Løb med pengene og løb med opmærksomheden

KUNST: "Work it out"

Jeg har lige set landets - ja måske verdens - mest kendte og omdiskuterede kunstværk lige i øjeblikket.

I grunden er det jo blot en stor ramme med glas foran. Bag glasset en hvid flade. På den hvide flade masser af spor efter tape. Ikke mere.

Men der er ingen spor af penge.

Jeg synes, det er et fantastisk værk, Jens Haaning har skabt.

Og nej: Det er jo ikke fordi, jeg synes at den tomme ramme rummer nogen form for æstetik. Den er blottet for pænhed, elegance, motiv, farver, eventyr med mere.

Men fortællingen eksisterer. Det er en fortælling, der gået verden rundt. Millioner og atter millioner har set værket - altså i aviser, på tv, på nettet med mere. Det gør værket til en sensation.

Det er også et værk, der har sat sindene i kog. Lige der elsker jeg den tilbagelænede stil og overbærenhed, som museumsdirektør Lasse Andersson møder verden med. Han tager det ikke så tungt. De penge dukker vel op engang...

Ellers har der været læserbreve og debat. Selv Venstres ubetinget klogeste mand, Preben Bang Henriksen, er hoppet med på vognen af skrighalse, der forlanger handling her og nu.

Jens Haaning har med sit værk sat fokus på noget, der har været diskuteret lige siden jeg skrev min første artikel om kunst for flere end 30 år siden: Kunstnernes vilkår.

Flertallet af kunstnere lever et simpelt og fattigt liv. De betales dårligt. Mens alle os, der formidler kunsten eller sælger den har vores på det tørre rent økonomisk.

Værket er mødt med interesse fra hele verden. Og hvis vi - tænkt eksempel - forestiller os, at der kommer ekstra 4000 gæster på grund af al denne hype, ja så er den halve million kroner rent faktisk tjent hjem igen ved kasseapperatet.

Som samlet udstilling er "Work it out" lidt problematisk. Der er mange værker, der står blændende smukt og/eller fortæller gode historier. Men det er lidt svært at se sammenhængen mellem værkerne. Muligvis fordi der er så mange kunstnere involveret. Derfor kommer man nemt til at savne en fortløbende fortælling.

Jeg finder det til gengæld aldeles vidunderligt, at mange af værkerne er interaktive. Man kan i et eller andet omfang selv deltage i løjerne og være med til at skabe en lille flig af den samlede oplevelse.

Det bedste værk

Hito Steyerl gav mig ubetinget den største oplevelse med hendes værk "SocialSim".

Det er en video-installation. Man kommer ind i et mørkt rum. Gulvet er blankt og reflekterende, og fra de tre vægge overrumples man af videoer på væggene. Gulvet og spejlingerne deri er med til at give en nærmest 3D-agtig oplevelse. Man bliver bombarderet af indtryk, og personligt ville jeg gerne sidde ned - netop fordi det er så overrumplende. På skærmene ser man et flimmer og nogle hoppende indsatsstyrker - altså special-politi. Danser de? Og så er der oplæsning. Den oplæsning er nok svær at koncentrere sig om. Den er på engelsk. Men på grund af alle de mange påvirkninger af øjnene, så følger ørerne ikke helt med. Det er vistnok heller ikke meningen, for det er lydsiden fra en spionfilm. Men det er svært ikke at lade være med at forsøge at forstå. Det er et værk, der totalt omslutter en. Det er en fabelagtig oplevelse. 

Nåja: Havde jeg haft muligheden for at sidde ned, så var jeg måske heller ikke blevet rystet så meget.

Så er der noget mere ro over John Kørners installation "Breaking". Den forsøger at skildre malstrømmen af nyheder, som bliver mere og mere breaking for hver dag, der går. Efterhånden er alting jo breaking, og begrebet er voldsomt devalueret - præcis som den stående applaus i teatret.

