Skaber Covid 19 ny kunst?

Den begrænsede mulighed for at komme ud og interagere med publikum, som COVID-19 dikterer, er en svær pille at sluge. Det skal ikke være løgn. Den er ved at tage livet af mange kunstformer, brancher og kreative mennesker.

Det er naturligvis ikke nogens skyld, sådan er det bare, men det er hårdt.

Som udøvende trompetist foregår halvdelen af mit virke på en scene, og det savner jeg. Det er det kreative, sociale og menneskelige afsavn.

Jeg spiller bare bedre foran folk. Zoomkoncerter, Livestreams, InstaReels osv. er ikke en erstatning eller løsning, selvom det i teorien er samme udfald. Jeg puster i et messingrør, og der er nogle, der ser og hører det.

Jeg er desværre flere gange stødt på folk, der tror, at denne “pause” fra rotteræset er en velkommen gave for vi musikere. “Så kan vi jo rigtig få komponeret og gået i dybden med vores musik”…

Hvad tror folk egentligt, at vi lavede før Corona-pandemien? Jeg forstår selvfølgelig godt misforståelsen og også, hvordan vores boheme-livsstil kan se lækker og bekymringsfri ud, når vi står og strutter med det hele på en scene.

Det er den også, men vi er ikke sendt hjem med løn.

Det var dagens galde. For mig er COVID-19 ikke et “nuttet benspænd” i min kreative proces, men en debiliterende økonomisk og mental motherf*cker, som skal tages seriøst.

Dermed ikke være sagt, at jeg er stoppet med at være kreativ og at udforske musik.

Min daglige rutine er naturligvis præget af, at øvning med andre er blevet svært. Solokoncerter er blevet et medie, jeg udforsker som en del af mit udtryk, og jeg glæder mig til at kunne spille på scener ud fra dette dogme på den anden side.

Det er frit improviseret ud fra et Postmoderne anarkistisk princip, og det er forstået som en genrefri, atonal og forventningsfri improvisation. Ingen regler, blot det faktum, at jeg mener, hvad jeg spiller.

Jeg skriver musik til et projekt, et duoprojekt, som hedder Cort Lunde. Det består af min ven og kollega, Thomas Cortes, og mig. Vi arbejder på en udgivelse, som er en hyldest til den danske natur. Der er en single på vej inden for den nærmeste fremtid.

Med min supertrio, TWELVE TONE BALLADS TRIO, indspiller vi med afstand og sender optagelser frem og tilbage mellem Danmark og Island.

Vores næste, aktuelle udgivelse vil være i samarbejde med spillestedet 1000fryd, og det udgør en kommentar til, hvordan sagen om Philip Mbuji blev håndteret af danske medier, politikere og ikke mindst alle os, der sidder og hygger os med Hario V60 kaffe med en lille Avec til.

Det kan gøres bedre.

Skaber COVID-19 så ny kunst? Ikke for mit vedkommende, desværre.

Jeg er hverken mere eller mindre kreativ.

Den gave, jeg tager med fra det sidste år, er at have fået en søn midt i kaos.

At være såkaldt hjemsendt har betydet mere tid med ham, og det sætter jeg den største pris på.