Americana er lyden af Thy

Lyden af Nibe - Jonah Blacksmith trio

Efter to sæt megapop med Christopher og Medina var det sent fredag eftermiddag - eller rettere tidlig aften - blevet tid for en gang american-rock fra Thy, her samlet og spillet af Jonah Blacksmith.

I spidsen for dette normalt syv-mand store band finder du brødrene Simon (vokal, guitar, keyboard) og Thomas Alstrup (vokal, guitar, banjo, mandolin), og det er sådan et band, der tager udgangspunkt i USA’s rige folk-roots historie.

Det vi kalder americana, og hvor hele Europas rige musikalske folketraditioner fik lov til at berige hinanden, når de emigrerede udvandrere spillede til bal i laden, og svensk violinmusik kom i livtag med ungarsk harmonikamusik.

Eller måske polka?

Du kunne måske også kalde det for cow-punk – en sammensmeltning af folk, country, blues og rock, spillet low key og med tekster om dagliglivets glæder og sorger.

Første nummer ”Off the Track” åbner stilfærdigt med klaver og guitar, Simon i vokal front, men snart bruser nummeret op i det storladne, også i kraft af de forud indspillede bånd med kor og ekstra keyboardsflader, som trioen benytter sig af for at male det store omfavnende lydbillede.

Det er god saftig americana, håndspillet med gode råvarer, hvor musikalsk og teknisk kunnen går hånd i hånd, båret af en flot stemme, gode kor og vedkommende tekster.

Numrene bliver bygget langsomt og organisk op fra det rolige nærvær – uden at det bliver slasket, selvom tempoet er roligt, nærmest i eftertænksom hvilepuls – for så pludselig at kunne finde på at trykke pedalen i bund og gå i rock.

Her er nummeret ”Earthquak” om, at skilsmisseprocenten er alt, alt for høj herhjemme, og opfordringen fra den skæggede Thomas er ikke til at tage fejl af:

- Sæt jer nu ned og få talt om det, når det knaser i parforholdet.

Her er en hyldest til smedebedstefar, som lærte brødrene at spille og i øvrigt var ”hammersød, byens allerstørste slagsbroder og alt, alt for meget” – et stilfærdigt, drømmeagtigt erindringsnummer.

Det er laid back, nærværende og sikkert spillet – og vedkommende på en helt anden måde end plasticpoppens evige navlepilleri i you and me.

Folkrock spillet dynamisk med tyngde og passion. Jordnært og gemytligt hverdagsagtigt også i form af de finurlige introduktioner om bukkejagtens glæder og ikke mindst, at Simon skal være far igen:

- Den virker, Simon, lød det fra brormand Thomas.

Foto: Lone Brunø-Sørensen