En flue på væggen hos Beatles på randen af et uundgåeligt sammenbrud

DOKUMENTARFILM - Peter Jackson: "The Beatles: Get Back"

 Det er der, det hele, hvis man vil opnå en kvalificeret indsigt i dynamikken hos The Beatles. Det tager bare forbandet lang tid, nemlig knapt 8 timer. Men det er muligt med Peter Jacksons dokumentar "The Beatles: Get Back", der streames i tre dele på Disney+.

Den bærende fortælling viser kreativiteten i gruppen. Både den der udfoldes, og den der har knapt så gode muligheder. I sidefortællingerne får man endvidere et indblik i de relativt fastlåste roller, de fire medlemmer efterhånden indtager indbyrdes i forhold til hinanden. Ligesom sider af samspillet med omgivelserne, dvs. producere, filmfolk, pladeselskabsfolk og publikum, også dokumenteres. Så hvis man er interesseret i at komme endnu tættere på The Beatles, end man allerede er, kan man roligt sætte en weekend af til løjerne. Dokumentaren skal jo ikke bare ses. Den skal også fordøjes.

I 1969 befinder The Beatles sig i lidt af et tomrum. Med "Revolver" fra 1966 havde man lavet et album, der var formet i et studie, og beregnet på at blive hørt gennem solide højtalere. Transistorradioen og den transportable grammofon var stadig ok, men et ordentlig anlæg var det eneste, der kunne yde værket fuld retfærdighed. Det var nemlig ikke længer muligt at høre musikken live. The Beatles var – af mange rigtigt gode grunde - stoppet med at turnere!

Begravelsen af The Beatles

Det næste album "Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band" fra 1967 blev iscenesat som en begravelse af The Beatles, hvilket kan siges at være et logisk træk, når nu de ikke længere kunne eller ville spille live. Og på det efterfølgende album "The Beatles" fra 1968, var orkestret nærmest helt usynligt som afsender af albummet og som band. Der var ingen fokuserede billeder af de fire medlemmer sammen. Derimod var der et stort portræt af hver enkelt. Kun på tekstarket optræder de fire beatler sammen på en håndfuld meget små billeder. Også her dominerer de enkelte medlemmer hver for sig. Ligesom tilfældet også var for musikken, der meget nemt kan opfattes som de enkelte medlemmers sange, akkompagneret af de andre medlemmer, og iscenesat i studiet.

 Derfor var gode råd dyre. The Beatles var låst fast i en position, de ikke befandt sig godt i. Musikken var ved at blive noget udvendigt for dem. Det var ved at ophøre som gruppe. Fænomenet The Beatles var begyndt at krakelere som fællesskab, og medlemmerne fremstod og tænkte mere og mere som fire enkeltstående personer.

I et forsøg på at finde tilbage til rødderne, og dermed tilbage til sig selv igen, blev medlemmerne enige om at lave et album, hvor de spillede live sammen, og hvor planen endvidere var, at de igen skulle ud og spille live for et publikum. Og for at det ikke skulle være en løs plan, havde man planlagt både at øve og indspille et album sammen i de første måneder af 1969, og filme hele processen. Hvor det idealistiske mål så var, at filmen skulle varme op til livekoncerter kloden rundt.

55 timers optagelser

Det resulterede i 55 timers film og endnu flere lydoptagelser. Som sammen dokumenterede, hvordan planen langsomt faldt fra hinanden. Det er disse film- og lydoptagelser, Peter Jackson har redigeret sammen til knapt otte timer. Og han kunne snildt havde fortsat med redigeringen, så slutresultatet blev eksempelvis 3 intense timer. For i virkeligheden er længde i denne sammenhæng ikke hele tiden ensbetydende med dybde. Men når det er sagt, så er filmen vitterligt en revolution. Forstået på den måde, at den giver dybe indsigter i et kreativt og opfindsomt band, på randen af et uundgåeligt sammenbrud.     

