Den 63-årige Bent Sørensen er én af Danmarks mest interessante og anerkendte komponister, i høj grad også i udlandet. Hans musik er blevet kaldt ”stilhedens musik” fordi den sjældent svinger sig op til stor volumen, men til gengæld har en indre energi, der skaber spændinger som et pendul, der sitrer lige før stilstand.
Aalborg Symfoniorkester skal roses for at begynde sæsonen med ny dansk musik; en ros med forbehold for det manglende bare! Faktisk er det en betingelse for offentlig støtte at landsdelsorkestrene spiller ny musik, og det er en forpligtelse de sjældent lever op til. Det gjorde man så torsdag, da koncerten åbnede med Sørensens ”Enchantress” fra 2019, inspireret af et digt af den skotske forfatter Walther Scott. Det var en halvbunden opgave – BBC’s skotske orkester udbad sig ved bestillingen skotsk inspiration.
Sørensen stillede an med et charmerende værk, hvis flirten med det skotske i begyndelsen mest viser sig i det rytmiske (han er blevet mere højlydt de senere år) og først til sidst i længere stilfærdige melodiske forløb. Historien om Bent Sørensens værk handler også om, at han, mens han skrev det, nørdede med en kadence til Beethovens 4. klaverkoncert, og det satte sig spor i slutningen af ”Enchantress”. Derfor var det en god idé at lade Beethovens klaverkoncert fra 1806 følge Sørensens orkesterværk.
Hvad gør man som solist med en mastodont som er en af de mest spillede klassikere og elsket af hele den klassiske musikverden? Den skotske (!) pianist Steven Osborne har valgt at spille de noder, Beethoven rent faktisk skrev. Derefter har han forstørret den skønhed, Beethoven har lagt ind mellem noderne. Det er det. Ikke særlig nyt, ikke overraskende, men korrekt og smukt. Færdigt arbejde.
Efter første afdelings skotske inspiration vendte anden del sig mod det italienske. Først med Hector Berlioz’s ouverture til operaen "Benvenuto Cellini", hvor den franske komponist med sædvanlig elegance smovser i italienske klange. Altid flot musik, men måske lidt for stort for den lille strygerbesætning, som Aalborg Symfoniorkester har.
Dét problem blev mere hørbart i aftenens spektakulære højdepunkt, italienske Ottorino Resphighis fyrværkeri ”Roms Pinjer” fra 1924. Efter de første satsers lyriske traven rundt mellem de smukke nåletræer med fuglefløjt i baggrunden, brager sidstesatsen løs med nådesløs militærmusik, hvor slagtøj og messing i den grad overdøvede de for få strygere og næsten også koncertsalens orgel, der en sjælden gang lod sig høre i symfonisammenhæng.
Engang donerede Volvo i Göteborg et antal strygere til byens symfoniorkester. Kunne én af Aalborgs store virksomheder ikke gøre det samme? Jeg har fulgt de strygere i årtier og de har aldrig været bedre. De har fortjent nogle flere kolleger.
Aftenens dirigent var Ludovic Morlot. Charmerende, gedigen, ikke uden underfundige eskapader. Færdigt arbejde. Symfoniorkestrets ikke mindre charmerende kunstneriske chef Tecwyn Evans bød velkommen på en slags svensk til en ny sæson med håbet om, at der ville blive solgt flere billetter. Der var også plads nok i salen…