Gammel vin på nye flasker

Bob Weir & Wolf Bros: "Live in Colorado"

I 1995 døde Jerry Garcia. Og dermed døde også Grateful Dead - alle hippiers husorkester. Hippie-begrebet skal tages virkeligt bredt lige her: Også Bill Clinton var inkarneret fan.

Efter 30 års omfattende turnevirksomhed og en hel del album, var der mange, der savnede musikken. Derfor har utallige konstellationer siden ført musikken videre: Dead, Dead & Company, Furthur, Phil Lesh and Freinds. Og altså Bob Weir, som de seneste fem år har arbejdet tæt sammen med Wolf Bros.

De har i flere år forsøgt at stable nogle koncerter på benene, men så kom pandemien jo. Men i juni lykkedes det, og det er nu blevet til dette album.

Og det er i grunden ganske vellykket. Det er bestemt ikke Grateful Dead, men når man ikke kan få den ægte vare, så må man jo nøjes.

På albummet kan man høre en stribe ældgamle Dead-sange. Og så er der genhør med Bob Dylans "A Hard Rains A-gonna Fall". Og den ualmindeligt dejlige "Only a River" fra Bob Weirs seneste soloalbum.

Lad os dog lige sende en virkelig venlig hilsen til autotune - moderne elektronik der sørge for, at sangstemmer lyder perfekt. Selv når kunstneren rammer en smule ved siden af.

Allerede i 1980'erne begyndte Bob Weirs stemme at svigte. Jeg har hørt mange livoptagelser fra dengang, hvor Weirs sang er pinlig. Men i dag synger han fuldstændig perfekt. Der kan naturligvis være sket et mirakel, men jeg hælder nu mest til autotune.

Autotune er er skældsord inden for musikbranchen. Men når næsten alle bruger det, så er det et vilkår.

Når man hører disse gamle Grateful Dead-sange, så kan man sagtens høre, at det ikke er den originale besætning. Grundlæggende bruger Wolf Bros gulvbas og ikke Phil Lesh' seksstrengede el-bas, der altid er spillet meget melodiøs. Og der er kun én trommeslager.

Apropos bassen: Den ligger godt nok højt i lydbilledet. Også så højt at det føles for meget.

Jeg ville da også have elsket at høre Jerry Garcia synge disse sange. Men altså: Han drog hinsides for 27 år siden. Han er dog kun repræsenteret med to sange her. Dylan og Johnny Cash hver én. Resten har Bob Weir skrevet.

Lige der adskiller musikker sig så lidt fra Grateful Dead, der jo primært spillede sange af Garcia.

Musikken er grundlæggende indspillet som den ægte vare, når det handler om spilletiden af de enkelte numre. Der er otte numre på dette album, som varer 1 time og 20 minutter = 10 minutter i gennemsnit. Der er masser af improvisationer, lange dvælende forløb, soloer og gentagelser.

Udvalget af sange (se faktaboksen) afspejler i øvrigt ikke et ønske om at give folk det, de allerhelst vil have. Det er en stribe af Grateful Deads mere komplicerede sange, vi præsenteres for. Det er bestemt ikke de mest poppede og populære dele af repertoiret, vi hører. Det passer så også godt med, at der er meget improvisation over albummet.

Dette er nok gammel vin på nye flasker, men jeg kan sagtens falde i flasken og bruge nogle timer her. Det minder mig om noget musik, som jeg holdt uendeligt meget af i gamle dage.

Det gør jeg for resten stadig.