Zen-jazz og rutineret blues

Blå Festival, fredag

Thommy Andersson, Aisté Kubiliüte, Mamuka Tsertsvadze

****

Kenn Lendings Bluesband

**

Blå Festival er jo ikke bare og kun den musik, som folder sig ud på den store scene på Toldbod Plads,

Eksempelvis står Jazzcenteret, altså Center for Dansk Jazzhistorie, for en række koncerter, ikke bare i egne lokaler, men også rundt om i byen. Med spændende og anderledes konstellationer. Fredag eftermidddag stod en af dem udenfor Cabb Inn Hotel i Slotsgade.

Bassisten Thommy Andersson, kendt fra New Jungle Orchestra, sammen med unge lokale musikere fra vores jazzmiljø, nemlig sangerinden Aisté Kubiliüte og guitaristen Mamuka Tsertsvadze.

Vi var vel en små 10 – 12 stykker, på det højeste, som nød at sidde der udenfor og bage i solen. En fredelig afslappet stund, mens bassisten og hans to medspillere sådan øvede tempo, mens de kiggede på de flagrende nodeark.

- Feel the vibe, lød det fra Thommy Andersson. Og hov, pludselig var vi vist i gang. Uden præsentation eller yderligere forklaring. Dele af materialet virkede nyskrevet, blækket var vist knap blevet tørt på nodearket.

Sangerinden gjorde det i ordløs, non verbal sang, bassen blev buestrøget mørkt syngende, mens klingende enkelttoner fra den mælkehvide elguitar flettede sig ind.

Løst improviseret oplevede vi sfærisk overlyd, en slags vibrerende urtone åben for fortolkning, cool tilbagelænet var det. Men også sine steder vemodigt.

F.eks. i guitarist Tsertsvadze komposition, “Pakis Theme”, hed den vist. Et nærmest vuggesangsagtig melodisk tema foldet stilfærdigt ud og spillet meget, meget langsomt.

Den kunne godt få en lille sangtekst. Smukt simpelthen.

Aistés ”Died in September” med sangtekst var sådan lidt Lisa Ekdahl agtig. Vokaljazz om et parforhold, som gik i stykker, da han bad hende om at skrubbe af. Så kan du jo godt dø en smule indvendig.

Sådan en lille pop-up koncert er ikke det værste som kan overgå én. En lille frydefuld, nærmest zenagtige oplevelse med improviseret jazz. Ganske anderledes end den ellers så bastant pakkede tradijazz og 12-takters blues på Toldbod Plads.

Den fik vi så ellers serveret for fuld skrue senere på dagen, ved aftenstide, hvor Kenn Lendings Blues Band indtog Blå Scene.

I spidsen for bandet står guitaristen Kenn Lending, 70 år, som i mange år var sideman i duoen hos og for den amerikanske bluesmusiker Champion Jack Dupree, sanger og pianist (1909- 1992).

Med sig på scenen har han også Niels Harrit, 80 år, tenorsaxofon, og bag sig rytmegruppe bestående af bas, trommer og keyboards.

Det åbner med ”Ain’t It Hard”, tæt og kompetent spillet. Lending selv med ponyhestehalen stikkende ud under stråhatten spiller med en let syngende nærmest B-B. King-agtig tone. Han kan sit kram.

Mens rytmegruppen bagved lægger en totalt skridsikker bund. Lending synger om hvor hårdt det er, at miste den kvinde du elsker. Han er ikke nogen stor vokalist, mere en shouter, og ordene bliver lidt klemte.

Niels Harrit, 80 år, tager over med en saxsolo. Hornet stemmer ikke helt rent, men der er energi og bid i hans spil. Det er kompetent og rutineret blues, vi her får leveret.

Solidt uden at være prangende forsætter bandet med ”It Ain’t Good News”, en Lendig komposition, en skilsmissesang om dengang Lending blev skilt fra sin første kone.

Bluesmusik er jo kendetegnet ved, at der nu engang er de der musikalske Lego-klodser at gøre godt med. Så det handler mere om at sætte dem sammen på en ny og overbevisende måde.

Lendings guitarspil fejler ikke noget, men så går der selvsmagende showmanship i skidtet, da han går ned fra scenen og går rundt blandt publikum en fire – fem, måske seks minutter og spiller for og op til det siddende publikum.

Måske han skulle have ventet med den gimmick, til der virkelig var kog på gryderne. Men traveturen blev reddet, da nummeret afsluttet med nogle vrælende brede Hammond-riffs. Med Lending tilbage på scenen.

Vi fik Robert Johnson klassikeren ”Hard Headed Woman”, vi fik ”It’s Been a LongTime”, vi fik det endeløst gentagne riff i ”Chicken Shack”. Lidt funk blev der også plads til.

Og såmænd også Muddy Waters numre som afslutning. ”Got My Mojo Working” og ”Hoochie Coochie Man”, pompøst poppet, nærmest patetisk selvsmagende spillet.

Så var det tid at komme indenfor i varmen på John Bull og høre Big Joe Louis og venner spille for et tætpakket værtshuspublikum. Det duede!

Foto: Lars Mørch