Fremtidens kunst?

KUNST: "Ung samtidskunst 22"

De 27 deltagende kunstnere her er alle under 40 år. Og lad det være sagt med det samme: Det er anderledes. Altså udtrykket.

Naturligvis er der almindelig gammeldags maleri med lige her, men generelt: Der bliver tænkt på en helt anden måde.

Det handler meget om krop og sjæl. I forhold til det sidste, så kredser det også om psykisk sygdom, psykose. Eller om sjælelig ubalance. Det kan også være noget, der ligner et pladeomslag fra 1970'erne i al sin flower-power-magi møder vi også i den kategori.

Vi møder sandelig også det kropslige. Vi får for eksempel - ved første øjekast - en masse tarme smidt lige op i ansigtet. Okay, det er det så ikke. Men det er førstehåndsindtrykket. Og vi får for eksempel en sex-video med et par avatar-figurer, der krænger sig ind og ud af hinanden og konstant ændrer kroppe.

Med andre ord: Vi er helt klart på den alternative bane lige her.

Når jeg giver udstillingen fem stjerner, så betyder det ikke, at alle værker er i den klasse. Det er faktisk en meget varieret kvalitet, vi møder. Der er mange værker, der helt klart ligger på en 5'er. Derfor skal andres værker ikke trække ned. Men det har været lidt svært at give en samlet karakter til udstillingen, når de enkelte værker stritter i så mange retninger.

At det stritter i alle retninger er ofte negativt ment. For så bliver man forstyrret. Men ikke her. Her er det forfriskende, at man ser ting, der er så forskellige.

Jeg har ikke tænkt mig at nævne alle kunstnere - blot nogle få. Men noget af det første, man møder, er en lyserød installation. Det ligner højttalere, forstærkere og andet musikalsk hardware. Men lyserødt er det. Så lyserødt at selv Barbie må blive misundelig.

Det er en lyd-installation af Kaja Haven. Den hedder "CcCcCcCc", og tonerne er variationer over netop tonen C. Det er messende stemmer, harmoniske og meditative. Det er rart at høre på.

Vel inde i hovedsalen møder vi Laura Degns værk "Ud af min krop". Det består af nylonstrømper, vat, granulat, voks med mere, men det ligner altså noget fra en pølsefabrik. Eller er det et gigantisk tarmslyng? Det er ikke et værk, der er pænt i klassisk, æstetisk forstand, men det er ganske fascinerende, fordi det ligner noget fra vores indre. Det er virkelig godt tænkt.

Anne-Sofie Odgaard er repræsenteret med værket "Time Machine". Det er et transparent dobbelt-væveri på en stor ramme. Her er masser af flotte farvekombinationer. Fascinerende er også Rebekka Borums "Insanely visionary". Det ligner er pladeomslag fra de gode gamle dage. Det ligner også en oplevelse på LSD. Men det er et værk, der er aldeles dragende og flot teknisk udført.

Der er adskillige videoværker med på udstillingen. Frey Sif Hestnes viser to værker, der ligner et par gigantiske lunger på et gulv, som - med besvær - trækker vejret. Inge Agger Hougaard har ligeledes lavet to videoer.

I et af dem sidder en kvinde i en vindueskarm og broderer på sin fod! Jeps: Du læste rigtigt. Med en tynd tråd laver hun navne og motiver på undersiden af foden med en sylespids nål og kulørte tråde. Det er lidt voldsomt, selv om vi jo har masser af hård hud (død hud) under vores fødder. Men man ser ikke værket uden at tænke: Hvorfor.

Jonathan Vitting Nielsen arbejder med et par avatarer i sine værker. De hedder Jake og Sally. Især hans video-værk er ganske spændende. Her flettes de to avatarers kroppe sammen, går i opløsning, gendannes. Farer ind og ud af hinanden. De elsker uden at nå hinanden. Det er ganske stærkt. Det er spændende at se figurernes muskler. Hvordan de bruges. Hvordan de opløses. 

Men kig endelig forbi i Vrå og se dette. Det er et frisk pust. Det er dejligt at se, at yngre kunstnere rent faktisk tænker anderledes. Det kan godt ske, at denne udstilling ikke er fremtiden. Men den peger i den retning.

Der er flere billeder under faktaboksen