Astrup kirker. Men Carsten Kær har også dannet gruppen ”Strejf” med percussionisterne Bernardo Aguir, pandeiro, og Gabriel Policardo, repigue.

- Jeg mødte dem i København i 2009, og de var oppe på, om jeg ikke ville spille et stort karnevalsjob med dem – med guitar, trompet, sangere og dansere, og vi øvede så.

- Hvor er alle de andre, spurgte jeg. De kommer, når vi skal spille, du skal ikke være urolig.

1500 berusede karnevalsgæster

- Så stod vi pludselig der klokken halv to om natten og skulle spille for 1500 meget berusede karnevalsgæster – bare os tre, klaver og de to percussion-instrumenter.

Pandeiroen er på størrelse med en tamburin – skal vi ikke bare aflyse, foreslog jeg ængsteligt – men så blev de to percussionister mikrofonforstærket, pandeiroens lyd var som en stortromme, forrygende – og vi fik vildt gang i den.

Siden er Brice Soniano, kontrabas, kommet med i gruppen.

Carsten Kær lægger ikke skjul på, at han er glad for den måde, hvorpå Jazzcentret og bassisten Kenneth Dahl Knudsen har fået gang i jazzen igen i det nordjyske – med koncerter både på Jazzcentret og på El Mundo i Jomfru Ane Gade.

Jazzprisen er en gave

Sådan har Carsten også dannet et nyt lokalt ensemble "Shadow Goverment" med Mads Houe, bas, og Mathias Fischer, trommer.

- Det har tiltrukket musikere fra udlandet, så vi kan spille med topklasse folk.

- Jazzprisen er lige som at få en gave, et godt rygklap og en anerkendelse af. hvad jeg har lavet og spillet. Det kan være lidt svært at være med på sidelinjen og få anerkendelse, men jeg har spillet med nogle fantastiske musikere og lært af dem.

- Og de sidste to måneder har jeg haft travlt som aldrig før, og blandt andet spillet med nogle unge musikere, der både er nysgerrige og fremadskridende.

- Så hvad kan jeg mere drømme om? Måske en improviseret solokoncert, hvor jeg trækker på mine pianistiske forbilleder, Bartok, Keith Jarret, Chick Corea, Malcolm Braff – men det kræver jo sit at leje salen i Den Sorte Diamant i København!

Foto: Lars Mørch & private

 

Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?

I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til:

brev@kulturen.nu