Lørdag er der fernisering på Kunsthal Nord i Nordkraft. Udstillingen hedder "VÆRK/sted", og den præsenterer 11 kunstnere fra Nordjyllands Kunstværksteder.
Som altid, når der er udstillinger i kunsthallen, skal værkerne være skabt til præcis det udstillingssted. Derfor stiller de 11 kunstnere op med nyproducerede værker, der er tænkt ind i præcis denne ramme.
Og de udstillende kunstnere kender stedet, for Nordjyllands Kunstværksteder holder nemlig også til i Nordkraft. Men stedet har også en filial på Skydebanevej i Aalborg. Formålet med værkstederne er er at understøtte den lokale billedkunstneriske produktion og skabe et miljø for kunstnerisk udvikling og gensidig inspiration mellem billedkunstnere i Nordjylland.
Udstillingen præsenterer en bred vifte af kunstneriske medier: skulptur, maleri, video, fotografi, installation og tekstil, og berører desuden meget forskellige aktuelle tematikker.
De udstillende kunstnere er Karen Brøgger, Svjetlana Došen, Sara Hagins, Alexandra Jönsson, Daniela Maciel, Sandro Masai, Alexander Holm Dremstrup Nielsen, Rikke Ehlers Nilsson, Dominique Sara Ntamphuhwe, Mette Boje Røgild og Helle Thorell.
Flere billeder under faktaboksen
VÆRK/sted
Fernisering 11. december
Vises til 26. februar.