Blues for sjælen

Big Creek Slim, The Wharf

*****

Ismo Haavisto Trio, Toldbod Plads

***

Nick Cave Uncover, Jazzcenteret

*****

Så blev årets udgave af den Blå Festival, vintageårgang 2025, skudt i gang. Og deres udsendte valgte at åbne med et af bluesmusikkens driftssikre navne, Big Creek Slim, solojob på pint-værtshuset The Wharf torsdag eftermiddag. 

Big Creek, født og opvokset i Ikast, som Marc Rune Koldkær, har selv sin egen forstærker med og får stemt og spillet nogle hurtigt prøvende løb på sin kasseguitar.

Hans sædvanlige guitar, som ligner noget, du ville have svært ved at få ret meget for, hvis du skulle pantsætte skramlekassen. Men sikke en tone den har. Vores bluesmand åbner med en sang om at være ”Going away, just to get you of my mind”.

Et af bluesmusikkens klassiske mand-og-kvinde temaer om ikke at kunne forstå og elske hinanden. Big Creek har sådan en tordenstemme, som nemt overdøver den småkværnende barsludder.

Og begrebet intimkoncert får en helt anden betydning, når du sidder der direkte foran manden selv. Ganske tæt på og kan følge hændernes dansende leg hen over guitarstrengene.

Vores bluesmand i småternet lyseblå skjorte og klip-klapper spiller sin blues. Ligetil, lige på og desto mere nærværende. Det er svært hyggeligt og skidtet kører som det skal i nærmest uopslidelige bluesrundgange.

Hvor der også indimellem bliver tid til at lave slide eller fingerspille elegant.

To gode sæt bliver det til med plads til numre fra bluesmusikere som Tampa Reed og Robert Johnsson, men også Big Creek Slims egne sange. Det er tæt og godt, men måske ikke med så mange overraskende finurligheder, som når han er i spidsen for et band.

Eller har en medspiller eller to.

Så rykker det for alvor i Fred McDowells ”You got to move”  med teksten “ You may be high, you may be low/You may be rich, child, you may be poor/But when the Lord gets ready/You've got to move”.

Så er der pause, og da bluesmanden passerer mig i baren, lover jeg ham en øl, hvis han spiller et John Lee Hooker-nummer.

- Det behøver du ikke. Jeg får gratis øl her, men jeg skal nok spille et Hooker-nummer.

Sådan bliver det. Andet sæt åbner med ”Crawling King Snake”. En Hooker-sang karakteriseret ved sit på en gang enkle og samtidigt nærmest hypnotisk fascinerende forløb. 

Det er hårde arbejdsbetingelser at skulle spille og fange publikum i al den højrøstede promillesnak, men Big Creek kører ufortrødent på, og der er altid en enkelt, der lytter efter og bliver ramt på den blå måde.

Det er tyndet lidt ud i publikum her i andet sæt og det giver plads for mere lydhørt nærvær fra publikum.

Så en Robert Johnson-klassiker som ”Walkin” Blues” står stærk og dirrende. Lige som den afsluttende og uopslidelige ”Baby, Please Don’t Go”, hvor vor bluesmand giver sig hen. Tager chancer og improviserer, så det skriger og vræler, og fører nummeret et helt andet sted hen.

Det lever her og nu, og det gør det så meget federe.

Næste stop blev Blå Scene på Toldbod Plads hvor finske Ismo Haavistor trio tog over efter den traditionelle jazz. Foruden guitaristen Ismo på sang og mundharpe bød holdopstillingen på kontrabassist Franca Shaw (UK) og landsmanden Mikko Peltola, trommer.

Repertoiret var håndplukket i popafdelingen af blueskatalogen. Lagde ud med et B.B. King nummer – Ismo Haavisto synger med en lys, intens stemme, og Peltola lægger en lidt hængende tung bund under.

Det swinger ikke rigtig, men hvad … Pyt. Solen skinner, her er lunt på den propfyldte plads. og der er kolde fadøl.

”You know, I love you”, synger finnen, Solidt og trygt er det, men ikke for alvor fængende eller vedkommende, så vi forlod pladsen for at høre sangerinden Line Mortensen med sit Nick Cave Uncover-band på Jazzcenteret.

Proppet til randen i andet sæt, fandt vi en plads på trappen. Bandet gendigter og revitaliserer australske Nick Caves essentielle og vilde sangskriveri, og Line har en den slags stemmer, der spænder fra det lyse, fortrolige til det dybt mørke og foruroligende. Spirituelt gribende.

Tøv ikke med at gå ind og høre dem, hvis du får chance. De giver sig tid, og tempoet er sine steder på en gang langsomt, men også præget af indtrængende nærvær. Med strøget cello og kontrabas og Niels Ole Sørensen opmærksomt meddigtende på keyboard.

Numre som ”Waiting for You”, “Papa Won’t Leave You, Henry”, “The Ship Song” og som finalepunktum den endeløse smukke kærlighedsballade ”Into My Arms”.

Så var det tilbage til Toldbod Plads og høre H.P. Langes Gumbo, som havde godt fat i en feststemt plads.

En fornem åbningsdag. Og det fortsætter i dag fredag, med gratis jazz og blues Toldbod Plads.

Foto: Lars Mørch og privat.