Vrå-udstillingens jubilæums-udstilling er måske den hidtil bedste

KUNST: Vråudstillingen, 80 års jubilæumsudstilling

Årets udgave af Vråudstillingen er den bedste i årevis. Det skyldes ikke kun, at der vises i alt 471 værker. Det skyldes også et særdeles højt kvalitetsniveau, og det skyldes flere kunstneriske greb, der imponerer.

Det imponerer for eksempel at se en hel væg med værker af tidligere medlemmer af Vrå-udstillingen suppleret med parafraser over selvsamme værker af yngre kolleger. Det er ikke blot et underholdende indslag, det er også virkeligt originalt, og dermed også en særdeles velvalgt måde at fejre jubilæet på.

Det første, man møder, er en mindeudstilling for keramikeren Tove Anderberg, der døde i vinter.

Vi kender hende som keramiker. En af landets bedste. Vi kender hendes utroligt tynde, sarte arbejder med ler, som kvalitetsmæssigt ligger langt hinsides de almindelige krukkemagere. Jovist lavede hun krukker, fade og vaser, men ikke som brugskunst. Hun lavede unikke, skulpturelle værker.

Her viser hun billeder, og det er første gang, jeg for alvor oplever hende i det format. Disse billeder - eller er det relieffer - har en meget stoflige overflade, og de er holdt i samme farver som var det keramik. Det er stærke farver og fine kontraster. I sine farveholdninger ligner værkerne mere keramik end flade billeder. De er nu bestemt heller ikke flade, for det keramiske skinner tydeligt igennem. Det er fint at se sådan en præsentation af hendes værker.

Bjarke Regn Svendsen har sat begrebet erindring som titel for alle sine fine værker. De ligner da også noget fra svundne tider. Det er kulørte værker med personer i sort/hvidt. Det er et fint greb om begrebet, og her bliver erindring til både historie, men sandelig også fortælling på en gang. 

Søren Elgaard har i årevis arbejdet med samme motivverden. Og med årevis menes, at når han arbejder med spejlinger i sine malerier, så gør han det i årtier. Når han arbejder med broer, så gør han det i årtier. Men han er efterhånden nået dertil, hvor hovedmotivet skifter oftere. Men det er samme motiv på alle hans værker på væggen her i Vrå: En stribe ældgamle flyvemaskiner. De ses på ganske små billeder og på ganske store billeder. De største er helt klart de bedste.

Bruno Kjær fortsætter sin fortælling om Frank - en fætter der døde for 56 år siden på de store verdenshave. Og en fætter hvis liv han har fabuleret over på sine seneste udstillinger. Vi så det første gang på Kunstetagerne i Hobro i foråret. Her var det en væsentligt større ophængning. I Vrå ser vi nogle kasser med Bruno Kjærs sædvanlige kollager med forskellige effekter - blandt andet tænder, som jo har fulgt Kjær i årtier i hans værktøjskasse. Men der er også en stribe relieffer af papir på væggene. De er også ganske imponerende.

Hans Pauli Olesen har skabt en væg af 88 ark papir i format A3 - de er sat sammen. Tæt. I alt består de af 32 individuelle værker. Nogle fylder nemlig flere ark. Det er imponerende, smukt og sanseligt. 

Udstillingens måske mest imponerende rum er skabt af Benthe Marit Norheim. Hun udstiller i et mørkt - sort - rum, og her viser hun 13 små skulpturer indstøbt i glas og oplyst af en lille lyskilde. Det er virkeligt imponerende at opleve, selv om man i starten skræmmes en smule af alt det mørke. 

Gorm Spaabæk viser endnu engang sine træsnit af en figur, der rækker tunge, og som han har fundet i Vor Frue Kirke i Aalborg. Det er sprælske og kulørte billeder, og de er altid et gensyn værd. Kirsten Klein viser også igen, at hun kan finde ting i naturen, som vi andre ikke kan få øje på. Hun er en sand mester i at fotografere i sort/hvid. Manglen på farver opvejes til fulde af hendes opmærksomhed på detaljerne. Igen: Det er altid en fornøjelse at opleve.

Der er også masser af arkitektur på udstillingen - præcis som det plejer. Men det er svært at sætte ind i en kunstnerisk sammenhæng, for det er jo en hel anden form for æstetik, end når man oplever kunst. Jeg vil derfor afholde mig fra at mene noget om værkerne. Men som aalborgenser synes jeg, det er vanvittigt spændende at se prospekterne for det vinderforslag, der engang skal omforme grunden omkring Sygehus Nord i Aalborg. Der er nemlig ganske interessante løsninger lige her, og jeg er helt vild med tanken om at lave en underføring ved jernbanen, så der bliver åbnet over til Katedralskolen.

Der er masser af andre kunstnere med på udstillingen, men vi har ikke plads eller energi til at nævne dem alle, og du gider jo heller ikke læse en anmeldelse der er dobbelt så lang.

Men der er ingen tvivl om konklusionen: Dette er den bedste udgave af Vråudstillingen, som jeg har set. Jeg har af gode grunde ikke set udstillingen for 80 år siden. For 50 og 40 år siden var jeg heller ikke til stede. Men jeg har set rigtigt mange udgaver af udstillingen de seneste 30 år. Så jeg har faktisk noget af have min konklusion i.

Flere billeder under faktaboksen