Til kunstnerfest på Sydfyn

TV: Kunstnerkolonien, sæson 3: Sydfyn

Det er i grunden et glimrende koncept, DR 2 har fundet på med Kunstnerkolonien, som nu sendes i sin tredje aftapning. Første gang - for to år siden - var det så klassisk som noget kunne være: Det var i Skagen. Og det var med masser af kendte - nulevende - kunstnere.

Sidste år handlede det om Bornholmermalerne, og det var med masser af nogenlunde kendte kunstnere. I sin tredje sæson er vi så endt i Fåborg hos de sydfynske malere. Og kunstnerne? Njah - de er ikke så kendte, at det gør noget. I hvert fald ikke hos mig. Det handler måske også om, at de allermest kendte allerede er brugt i de to foregående sæsoner.

Jovist kender jeg Gun Gordillo, som jeg havde fornøjelsen af at interviewe for omkring 30 år siden, da hun skulle udstille i Aalborg sammen med sin noget mere kendte - og nu afdøde - ægtemand Freddy Fraek. 

Inden DR indledte udsendelserne for en god uges tid siden, blev vi som vanligt i DR's ånd - begravet i et læs af teasere, reklamefilm, om de kommende udsendelser.

Jeg har elsket de to første sæsoner af Kunstnerkolonien. Men denne teaser var så anmassende og træls, at jeg længe overvejede, om jeg overhovedet ville se det. Men jeg gjorde det. Heldigvis.

Selv om flertallet af kunstnere er forholdsvis ukendte for menigmand, så endte serien alligevel med at blive ganske interessant.

Det skyldes først og fremmest, at de seks deltagende kunstnere er meget, MEGET, forskellige: Gun Gordilla har leget med neonrør i sine mærkelige skulpturer i 50 år.

Lilibeth Cuenca Rasmussen (indrømmet - hende kender jeg også) laver happenings. Mads Christensen har en særdeles flydende kønsidentitet, men selv Inger Støjberg vil elske ham, selv om han er unormal efter jyske forhold. Han er underholdende, følsom og særdeles oprigtig. Vi har også den purunge Bjørn Magnussen, som lider af såvel ADHD som Turette. Men han er meget bevidst om sit usynlige handicap. Og du godeste nogle stærke malerier han laver på sin helt egen måde. 

At jeg ikke tidligere har hørt om Eske Kath er helt klart et brud på min kunstneriske opdragelse. For du fredsens hvor han laver nogle fede naturmalerier på sin helt egen måde. Og endelig er der Ida Kvetny, der blandt andet arbejder med Virtual Reality og Augmented Reality. Hold nu op nogle spændende værker, hun laver. Billeder som man kan gå på opdagelse i med VR-briller.

På godt dansk: Jeg har fået rykket mit kunstsyn. Ikke at jeg er fordomsfuld, men jeg har set nye måder at arbejde på og helt nye medier at arbejde med, og jeg er afgrundsdybt imponeret.

Selv om det er seks helt ekstremt forskellige kunstnere, der mødes i kunstnerkolonien, så har det også været rart at se, hvor meget de har kunnet tilføre hinanden.

En del af konceptet er, at kunstnerne spiser og drikker sammen om aftenen. Og alkohol har mere end én gang vist, at det er et stof, der kan knytte folk sammen. Det sker også her. Og det er ganske rørende at opleve, hvordan så forskellige mennesker ender med at knytte bånd.

Så se endelig "Kunstnerkolonien på Sydfyn". Du vil holde af det. Og hvem ved: Når der skal laves en malerkoloni næste år, så kunne det jo passende være malerne i Blokhus eller i Hammer Bakker.

Der er naturligvis også tidsler i denne anmeldelse. Som i næsten al anden flådeproduktion i DR (og stort set alle andre steder) er dette præget af uendeligt mange gentagelser. Hvis man streamer det, kan man springe introen over, lige som man kan springe afsnittet over, der handler om næste udsendelse.

Så kommer udsendelsen ned på 22 minutter. Men ellers består dette af otte afsnit af en halv time. Skulle dette være klippet efter berettermodellen og gjort til én spændende udsendelse, så kunne det sagtens fortælles på en time.

Og hvor er det synd, at elastikket altid skal strækkes helt ud til bristepunktet.

Jeg synes også, at DR burde skrue ned for sin colorgrading af denne serie. Her bliver blåt vand så blåt, at det river i øjnene. Grønt er alt for grønt. Alle farver er vildt overdrevne.

Jovist handler det om kunst. Jovist må kunsten lege med farver. Men lige her får farverne sådan en på frakken, at det nærmer sig det urealistiske. Og det er synd, for der er dæleme godt nok mange smukke billeder af Sydfyn og den sydfynske natur.