På væggene er der simple malerier. De virker som udflydende, uskarpe fotografier. Men det udflydende understreger jo også, at alting efterhånden er blever til maner. Ordet "breaking" går igen på de fleste af billederne. Men de er erstattet af "angst" på to af billederne. Uden om er der et redaktionslokale, hvor man kan slå sig ned på et par stole.

Adelita Husni-Bey har tre værker med. To af dem er video-installationer, og de er for lange. De kræver for meget af tilskuerne. Herunde også tid. Det, vi oplever, er lange diskussioner - igen på engelsk. I det ene værk tales der om sportsskader og i det andet om sygeplejerskers vilkår. Jeg tvivler meget på, at der er nogle, der ser disse videoværker til ende. For at fastholde disse lange formater rent kunstnerisk, så er man nødt til at sørge for, at man som tilskuer bliver  underholdt, oplyst, forundret, overrasket - og måske endda får et bette grin eller smil med undervejs. Der er også mange andre installationer på udstillingen, og det gør, at disse værker drukner.

Mille Kalsmose har lavet en installation, som rent æstetisk er vanvittig flot at se på. Men det er også her, udstillingen for alvor bliver interaktiv. Det hele foregår i en dagligstue med røde tæpper på gulve og vægge. Meningen er så, at man skal tage et stykke papir og derpå skrive, hvilke erfaringer man ville tage med, hvis man havde evigt liv. På reoler omkring værket ligger der papir. Her kan man læse, hvad andre har skrevet. Eller selv lave en hilsen til evigheden.

Marie Tams har lavet en lydinstallation bestående af seks højttalere, hvor hun fortæller. Men der er så mange lyde i forvejen i udstillingsområdet, at det drukner.

Ja faktisk er sammenblandingen af lydene fra de mange installationer et problem, når man går rundt i udstillingen.

Så er der mere substans og sandelig også satire i Juliette Goiffin og Charles Bautés værker "Management Visual" og "Working Mates". Her møder man HR-bødlernes kassetænkning. Alt skal i kasser og strukturer, og du skal passes ind i bestemte skemaer, fordi alting skal være smart (og udforståeligt). Deres værker er ikke blot æstetisk flotte. De er også stof til eftertanke. Og de kan måske kaste et lille smil af sig.

Dansk/norske Elmgreen & Dragsted har lavet et venteværelse. Der er et tælleapparat, så man kan se, hvilket nummer køen er kommet til. Så er der et par tidsskrifter og en plante. Samt en dør, der ikke fører nogen steder hen. Det er et venteværelse uden mening. Præcis som ventetid er uden mening. Det er enkelt og letforståeligt.

Udstillingen slutter af med et rum, hvor man kan designe sit eget job. Det foregår med en masse skumgummiting, man kan sætte sammen. Hver af delene repræsenterer dele af joblivet: Mennesker, maskiner, penge, krop med mere. Man sætter tingene sammen og skaber dermed sit yndlingsjob - og sætter jobbet op på hylden. Det er faktisk en sjov øvelse.

Kunsten fortæller, at dette er deres hidtil mest omfangsrige udstilling. Det er ikke hele sandheden. Det er kun tæt på sandheden. For en del år siden lavede Ingvar Cronhammer en udstilling, hvor han brugte hele museet. Hver en krog. Og her udstillede han sin egen kæmpeinstallation sammen med 6-8 værker fra museet samling. Det var større.

Nåja: Det gav også ballade.

"Work it out" har mange smukke værker. Også mange flere end jeg har nævnt her. Jeg håber, at folk vil komme fra land og by for at se Jens Haanings værk "Take the money and run". For lige det værk, det kommer til at give anledning til mange gode kunstsnakke.

Årets bedste danske kunstværk?

Det er i orden med mig.

Og når du nu står og måber over de manglende penge i Jens Haanings værk, så er der tid til også at nyde og forundres over udstillingens mangfoldige andre værker.

Se alle billederne under faktaboksen