Herligt og kropumuligt

Hans Henrik Lerfeldt og det kropumulige

Art Déco i strik

Afdækning-tildækning

Der er - som sædvanligt - tre udstillinger på Kunstetagerne i Hobro. Tre ad gangen synes at være deres motto.

Det mest spændende er naturligvis udstillingen med Hans Henrik Lerfeldt. Hobro Kunstsamling ejer over 600 værker af kunstneren, der startede sit liv i Hobro, og endte det tragisk i København som 43-årig. Hærget af ekstrem overvægt og massivt misbrug.

Trods sin korte levetid er han en ener i dansk kunst. For næppe nogen har skildret kødets lyster så intenst, nærgående og pågående som ham. Han har malet decideret pornografiske billeder, men han har også malet kroppe. Altså bare kroppe. Især kvindekroppe.

Jeg har ikke set Lerfeldts værker i flere år, så det er rart med et gensyn. Og med den gigantiske samling, der er i Hobro, så er der også en forpligtelse til at vise tingene frem. Senest, det skete, var i 2016.

Når man entrer den første af de to sale med hans værker, er den første tanke: "Er det ikke mere ærbart, end jeg husker det?"

Sådan ramte det i hvert fald mig. Det, vi ser, er en kavalkade af kvindekroppe. Formentlig. For der er ikke mange ansigter lige her. Ansigterne er bortvendte, de er abstrakte, de er udfoldede som en vifte, eller de ligner hovedet på en spade. Det er kort og godt erotik tilsat Picasso. Men der er rigeligt røv, bryster og køn.

Nogle af disse kvindekroppe er smukke og værd at begære. Andre er aldeles forkrøblede. Men der er kvinder overalt.

I den næste sal er det slut med ærbarheden. Her bliver korpuleret, og hvad der ellers hører sig til ved en omgang sex. 

Fælles for alle billederne er, at de er fra 1970'erne - altså omkring 50 år gamle. Man må så spørge: Holder det i dag?

Ja! Det gør det. Blandt andet af den gode grund, at der ikke siden er nogen, der har kastet sig over dette motivvalg. I hvert fald ikke med samme nidkærhed.

Med andre ord: Et herligt og kropumuligt gensyn

Netmaskerne

Kunsthåndværkergruppen Netmaskerne har kastet sig over at udstille strikkede kjoler. Gruppen har 70 medlemmer, og udstillingen her er censureret og består af 21 værker/beklædningsstykker.

Hver udstiller har beskrevet sin proces på en planche, og ved siden af hænger værket på en gine. Jovist ser det flot ud, men det virker ikke rigtigt at kjolerne hænger på giner.

Jeg vil se dem på!

Skulle denne udstilling lykkes til fulde, ja så burde der stå 21 kvinder iklædt hvert af de 21 værker. Det bliver for abstrakt, når de hænger alene. Kjoler skal nydes med en kvinde indeni. Mener altså jeg.

Afdækning-tildækning

Den tredje udstilling er med Karen Gabel Madsen, Hjördis Haack og Laila Westergaard. Og førstnævnte er helt klart den bedste af dette trekløver.

Hendes malerier er lavet på store lærreder, der ikke har fået grunder først. Så man kan se det nøgne lærred på store dele af hendes malerier.

Ofte er Karen Gabel Madsens malerier det indre fra stor industribygninger. Eller er det drivhuse?

De bliver skildret med næsten fotografisk realisme, hvis det ikke var fordi, at billederne er undereksponerede.

Disse fabriksbygninger står svagt i baggrunden, men er ikke desto mindre det vigtigste i motivet. Men der kommer flere lag på. På overfladen finder vi andre motivdele i væsentligt skarpere farver. Det ligner et makro-fotografi.

Det er ganske virksomt og ganske originalt. Flere af værkerne er dog hinsides de gode gamle sofastykker: De er gigantiske.

Hjördis Haacks malerier er kendetegnet ved store, hvide felter. Felter uden farver. Kun hvidt. Ingen motiv. Intet. De umalede felter fylder ofte mere end selve det malede motiv.

Tanken er vel, at man selv skal fabulere over, hvad der mon kunne være på de umalede felter.

Den leg er såmænd fin nok, men når det er alle værkerne, der fremstår på den måde, så ender man med at kede sig.

Laila Westergaard fylder en del i denne udstilling, der breder sig over flere etager samt i store og små sale. Hun viser primært udhuggede granitblokke med enten et sproglig budskab eller et symbol. Andre gange er stenene sat i formationer. Og endelig er der en frise, der går igennem flere af udstillingslokalerne.

Alle er de sten med et budskab. Nogle er sprogligt skarpe. Andre er blot almindeligheder. Men imponerende er det nu de fleste gange.

Se flere billeder fra udstillingen under faktaboksen