Tornado ramte den Blå

H. P. Lange & Jarno Varsted

*****

Sweet Marta & John Bigstone Band

*****

Jakob Mygind & Jens Fisker

*****

Big Creek Slim med Dawnette Fessey

*****

En sand tornado ramte og lukkede den Blå Festival. Og nej der var ikke tale om uvejr, men sangerinden Dawnette Fessey.

Big Creek Slim skulle have lukket lørdag aften med stort band, to blæsere, sax og trompet, plus sin broder Morten Rune, elguitar. Men der var gået koks og uenighed i bandet, og skønt Big Creek altid har drømt om også at have et band med blæsere, besluttede han at droppe det.

Uden rigtig at have fortalt det til Den Blå Festival eller festivalformand Søren Lindholt.

Så i stedet for et seks mand band stod han så på scenen i kvartetform med bas og trommer og amerikanske Johnny Burgins, elguitar, som indkaldt gæst. Og der blev spillet benhård, knock-out blues i forrygende Chicagostil. Men også med plads til Texas-blues og en gammel klassiker som ”Who do you love?”

Udmærket men så kom Dawnette på scenen. Sort britisk sangerinde, u-annonceret, men med en stemmepragt, der kunne have pisket Limfjordens bølger til storm.

I stedet piskede hun bluesen helt op under skyerne på Toldbod Plads. Råt og autentiske, med sit gentagne ”shake your hip, shake your hip”, eller i hypnotiske, nærmest John Lee Hoooker-agtige lange forløb, som bare blev ved og ved.

Sikke en afslutning, sikke en fest. Hun tog os med storm!

Tidlig eftermiddag på samme plads åbnede H.P. Lange, Mississippi-steel guitar, banjo og vokal, sammen med mundharpespiller Jarno Varsted.

Præstesønnen Lange, født og opvokset i Hals, spiller countryblues som de gør down south i staterne.

Og han har selv rejst og spillet der, så han kan også spille mambo, som de gør i New Orleans.

Autentisk og loyalt bliver der arbejdet indenfor bluestraditionen. Her er respekt for de gamle bluesmestre, men også mod på at videreudvikle og skrive nye sange.

Så selvfølgelig fik vi Tampa Reed og Robert Johnson, men også egne numre.

H.P. synger med lidt hæs, men god stemme og han er miket op, så du faktisk kan høre teksten.

Det gør ikke heller ikke dårligere.

Fingerspillet på steelguitaren er elegant præcist, og så kan Lange slide på stålstrengene, så det swinger, som en pludselig vind gennem en bomuldsmark.

Her er flere rigtig gode stunder. Varsteds mundharpespil og sang i hans egen  ”The Things You Do” er en af dem – om hende, der ikke vil ham. Men så også får en advarsel – ”don’t need you lying to my face, when so many others are dying to take your place”

Eller den togtøffende mundharpe I “Aberdeen Blues” – det er virkelig ”laughing to keep from crying” og det lyder legende let, men er det ikke, når de klassiske bluesnumre bliver fortolket så overbevisende.

Og minsandten om vi ikke sluttede med fællessang i spiritualen ”Need Somebody On Your Bond”.

Lydefrit, fedt at høre så tæt sammenspillet en duo, og egentlig er det jo imponerende hvor stærk og storslået lyd, der kan komme ud af en mundharpe og stålstrenge.

Senere indtog spanske Sweet Marta, mundharpe og landsfællen Johnny Bigstone, guitar, Toldbod Plads med bandbacking. Fuld fart fremad med festblusen. Vampet mundharpe og delikat guitarspil på den halvakustiske Gibson.

”I want you baby” og det var da til at forstå. Men der blev også plads til Howlin’ Wolf og Koko Taylor-numre, mens både band og publikum lyste op i fælles glæde ved, at bluesen blev trykket af.

Det er det, de små scener kan. Når den håndspillede musik får lov til at lege frit.

Hvor det handler om musik og kontakten mellem band og publikum. Og ikke om store koreograferede shows med lys, effekter og med millimeter præcis afvikling.

Pladsen blev budt på glad danseblues, ind i mellem ikke ganske ulig Jimmy Reed. Og det blev nydt.

Så var det afsted med kurs mod Vestby-caféen Ulla T, for at høre Jakob Mygind, saxofon, og Jens Fisker, guitar sammen med indkaldte legekammerater fra New Jungle Orchestra, hvor saxofonist Jakob jo også er fast medlem.

Den stod på flere ur-opførelser, som Mygind illustrerede ved at pege myndigt på sit armbåndsur, og med sig havde de to gode lokale jazzcats, norske Gunnar Halle, trompet, svenske Thommy Andersson, kontrabas, og Martin Andersen, trommer. Han er såmænd dansk.

Finurlig, sine steder ganske indviklet og ambitiøs musik, men også fuld af melodisk skønhed. Og så er det jo ganske intimt og dejligt at opleve musik blive spillet lige foran en helt tæt på - i næsehøjde.

Her var titler som ”Better Late Than Sorry”, ”Dag to” og ”A Tonal Friend”. Lønstrup-nummeret ”Krusning”, skrevet af Fisker, blev smukt forløst af Halles himmelske tone og skabte indre billeder af den fred og harmoni, der kan ramme én, når Vesterhavet en sjælden gang ind imellem ligger der helt blankt og stille og vækker til eftertanke og sjælero.

Myginds datter, Anna, og barnebarn, Ingrid, var også til stede, og selv om morfar er en stor tenorsaxfonist, afbrød Ingrid, Myginds introduktion til et af hans egne numre med et:

- Jeg vil hjem.

Sådan var stemningen, uofficiel, afslappet og humoristisk, selv om der skal dødskrappe musikere til at spille 16-ende dele som Halle og Mygind gjorde synkront i ”Soulreflection” – fra en helt blækfrisk node – men det swingede.

Halles tone – eller for den sags skyld Myginds – burde nogen sørge for at tappe på flaske, og så sende en flaske eller måske en hel kasse til russiske præsident Putin, så han kunne forstå, at fred faktisk er en mulighed, de fleste kan leve med.

Original og nyskabende musik, frisk komponeret, kompetent og overbevisende spillet efter blot en enkelt øvegang, og så skal jeg da lige love for, at der kom gang i den heavy prægede ”Ready Not Ugly”, en Mygind-ting om, hvordan der var at opleve alle rædslerne, da han selv var i puberteten og samtidig håbløs forelsket.

Kaotisk smukt forløst og dæleme om publikum ikke sang med på nummerets kampråb: Aki!

Herligt og så var det på cykel tilbage til Toldbod Plads, hvor den uventede tornado i form af powerhouse-sangerinden Dawnette Fessey ventede.

Hende kan du roligt tjekke ud engang, hvis du er i London, og hun synger med sit faste band, ”No Good Woman and The Kingsnakes”.

Sikke en måde at slutte den blå på!  

Foto: Lars Mørch og privatfoto