Kroppens skjulte univers

KUNST - “Knudepunkt” - Michael Kvium

Mest berømt og berygtet er Kvium f. 1955 for sine portrætter af mennesker. Han maler ikke folks forfængelighed, som han siger, og ofte anvender han et grotesk sprog til med ærlighed at skildre mennesket i dets mange underfundige gøremål.

I 2013 udtalte han: ”Når jeg tænker på et menneske, er det altid som en mellemting mellem et foster og en olding. For ens jeg er altid stærkere end ens alder”.

Lige nu er Kvium aktuel med tidlige malerier på Kunsten i Aalborg. I 80´erne besøgte han Panuminstituttet i København. Hans undersøgelser var der fokuseret på menneskets indre organer.

Dengang som nu flytter Kvium synsvinklen fra den ydre verden til den indre og skjulte. Tarme, nyrer, lunger og hjerner var i søgelyset.

Hvor er det befriende, at en kunstner tør lade menneskets indre verden få opmærksomhed i en verden, som næsten synes udelukkende at være besat af det ydre.

Sociologer kan fortælle om, hvordan samtidsmenneskets daglige og ugentlige tidsforbrug på pleje af udseende, bil, bolig og have mm. er stadigt stigende.

Med på udstillingen er Kviums værk ”So simple”, et nyfødt barn hænger fra en kraftig rød navlestreng, fuld af blod og liv. Under barnet står et kranie, som et symbol på livets endeligt.

Kranier ses helt tilbage i kunsthistorien som vanitassymboler. Vi skal alle dø. Memento Mori. Livet er forgængeligt. Med andre ord.

Liv kontra død. Værket er udstillingens yngste værk og mest realistiske og figurative. Alle øvrige værker må defineres som abstrakte figurationer.

Udstillingens værker veksler mellem malerier i olie og akvarel i mindre formater, end vi oftest møder hos Kvium nu.

Figurationerne er dog ikke genkendelige objekter fra hverken den indre eller den ydre verden. Snarere en slags surrealistiske forestillinger eller fantasier inspireret af menneskets indre.

En farvepalet med især brækkede versioner af primærfarverne rød og gul i relation til de akromatiske farver sort, hvid og grå.

Og så er vi netop lige i smørhullet af Kviums inspiration fra det spanske barokmaleris dramatiske realisme.

Realismen har dog fået et vrid. En karakteristik, der måske kan give bange anelser, men tag ikke fejl.

Kviums vanlige, tilbagetrukne humor og sarkasme gør udstillingen et besøg værd.

Den viser objekter, som ikke er set før. Til trods for et formsprog, der giver associationer til velkendte indre organer.