Sammenbruddet havde de formodentlig alle fornemmet var på vej. Om ikke andet, så gennem det tydelige ubehag ved at være sammen, og som gav sig udslag i flere personlige udfald mod hinanden. Det ændrer imidlertid ikke ved, at opløsningen af The Beatles først og fremmest skal forstås som et logisk resultat af gruppens udvikling. Noget der netop var definerende for medlemmernes roller og indbyrdes samspil. Og det er det, filmen på bedste vis får frem.

De kreative processer mellem John Lennon og Paul McCartney er en stor fornøjelse af følge. Fra de første spæde antydninger af et nummer til den endelige udformning. Hvor McCartney holder den kreative fane højt, og Lennon spiller op med modstand og nye ideer. I perioder dræbende. I andre periode virkelig kreative udladninger. Og en stor fornøjelse at følge.

Samspillet

Men det er jo det klassiske samspil mellem Lennon og McCartney de næsten ensidigt satser på. Givet at gruppen befandt sig i en krise. Man satsede på det velkendte. Det gav mildt sagt ikke George Harrison mange muligheder for at komme til fadet med nye sange. Derfor mistede han også relativt hurtigt engagement og vilje til at spille med. Og han forlader i en kort periode gruppen. For at komme tilbage, med et relativt begrænset engagement. Hvilket også alt sammen foldes fornemt ud i filmen. Det er et drama, der er spændende at følge, selv om udfaldet er kendt. Ringo Starr sidder hele tiden afventende ved trommerne, klar til at slå løs, når de andre har fundet kammertonen. Sådan som han altid har gjort.

Processen kaster hele tiden nye sange af sig, og det er spændende at se og høre dem samle sig. Faktisk bliver man mere og mere fortrolige med sangene, og kan godt høre, at flere af dem hører til blandt de bedste Beatles-sange.

Filmen viser også de roller, medlemmerne indtager overfor hinanden. Paul McCartney er virkelig den, der forsøger at holde kursen. Og selv om han er en flinke mand, så bosser han især George Harrison, mens Lennon nærmest bare kommer daskende ind og ud, med Yoko Ono ved sin sidde. Han repræsenterer anarkiet i samspillet. En uforpligtende adfærd, der mange gange bare er en rolle han påtager sig, for at undgå at tage stilling til noget. Hvilket kun får McCartney til at presse endnu mere på. Udfoldet i en kompleks proces, som filmen netop i kraft af sin grundighed og længde er perfekt til at afdække. Men mindre af de endeløse og enerverende samtaler kan gøre det.

Livekoncerterne

En af de ting, de kæmper om, er, hvad der skal blive af filmen, og hvordan de skal gribe de kommende live-koncerter an. Viljen til det sidste bliver mindre og mindre hos både Lennon og Harrison, som processen skrider frem. Og det ender med en improviseret koncert på taget af Apple bygningen. Hvoraf flere af sangene faktisk ender på albummet "Let It Be", der udsendes i 1970, efter at man havde udsendt det sidste album, The Beatles indspillede, nemlig "Abbey Road", der udsendes i 1969. Et album, hvor gruppen var tilbage til kvaliteterne i Revolver. Med sange, der blev endnu bedre i studiet, under kyndig ledelse af George Martin.

"The Beatles: Get back" er en fremragende og spændende dokumentar om et band, på vej mod en uundgåelig nedsmeltning. Først og fremmest fordi man var endt i en kreativ blindgyde, der svækkede betydningen af at være en gruppe, og åbnede mere og mere op for den individuelle kreativitet og udfoldelse. Derfor var det situationen med begrænsede muligheder og perspektiver, der satte en logisk stopper for The Beatles’ videre udvikling. Personlighederne, sammenstødene, kreativiteten og deres uenigheder var en logisk konsekvens af dette perspektiv. Hvilket er den afgørende og vigtige pointe, der virkelig kommer tydeligt frem i denne film.