Buddy Guy, Junior Wells og jeg..

Som ung i Skagen i 1960’erne oplevede jeg, at det var som at bo på en ø. Det var før internet og årtier før al den kommunikationsteknik, vi kender i dag.  Som ung dengang spillede musikken en kolossal rolle i identitetsopbygning og som manifestation af, hvem du var. Når jeg ser tilbage, startede mit forhold til bluesmusikken, da jeg som 7 -8 årig “lånte” en mundharpe i min far og mors legetøjsbutik. Den kunne noget, som ingen andre instrumenter, jeg nogensinde før havde mødt, kunne. Skagens geografiske placering betød, at vi kunne modtage signaler fra svensk TV. Og svenskerne sende meget godt TV dengang. Vi blev også gode til svensk, ligesom man i Sønderjylland kunne se tysk fjernsyn og blev gode til tysk dernede... men det er en helt anden historie. Engang i slutningen af 1960'erne fandt jeg et program på svensk TV. Det hed noget i retning af Bluesmusikkens historie, 13 afsnit i alt. Jeg sad klistret til skærmen og hørte om sydstaterne, slavernes historie, raceadskillelse, bomuldsmark...