Gode albums 2024
Det har været et spændende og givende år, når det kommer til albumfronten. Variationen og opfindsomheden er kolossal stor og spændende. Samtidig med at man kan konstatere, at det grænseoverskridende og fornyende ikke for alvor har vist sig - endnu. Vi bevæger os med andre ord på kendte baner, men altså på den gode måde.
Joan as Police Woman. Lemons, Limes and Orchids
Med et forrygende lydtæppe, nogle gode melodier og en intens stemme lykkes det Joan Wasser at få det her album til at hænge overbevisende sammen.
Hun trækker i den forbindelse flittigt på hendes erfaringer fra den klassiske musik.
Pladen handler om kærlighed og tab, med dirrende fornemmelser af tidens mangel på faste holdepunkter at orientere sig efter.
Havde ikke ventet, at hun skulle blive et af husets mest spillede albums i 2024, men det er en rigtig sniger. Der sætter sig mere og mere fast.
Eels. Time
Ja, men….! Hvis man er lidt til Eels, så skal man da bare lige hoppe med på den her, for så hænger man fast.
Et af Mark Everetts mest melodiske og givende albums.
Efter en periode med sygdom og hospitalsbehandling er det lykkes Everett at samle trådene til et album, hvis musikalske energi og opfindsom overstråler mange tidligere plader, og hvis tekster famler efter kræfter og om muligheder for overlevelse i hårdetider.
Bill Ryder-Jones. Iechyd Da
På det nye album søger Bill Ryder-Jones tilbage til sine rødder. Både musikalsk og rent fysisk, for at finde frem til håbet for fremtiden.
Musikken er fornemt slebet americana, og man kan nærmest lugte og fornemme de gader, han bevæger sig rundt i med teksterne. I øvrigt endnu en rigtig sniger.
The The. Ensoulment
Hvem skulle dog ha gættet, at The The er stærkere tilbage end længe hørt.Men det er han, Matt Johnson.
Med sange om kærlighed og sex, krig og politik, liv og død og i det hele taget om det at være et søgende menneske i det 21. århundrede, tager Matt Johnson sine lytter med på en intens og neddæmpet tur, på jagt efter det, der betyder noget.
Thomas Helmig. Sortedam.
Thomas Helmig har mistet sin søn. Et tab der ikke er til at forstå.
Man kan kun gisne om det.
Og det opfattes ikke som noget, man kan lave sange og musik om. Det er ikke desto mindre, hvad Thomas Helmig har gjort.
Så overbevisende, at jeg i perioder nærmest har følt, at jeg har kendt familien personligt. Og gået med rundt om ’Sortedam’. Modigt – og givende.
MJ Lenderman. Manning Fireworks
Mark Jacob Lenderman er 25 år gammel, sanger og sangskriver fra USA. Har efterhånden en håndfuld plade bag sig.
På det nyeste album kan man fornemme hans sans for det skramlede, for skæve musikalske indslag og for det foruroligende.
Alt sammen med til at sætte tonen og stemningen omkring sange, der ofte handler om søgende og dyb kærlighed. Hvilket nok ikke kan komme som den store overraskelse, alderen taget i betragtning.
School of X. Seventh Heaven.
Rasmus Torp Littauer er en erfaren trommeslager fra den danske musikverden, der med dette album har taget guitaren i den anden hånd, og skrevet en stribe gode og meget musikalske sange, der er samlet på dette nye album.
Med sitrende instrumenter og et overvældende lydunivers. Det er indie-pop når det er bedst. Glæder mig til at høre Rasmus live.
Wilco. Hot Sun Cool Shroud (En EP)
Kan ikke lade være med lige at tage den her med.
Wilco er jo et af mine all time favoritbands. Deres nyeste udspil, der er en EP med 6 lysende og meget energiske sange, der med jævne mellemrum giver plads til udsøgt støj, for at suse tilbage til solen, varmen, ferien og alt det sjove, før man skal have sig en is.
Forrygende musik, som jeg håber holder til næste udspil i form af et album.
Tindersticks. Soft Tissue.
På mange måder er det måske lidt overdrevent at sige, at deres nye album er et af de ti bedste i mit univers.
For de lyder jo som de plejer, med tilbagelænet og vibrerende guitarer og en dyb, følsom stemme.
Men på den anden side har sangene form, energi og stemning som sjældent hørt før i Tindersticks univers. Og når de er på toppen, er det rigtigt godt. Med fokus på ulykkelig kærlighed og alt det andet svære her i livet.
Vampire Weekend. Only God was above us.
Runder af med energisk engelsk rock. En fed plade, med gode sange og skæve vinkler på tilværelsen. Fra et erfarent band, der stadig har lysten til at give den gas med guitarerne. God at lave mad til. Gerne italiensk.
Blur. Live at Wembley Stadium
Indrømmet. Det er også noget skrammel, det her.
Men Blur’s koncert i Roskilde var på niveau med nogle af de bedste koncerter, jeg har oplevet på mine mange ture til festivalen.
Derfor skal den her med som en outsider. Fyldt som den er med finurlige og fiffige og skærpe iagttagelser om livet i den moderne verden.
Og da det (på grund af en nedslidt ryg) nok også bliver min sidste Roskilde koncert, er det ok at mindes den her.
Andre gode albums:
12.Fontaines D.C. Romance
13.Bonny Light Horseman. Keep Me on Your Mind / See you Free
14.The Smile. Cutouts
15.Marika Hackman. Big Sigh
16.Iron & Wine. Light Verse
17.Billie Ellish. Hit me hard and soft
18.Beth Gibbons. Lives Outgrown
19.Villagers. That Golden Time.
20.Paul Weller. 66
21.Jessica Pratt. Here in the Pitch
22.Elbow. Audio Vertigo
23.Jake Xerxes Fussell. When I’m Called
24.Johnny Blue Skies (Surgill Simpson). Passage Du Desir.
25.Deer Tick. Contractual Obligations
26.Robyn Hitchcock. 1967: Vacations in the Past
27.Ida Laurberg. Bænkevarmer
28.Kanye West. Vultures 2.
