Det er med Onkel Bob fra Amerika ligesom med vejret. Det er der altid. Alle taler om det og har en mening. Men ingen kan rigtig gøre noget ved det.
Det bare er. Evigt skiftende, mildt og barsk, varmt og koldt, uforudsigeligt og uomgængeligt.
På samme måde er det med Bob Dylan, født 24. maj 1941, i Duluth, Minnesota, der fylder 80 år i dag. Manden og hans monumentale sangskriveri har været en evigt skiftende del af vor samtid i 60 år – fra januar 1961, da unge Dylan bosat i New York begyndte at skrive sine egne sange på opfordring fra folkemusikrebellen Woody Guthrie.
Det var dengang du kunne opleve guitaristen og sangeren på storbyens små folk- og bluesklubber sammen med navne som Dave Van Ronk, Judy Collins og Phil Ochs.
Snart kom sange som ”Blowin’ in The Wind”, ”Don’t Think Twice, It’s All Rigth” ”Boots Of Spanish Leather”, “A Hard Rains A’ Gonna Fall”, og Dylan fik sig et dedikeret publikum blandt den kulturpolitiske radikale del af USA’s ungdom. De borgerlige protestmarcher i 1963 gjorde nemlig en del af folkemusikken til protestmusik.
Dylans udtryk var dengang enkelt og uslebent. Akustisk, guitar understøttet af mundharpe og en svævende, men også barberbladsskarp stemme, når du lyttede efter sangtekstens budskab. Dylan blev, hvad enten han ville det eller ej, en samlende figur for den gryende protestbevægelse og hippiekulturen.
Men allerede på sit tredje samfundskritiske album ”The Times They Are A-Changin,” (1964) frabad Dylan sig i nummeret ”Restless Farewell” den rolle som ”ungdommens talsmand”, der var blevet ham tildelt af medier og hans publikum.
Så kom turen til England i 1965 ,hvor Dylan faldt i med The Beatles og The Animals, hvilket gav ild og glød til Dylans begyndende sammenkobling af rhythm’n’blues baseret rock med visionære, absurde og stærke sproglige billeder.
Der blev en helvedes larm, da Dylan satte strøm til guitaren på New Port Festivalen, juli 1965. – Forræder, lød det fra det publikum, som ville fastholde Dylan som borgerrettighedforkæmper og politisk stemme.
Der gik elektrisk guitar i sangskriveriet, og Dylans fans delte sig to skarer - for og imod. Det er her vi finder mesterlige albums som "Highway 61 Revisted" og "Blonde on Blonde" og det mangeårige samarbejde med The Band bliver indledt.
Dylan er blevet kaldt jukeboksens første poet.
I alle tilfælde fremstod han i 60'erne som en vigtig katalysator for den amerikanske modkultur imod Vietnamkrig, for ligeberettigelse og samfundsforandring.
Skal du opsummere 60 års musikalsk virke, er det svært at nå hele vejen rundt, men i sit udgangspunkt har Dylans sangskriveri altid været voksent og nærmest bibelsk patosfyldt.
Han skriver ikke om bekymringsløs surfing, bikiniklædte chicks og fede øser, men tager udgangspunkt i et personligt samfundsengagement. Album værd at lægge øre til også i dag fra 70'erne er "Blood On The Tracks","Desire" og "Street Legal".
Det er også i slutningen af 70'erne, at Dylan bliver kristen, gospelindflydelsen tager over, og i 80'erne får hans musik nærmest missionerende karakter. Sådan som det er at høre på hittet ”Gotta Serve Somebody”. Dylan var gift med Sara Lowndes i årene 1965-77 og sammen har de fire børn samt en adopteret datter fra Saras tidligere ægteskab.
Skilsmissen og savnet dukker op igen og igen i hans sangskrivning. I 1988 samarbejdede han med Georg Harrison, Jeff Lynne, Roy Orbinson og Tom Petty i lejlighedsgruppen Travelling Wilburys og året efter kom det skelsættende "Oh Mercy".
Indspillet i New Orleans med producer og musiker Daniel Lanois, der gav Dylan et kunstnerisk comeback.
Det var omkring dette tidspunkt, at Dylan selv følte, at han var faret musikalsk vild, og vendte tilbage til udgangspunktet, blues og folkemusikalsk enkelhed. "Teknikken var elementær og enkel, men jeg havde glemt den. Det var ligesom at have glemt, hvordan man knapper sine egne bukser", skriver han selv i erindringsbindet "Krøniker" (2004).
Ganske ligesom mødet med The Beatles og The Animals i 1964 blev afgørende for Dylans arbejde med at sammenkoble rock og lyrik, genfandt Dylan ny musikalsk styrke.
De senere år har budt på endeløse verdensturnéer, blandt andet besøgte Dylan med band, Gigantium i Aalborg, 22. oktober 2005.
Manden lader sig sjældent interviewe, men udgivelserne taler deres eget tydelige sprog - "Time Out Of Mind" (1997), "Modern Times" (2006) og "Together Through Life" (2009), hvor Dylan vanlig forundret synger om verdens og især politikernes uforstand på "It's All Good", men hvor det meste af albummet i øvrigt er en besyngelse af kærlighedens kraft.
Og så brød helvede jo løs blandt alverdens litterære klogehoveder, da Dylan fik Nobels Litteraturpris i 2017 for at ”have skabt nye poetiske udtryk inden for den store amerikanske sangtradition” Og bedre blev det da heller ikke af, at Dylan selv ikke havde tid til at dukke op til overrækkelsen i Sverige, fordi han havde ”andre forpligtigelser”.
Dylan selv var glad for hæderen, selv om han selv altid havde set sit virke som ”a song and dance man”, snarere end litterært. 
Og der er ”Tempest” (2012) og sidste års ”Rough and Rowdy Ways” blandt andet med ”False Prophet” og den lange monolog, ”Murder Must Foul” på en gang USA- tidsbillede og samtidig beretningen om mordet på præsident John F. Kennedy.
Dylan sagde vist engang - "don't follow leaders" -, men vi er mange, der gennem årene har fulgt rockmusikkens elektriske poet. Fra "Mr Tambourine Man" over "Romance In Durango" til "I Feel A Change Coming On".
Det er musik og lyrik, der gang på gang overrasker én med sit enkle og slidstærke udtryk. Og så swinger det.
Dylan trækker virkelig saft og kraft af hele den rige amerikanske musiktradition og lyder på den måde uendelig ungdommelig og samtidig smertelig gammeldags.
"Forever Young" hedder en af hans sange - sådan er hans musik også.
Så find et album frem, eller stream ham – Onkel Bob fra Amerika!