Som ung i Skagen i 1960’erne oplevede jeg, at det var som at bo på en ø. Det var før internet og årtier før al den kommunikationsteknik, vi kender i dag. Som ung dengang spillede musikken en kolossal rolle i identitetsopbygning og som manifestation af, hvem du var.
Når jeg ser tilbage, startede mit forhold til bluesmusikken, da jeg som 7 -8 årig “lånte” en mundharpe i min far og mors legetøjsbutik. Den kunne noget, som ingen andre instrumenter, jeg nogensinde før havde mødt, kunne.
Skagens geografiske placering betød, at vi kunne modtage signaler fra svensk TV. Og svenskerne sende meget godt TV dengang. Vi blev også gode til svensk, ligesom man i Sønderjylland kunne se tysk fjernsyn og blev gode til tysk dernede... men det er en helt anden historie.
Engang i slutningen af 1960'erne fandt jeg et program på svensk TV. Det hed noget i retning af Bluesmusikkens historie, 13 afsnit i alt. Jeg sad klistret til skærmen og hørte om sydstaterne, slavernes historie, raceadskillelse, bomuldsmarker og blues. Og så kom det:
Afsnittet om, hvordan indførelsen af maskiner til bomuldsplukning og industrialiseringen af Midtvesten dannede baggrunden for, at countryblues bevægede sig nordpå, til Memphis og Chicago og blev til elektrisk blues… City Blues.
Vi taler om Muddy Waters, Howlin’ Wolf.. og så, lige pludselig kom de på skærmen: Buddy Guy og Junior Wells. Buddy på guitar og vokal og Junior på mundharpe og vokal… Jeg var lammet!!
Jeg havde mødt Jesus, Allah og samtlige guder i hinduismen og buddhismen på én gang. Det her var knaldhård blues fra Southside i Chicago. Ikke countryblues med strøm på, men benhård, big city blues fra Sweet Home Chicago, the Windy City, Chi town, my town…
For første gang mødte jeg en mundharpespiller, der ikke var akkompagnatør til en frontfigur, men selv stod i front. Jeg røg direkte ned på byens musikbibliotek (som takket være en dygtig bibliotekar var velforsynet med lp’er inden for enhver genre) og fandt plader som Hoodoo Man, antologien Chicago/ the Blues / Today og læssevis af andre skiver.
Det her var vildt. Senere så jeg Buddy og Junior i København i forbindelse med én af de legendariske American Folk Blues Festivaler, som turnerede rundt i Europa i 1960’erne og begyndelsen af 70’erne.
På pladen “Drinkin’ TNT and smokin’ Dynamite”, en liveoptagelse fra Montreux Jazzfestival 1974, fortæller Buddy Guy, at han er ked af at sige det, men de får en meget bedre og respektfuld modtagelse i Europa end “back home”.
Senere i livet havde jeg den store oplevelse at møde Junior Wells ved hans sidste optræden i Danmark. Vi mødtes backstage, og han inviterede mig på en drink. Jeg var starstruck og titulerede ham “mr. Wells”. Han kiggede på mig og svarede “you can call me Junior or Motherfucker”.
Så var stilen lagt, og vi sad der i pausen mellem hans første og andet sæt og fik drinks, mens vi sang den gamle Elmore James blues “It hurts mee too”.
Han døde af leukæmi ganske få år efter, 63 år gammel.
Buddy Guy er i dag 85 år gammel og stadig aktiv med turneer i USA.
Begge skriver sig ind som afgørende og centrale skikkelser i udviklingen af den moderne urbane blues, og uden dem var der ingen Rolling Stones, Eric Clapton, Jimmy Page, Jeff Beck og i al beskedenhed heller ingen Poul Ewald på mundharpe, harmonica eller The Mississippi saxophone…
Kært barn har mange navne.
Foto af Ewald: Frank Nielsen.
Poul Ewald spiller på Aalborgs Blå Festival, 18. august, torsdag aften, Abzalon Event, med Jesper Theis & The Delta Roots Kvintet.
Vil du være med?
- Vi vil meget gerne dele læsernes oplevelser med et stykke definerende musik. Musik der har betydet noget resten af livet. Og det altså uanset om der er tale om klassisk, jazz, pop, rock eller andet. Vil du præsentere det stykke musik, der for alvor betød noget, så send dit bidrag til:
- k@kulturen.nu
- Medsend et billede af dig selv og gerne også et eller flere billeder af albummet, bandet eller hvad der nu falder dig ind. Og husk telefonnummer, så vi kan kontakte dig.