Bold og Hugorm

Lyden af Nibe - Hugorm

Du skulle tro, at det var skidenemt, og alle tiders at gå på scenen, efter at Danmark i en neglenedbidende, sindsygt spændende EM-finale nu går videre til Wembley med en 2-1 sejr.

For de fleste ved godt, at Simon Kvamm er fodboldtosset, men publikum var simpelthen kørt følelsesmæssigt træt efter at have oplevet bold på festivalteltets storskærm, inden drengene fra Klitmøller gik på.

Efter små fem minutter scorede Thomas Delaney det første mål, og publikumsskrålet gik i sejrshumør, og der blev drukket fadøl i et tempo, der matcher Øster Vrås egen Mæhle, når han lynhurtigt styrter frem ad banen.

Og så pludselig sort skærm, der klokken 18.35, så vi måtte slå over på mobilens lille skærm, men mirakuløst blev de tekniske problemer løst, lige før vi kunne se Kasper Dolberg scorede Danmarks andet mål på storskærm.

Pyh, og så det giftige tjekkiske pres i anden halvleg, med dominans og målet, kl.19.09. Alt og alle stod og dirrede, som Bambi på glatis. Og der blev drukket beroligende øl i et kollektivt sug, som når tidevandet trækker sig tilbage i Vadehavet.

Men Danmark vandt, og så var det 21.10 tid for Hugorm, Simon Kvamms nye techno-punk orkester med sange om, hvordan det er at være mand i midtvejs-40 års-krise. Om at ville noget nyt med sig selv og sit liv, og samtidig skrive sange om det og komme videre fra Nephew-tiden.

Med guitaristen Morten Gorm og trommeslager Arni Bergmann til at banke akkorder, trommehvirvler og søm i livskrisen.

Normal bliver numrene og showet præsenteret som en terapeutisk teaterforestilling, med en overjegs-Gud - eller kan det være janteloven? - der hele tiden afbryder Kvamm, når han introducerer sangene.

Kvamm er 46 og vil gerne vaske tavlen ren for at komme videre. Men Over-Gud er der straks – ”du kan ikke vaske tavlen ren i lort”. Hvilket jo ikke forhindrer Kvamm og co i at spille netop ”iLort”.

Musikken kan minde om Nephew, og samtidig er det mere råt, technotungt og udfordrende.

For selv om det handler om Kvamm og hans egen navle, handler det om os alle sammen. Om hvor utilpas man kan føle sig i et samfund, og det liv, der nu engang bliver en tilbudt her.

Det er forførende og berusende. Det er tung, tung støj, metalguitar ovenpå samplet hiphop, tilføjet øretævetæskende trommer. Grimt, men grimt på den befriende måde. .

Men uden Overgudens afbrydende stemme, stod sangene underligt flagrende, og vi manglede det underliggende metalag, som Kvamm så behændigt benytter sig af i disse personlighedssplittede sange.

Det forhindrede dog ikke Simon i at få gang i taktfaste klapsalver og syng-med-kor i ”Træmand” – med linjen ”der er et godt stykke vej fra mit hjerte til dig”.

Sådan var det også lidt denne aften med et udmattet, fadbamseomtåget fodboldpublikum.

Så det var stort, at det alligevel lykkedes for Kvamm og co. at få tag i publikum.

Uden overjegs-stemmen. Men på Mæhle-jord, som Simon kaldte pladsen. 

Hugorm, Lyden af Nibe, lørdag aften, efter bold.

Foto: Lars Mørch/Nibe Festival