En meget sen eftermiddag cykler jeg ned for at møde Big Creek Slim på spillestedet Abzalon i Aalborgs vestby, hvor han skal spille her tirsdag aften, 19. april, kl. 20. Egentlig havde vi aftalt at mødes kl. 17, men der var trafikkaos omkring Viborg, da bluesmanden og hans brasilianske bassist Rodrigo Matovani var på vej fra provinsbyen Karup i det midtjyske.
Så vi skød aftalen til 17.30.
Inde i gården er døren til spillestedet åben, og på scenen sidder Big Creek, som faktisk er døbt Marc Rune Koldkær, ved klaveret og spiller boogie. Jeg ryster hånd med bassisten, Marc stopper med at spille og efter lige at have hilst på hinanden, bliver vi enige om, at en kop kaffe ikke ville skade vores aftalte interview.
- Der er nescafe og kopper i køkkenet, siger fotografen.
Så der går vi ud, Marc får hældt vand på kedlen, og går derefter ud for at hjælpe med at få slæbt et par forstærkere ind, jeg finder kopper i skabet og får lavet nes til alle.
- Hvor skal vi snakke henne?
- Hvad med ovre i havestuen?
Der sætter vi os, med hver sin nescafe. Marc, 39 år, født i Ikast, bluesguitarist og sangskriver, gift med brasilianske Tâmara Marques Andrade med, hvem han har en søn. Og som han stadig prøver at få opholdstilladelse til.
- Hun er rejst tilbage til Brasilien et par gange for at få forlænget sin opholdstilladelse, mens jeg måtte blive her. Og det er endnu ikke faldet endelig på plads. Jeg skrev mit forrige album ”Twenty – Twenty”, mens vi stadig boede i Brasilien. Men nu er landet helt fucked up, af kæmpeinflation og corona, så vi måtte hjem.
Efter at være blevet færdig som sproglig student i 2003 aftjente Marc sin værnepligt og tegnede derefter kontrakt med kampvognseskadronen og var professionel soldat i henholdsvis Oksbøll og Holstebro.
Han spillede hele tiden guitar ved siden af, og den oprindelige betagelse af bluesmusik fik yderligere næring af navne som Robert Johnson og Charley Patton. Første gang Marc hørte blues, var han 12- 13 år gammel, hvor B.B. King spillede på tv til en årskavalkade. Dengang hed idolerne ellers Johnny Madsen, Henning Stærk og Creedence Clearwater Revival.
Siden tog han selv til USA i 2008 og rejste rundt for at høre og spille blues, efter at have tjent penge til rejsen som murerarbejdsmand.
- De sorte bluesmænd. Det er 100 procent den stil, jeg hylder, og den linje, jeg selv kan lide at komme ud af. De gamle bluesfolk – det er mere flydende og personligt.
Men hvordan overlever man egentlig som musiker i det danske?
- Ja, udover at være fuldtidsmusiker og kæmpe for det, arbejder jeg også på landet, som hvad hedder det, svineproducent – nej, landbrugsmedhjælper – på en svinefarm.
Marc griner. Han har været vant til at komme hjem fra Brasilien for at tjene penge. Dels ved at spille blues, men også ved at tage forefaldende arbejde som flyttemand eller skraldemandsafløser for at få det hele til at hænge sammen.
Albummet ”Twenty-Twenty Blues”, kåret som best bluesalbum of the year, blev indspillet under den første coronanedlukning, men Marc stadig var i Brasilien med kone og barn, inden han vendte hjem til Herning kanten.
Det var også i Brasilien, at han mødte kontrabassisten Rodrigo Mantovani, ”et rimelige højt profileret navn på Chicagos bluesscene, de kan godt lide ham deroppe” og indspillede det akustiske countrybluesalbum ”First Born”.
- Det kan være svært at finde nogen der spiller countryblues i Brasilien, men vi hooked up sammen. Først stille og roligt, men nu kender vi hinanden ud og ind. Han er en sindssyg god bassist, trykker én frem. Jeg bliver bedre af at spille med ham.
De to plus lejlighedsvis den finske trommeslager Mikko Peltola har været på en længere martsturne i Finland og Norge. Blandt andet for at promoverer det nye duo-album ”Stone in My Heart”. Nu gælder det Danmark og forude venter Roskilde, Horsens og Odense.
- Der kommer ny sange hele tiden. De kommer af sig selv, ret aktuelle, hvordan jeg sådan har det med, hvad der foregår omkring med #Metoo, woke-tingen, Black Lives Mattet, og det er bare at få dem skrevet og afsted med det samme.
- Så vi indspiller nyt album i næste uge (25. april – 26. april, red.), hjemme i Karup, i løbet af et par dage, mig og Rodrigo, med trommeslager Miko og sikkert også en saxofonist.
Det kræver sit at være så højproduktiv, men Marc og Rodrigo optog ”Stone in My Heart” ganske enkelt med to-spors spolebåndoptager og båndmikrofoner. I et gammelt træskur uden for Karup. Budgettet var ikke stort, og endnu engang lykkedes det ved hjælp af crowfunding at finde de 35.000 – 40.000 kr., som det kostede at få albummet ud.
- Blues kan ikke alting, soul kan også noget, og jazz. Men blues kan noget i forhold til dig selv og samfundet som det er. Den her woke-tid vi lever i, og hvor du går og censurer dig selv fra og til - og for tit.
- En bluessang kan gå ind i menneskets psyke, som den er og undersøge den. Finde ord og billeder. Blues er både gråd og fest.
- Der er ingen hellige køer i blues. Du kan synge om en mand, der har slået sin kone ihjel og nu sidder i fængsel. Og du kan forstå ham og vender ikke ryggen til. Det bliver et helt rent øjeblik, hvor du kan forbinde dig med og føle med ham.
På den måde arbejder Marc – altså Big Creek Slim hele tiden balancerende mellem tradition og kliche. Blues må heller ikke, ifølge ham, blive for perfekt, ”så ødelægger man den”.
- Blues er født af vold og racisme, det handler om undertrykkelse. Noget alle på et tidspunkt har oplevet. Det er en renselse at synge om det, der går en på – ”tell the world, and eat your troubles”. Når du får sagt noget om dig selv – og andre. Hvad du ser omkring dig – det er det, blues kan.
Lyt til titelnummeret: "Stone in My Heart"
Foto: Lars Mørch
