Why My Guitar Gently Weeps

En koncert for el-basguitar og symfoniorkester - det må være en sjældenhed. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet det før torsdag aften i Musikkens Hus. Tilmed er komponisten til koncerten - og solisten i den - oldebarn af én af Nordens største komponister.

Kan kunstnerisk talent arves? Jeg tror det ikke. Lad mig derfor betragte Lauri Porra og Jean Sibelius som selvstændige skabende kunstnere, der havde 102 år mellem sig. Den første er oldebarn af den anden og hvad så? De var/er begge finner og hvad så? Hvad hvis Bach havde været biavler?

Sibelius var én af 1900-tallets største komponister især i symfoni-genren. Han var den finske af tidens store nordiske trio - ud over ham norske Grieg og danske Nielsen. Sibelius var den eneste hvis lydkunst bevægede sig ud over det nationale.

Selvom Grieg levede det meste af sin tid rundt om i Europa forblev hans musik norsk og Nielsens musik blev aldrig mere dansk, endsige europæisk, end fynsk. Sibelius derimod rejste sjældent ud - hans sidste fyrre leveår aldrig - men han musik er europæisk på lige fod med Bethoven, Bruckner, Mahler, Brahms.

Skønt finne som granit var Sibelius dynamisk som en europæer.

Tilbage til nutiden: koncerten i aftes med musik af Sibelius, dennes oldebarn Lauri Porra - og den estiske Arvo Pärt.

Det absolutte højdepunkt var naturligvis den sjældne elbas-koncert, betitlet "Entropia". Havde nysgerrigheden ikke været tilstrækkelig, så blev selve oplevelsen så  - ja: fantastisk, at koncerten blev én af de helt sjældne i Musikkens Hus.

Musikken er ekstrem smuk det meste af vejen, balancen mellem solist og orkester forbilledlig og orkestreringen utrolig professionel håndteret.

Når det sidste nævnes, er det fordi folk fra det såkaldt rytmiske miljø ikke altid mestrer den enorme opgave, det er at skrive for orkester. Det gør Porra i dén grad og langt hen ad vejen er der tale om en slags neo-klassisistisk stil, der står i kontrast til, men samtidigt spiller fint sammen med, den elektriske basguitars mere eksperimenterende og avancerede univers.

Porra er nemlig også en fremragende musiker og i øvrigt medlem af det finske heavy metalband "Stratovarius".

Slutningen på Porras koncert, et langt, koral-agtigt og atter yderst smukt forløb gav mindelser om oldefar Sibelius og ekstranummeret, Sibelius-hittet Finlandia for sologuitar, knyttede forbindelsen yderligere.

Det mindede i øvrigt om Jimi Hendrix og hans version af den amerikanske nationalmelodi.

Naturligvis skulle der også være Sibelius på programmet, og den sjette symfoni passede godt ind. Også her musik af stor skønhed, i en tilbageholdt, uforløst stil, måske ikke engang en symfoni i egentlig forstand, hvad Sibelius vist heller ikke selv mente.

Koncerten indledtes med en prisværdig kort musikalsk spøg af den estiske kultkomponist Arvo Pärt, og den kunne vi godt have undværet. I en let underholdende stil stiller Pärt det tåbelige spørgsmål, hvad der ville være sket, hvis Bach var blevet biavler. Jeg er nu glad for at den gamle valgte musikken, men også skuffet over at Pärt valgte at skrive bi-nummeret - jeg kan ellers godt lide ham.

Der var sygdom på dirigentsiden, så Symfoniorkestret havde fløjet dirigenten Christian Øland ind - for mig ukendt. Øland er en gedigen dirigent, der omsorgsfuldt sørger for, at musikere spiller det, komponisten har skrevet. Jeg ville hellere høre noget af det, komponisten ikke skrev - alt det mellem de mange noder - men det bliver måske en anden gang med Christian Øland.

Foto: Hans Ravn