Skip to main content
Elektronika

Musik til drømme

Band Ane: ”Anish Musix”

Nede i det østhimmerlandske, langt fra alfarvej, bor elektronikakunstner Ane Østergård, 38 år, på Tilsted Holter i et gammelt stuehus fra 1856. Omgivet af natur med et stort lindetræ lænede sig ind over huset og med laden fyldt med alskens inspirerende musikalske grej. Fra gamle stueorgler til indmaden fra kasserede tik-tak-standerure.

Ane eller Band Ane, som hun kalder sig, når hun står på scenen og blander laptoppens muligheder med indspillet reallyd. Alt lige fra fuglekvidren til lyden af en spiralfjeder, der står der metalsitrende midt i lydbilledet, bliver brugt til at skabe usædvanlige melodiske lydbilleder.

Hendes nyeste epos ”Anish Musix” byder på 12 numre, ca. 40 minutter, alle med engelske titler, spændende fra ”Magic Spots” til ”Éliane”.

Det er et sært, uvirkeligt og samtidigt meget konkret, nærværende univers du bliver budt indenfor i. Ane skaber smukke melodier med sin blanding og udnyttelse af laptoppens teknik og optaget lyd. Svævende med ro og nærvær. Undervejs oplever du hele tiden nye detaljer i de mange lag i musikken. Det bliver aldrig til kalkuleret og købestimulerende køledisksmuzak.

Hov, der var vist et fuglepip og det der - er det virkelig regnvejrsdryppen?  - og her kan du nærmest høre universet synge med i nummeret ”Midnight Angel”, der hymneagtigt og højstemt er som at stå og se op på Mælkevejens stjernevrimmel en frostklar vinternat.

Åbningsnummeret ”Magic Spots” byder på en spinkel, sprød spilledåsemelodi, glad og melankolsk, mens ”Drifting Mind” nærmest er som at besøge elverpigernes danseplads midt i skoven. Her er en Tolkien-stemning af eventyr, heksekunst og uvirkeligt drømmesyn.Band Ane

Naturbesyngelsen er på en måde en bærende grundpille i Anes musikalske skaben. Glæden over at være ét med noget større end én selv. Altså ikke blot blive reduceret til en lille manipuleret menneskebrik i forbrugersamfundets køb-og-smid væk og køb så noget mere ”for-så-bliver-du lykkelig” dagsorden.

Det er musik, der giver stof til eftertanke, hvis du lytter og lader den folde sig ud.

Den kan bliver ganske eftertænksom og blid med sit næsten træblæseragtige udtryk på ”Delicate Memories” for straks efter at blive afløst af den basagtige madelastiske rundgang med skæbnesvangre treklange i ”Fantasy Night”. Sådan veksler udtrykket hele tiden og kan også blive venligt legesygt i ”Playful Dots”.

Band Ane er musik til fordybelse, eftertænksom og rolig væren i nuet. Helt klart musik, der kan give ro i sjælen i en turbulent coronatid.

På en måde kan du sige, at hendes musik afdækker og aflurer det glemte – det oversete, de upåagtede steder og naturen -  deres indbyggede hemmeligheder, og omsætter det til musik. Vi mennesker er jo også til stede i dem, men alt for ofte lytter vi ikke til, hvad omgivelserne fortæller os.

Det er faktisk ganske magisk at høre Ane omdanne sine registreringer til poetiske lydbilleder. Der er en grund til at et af numrene hedder ”Dreams Delight”.

For det er - musik til drømme.

Fakta & cv

  • Ane Østergård, født 1983, er lig med electronicabandet Band Ane.
  • Modtog i 2006 Steppeulveprisen som årets håb. Samme år kåret som årets talent ved danish dj awards for albummet ”Anish Music”
  • 2014, dobbeltalbummet ”Anish Music Too & Free”. 2018, “Anish Music Caravan”
  • Færdigudannet elektronisk komponist, Det Jyske Musikkonversatorium, Aarhus, 2010.
  • Har siden været engageret i en række projekter, som har givet penge og netværk.
  • Teatermusik til forestillingen ”På lånt tid”, videofortælling med Rune T. Kidde, hyldestkoncert til Tom Waits, komponeret værk for 12 højtalere til Dansk Komponist Forenings 100 års jubilæum.
  • Hendes nyeste album ”Anish Musix” udkom lige før jul.
  • Kan man høre en fjer falde til gulvet?
Arkiv