Skip to main content

Denne artikel bragt vi for en måneds tid siden. Men nu åbner VKM. Her kan du læse/genlæse om deres tre udstillinger, som du kan se fra onsdag:

Vendsyssel Kunstmuseum (VKM) er netop blevet færdig med tre udstillinger, som kan ses af alle, der har lyst.

Der mangler blot en enkelt ting: Publikum.

Havde museet solgt økologisk mælk og spegepølse, måtte de have åbnet for flere uger siden. Men nu er det kunst, det handler om, som ikke bliver solgt, og så er det meget sværere.

- Vi venter i spænding på den 23. marts, siger Jakob Stig Nielsen, der er kommunikationsmedarbejder på museet.

Det er nemlig den dag, der ventes at stige hvid røg op ad i skorsten i statsministeriet. Da kommer der - formentlig - en plan for, hvem der må åbne hvornår.

Men der er ingen i museumsverdenen, der tror på, at der bliver åbnet engang i næste uge. Eller til påske.

Gallerier må - museer må ikke

Påske er traditionelt højsæson for kunstudstillinger her i landsdelen. Og til påske er der også masser af gallerier, der vil forsøge at holde åbent. For gallerier er nemlig butikker. De må gerne. Museer må ikke. 

Selv om det er det samme, der pryder væggene.

De tre udstillinger, som VKM netop har åbnet (eller hvad man skal kalde det), fylder museet tre største sale. Under titlen "Happy Together" kan man se værker af den 59-årige Ulrik Møller. Han har siden 2001 været bosat i Berlin, men han finder nu mest sine motiver på fødeøen Fyn. Han maler natur. Og han maler natur så livagtigt, at man ofte forfalder til at tro, at der er tale om fotografi.

Det er det ikke. 

Gå tæt på

I nogle af værkerne fristes man til at gå tæt på, for måske at læse, hvad der står på et vejskilt. Men det er helt umuligt. For tæt på er værket sløret. Kig blot på billedet over denne artikel. På lang afstand ligner det et fotografi.

I andre værker vil man få den stik modsatte oplevelse: Man skal helt tæt på for at se, at der er tale om maleri - og ikke fotografi.

Ulrik Møllers arbejdsmetode indebærer dog et fotografiapparat. Han tager billeder - altså fra Fyn og måske især Sydfyn. Og de bliver så omsat til malerier i atelieret. Ofte meget store malerier.

Happy Together

"Happy Together" er ikke blot en kæk melodi, man kender fra diverse reklamefilm på tv. Det er også et vanvittigt stort musikhit fra The Turtles tilbage i 1967. Sangen handler om længsel. Det gør Ulrik Møllers værker også - det er derfor, han har brugt den gamle Turtles-sang som titel for sin udstilling.

Når der lukkes publikum ind, vil det være femte forsøg for VKM for at få vist udstillingen. Pandemien har på regelmæssig basis sørger for nye datoer masser af gange.

Udstillingen har tidligere været vist på Ribe Kunstmuseum. Når den lukker i Hjørring 6. juni sendes den videre til Faaborg Museum.

Tove Anderberg

Frem til 29. august kan man også se en udstilling med værker af 79-årige Tove Anderberg, der i brede kredse betragtes som landets fornemste keramiker. VKM har samlet på værker af hende i mange år, men på denne udstilling vises der også værker fra en privat samling.

Som Ulrik Møller tager Tove Anderberg udgangspunkt i naturen. Og hun bor midt i den: I Hammer Bakker. Hun arbejder med særdeles tynde og sarte former, og en krukke af Tove Anderberg er ikke lige frem noget, man smider frugtsalat i. Det er skulptur.

Agnete Bjerre og farvesansen

Den tredje og sidste udstilling på museet er en mindeophængning med værker af Agnete Bjerre. 

Hun døde for fire måneder siden i en alder af 96 år. Og hun har været nordjysk kunstner hele sit liv - selv om hun ikke boede i landsdelen. Hun blev født på en gård i Guldager nær Vrå. 

I 1982 blev hun interviewet af Vendsyssel Tidende, og her er hun citeret for at have sagt:

- Jeg kom ud i verden med én eneste lille evne. En farvesans.

På den baggrund opsøgte hun Svend Engelund i Vrå for at få undervisning, og da han var færdig med hende, var hun klar til optagelsesprøven på kunstakademier. Her blev kæreste med Frede Christoffersen, som hun siden blev gift med. Og undervisningen: Den stod Vilhelm Lunstrøm for.

Resten er historie. Kunsthistorie. Og en smuk en af slagsen. Udstillingen med Agnete Bjerre vises indtil oktober. Og fra 6. april bliver der også mindeudstilling med hende i Kunstbygningen i Vrå. Altså hvis den forbandede virus tillader det.

 

Man kan altid se Poul Anker Bech

Og så er der jo de faste udstillinger. Man tager ikke på VKM uden lige at kigge på Poul Anker Bech og Niels Larsen Stevs. De to har altid en særophængning på museet.

Museet har naturligvis en udstilling med værker fra den faste samling lige i øjeblikket. Vi nævner i flæng: Johannes Hofmeister, Svend Engelund, Arne L. Hansen med flere. Men de fleste dvæler altså en ekstra gang, når de kommer ind i lokalet med Poul Anker Bech.

VKM har planlagt udstillinger for resten af året. Her vil man kunne se Jenny Hansens gobeliner fra 19. juni til 19. september. 16. oktober åbner der udstilling med Emil Gregersen. Og 2. oktober bliver det Poul Ekelund retrospektivt fordelt over to etager

Arkiv