Skip to main content
kunstanmeldelse

En vrimmel af dyr

KUNST: "Animals"

Animals - dyr - er fællestitlen for denne udstilling på Kunstbygningen i Vrå. Fire kunstnere er sat sammen for at give hver deres bud på dyremalerier. Med mere skal der tilføjes, for Hartmut Stockter laver installationer, mens Claus Ørntoft mest laver skulptur.

Det første, man møder, er Hartmut Stockters værk "Armlægning om landskabet". Det er interaktiv kunst, så det vil noget.

Det består af to guldrammer med glas for. Inde mellem glaspladerne er der nogle stykker bemalet natur, og uden for er der et instrumentbord, hvor man kan hive i nogle stænger og dermed flytte rundt på objekterne inde mellem rammerne.

Der er seks håndtag, man kan rive i, og dermed få motivet til at ændre sig. På den måde skaber man sit helt eget værk eller udtryk, selv om en anden er kunsnteren bag. Det er ganske finurligt.

Alle hans værker er finurlige. Der er for eksempel en kasse med egernhaler. Tanken er så, at hvis man sætter dem på en rotte, så får man et sødt lille dyr ud af det. Det er godt set.

Flere af hans værker handler om en ambulance til orm, der er faret vild. Så kan ambulancen redde orme i nød og hjælpe dem hjem igen.

Midt i lokalet er der en gigantisk orme-ambulance, så man kan se, hvordan sådan en fætter ser ud i virkeligheden. Og så får edderkopper og deres spind også en tur i kunstnerens maskine.

I første sal møder vi også Regner Bjarke Svendsen. Her er der ikke noget vildskab over dyrene. Ved første øjekast er det hund, kat og due, der pryder skilderierne.

Det er små billeder, der ikke er videre interessante - men de er sandelig også billige, hvis man har lyst til at købe. De koster det samme som en timeløn for en advokat.

Der er noget mere vildskab over hans tyrefægterbilleder, men heller ikke de når helt i mål. Men så er der billedet "Hund. Kassel".

Det er større i format, meget større i pris og endnu større når det drejer sig om at skabe spænding i malerier. Det er en hund i et impressionistisk landskab, og det er et meget flot værk. Der finder vi vildskaben.

Claus Ørntoft kender vi mest som billedhugger i de store formater.

Her viser han os en flok ulve og løver i bronze. Nydeligt og interessant.

Men jeg er mest imponeret af hans store tegninger for endevæggen.

Det er kulstreg på karton. Det er groteske figurer der trækker tankerne tilbage til noget af det ældste, danske kunst:

Middelaldermalerierne i kirkene. Det er imponerende.

Den sidste udstiller er Søren Elgaard. Han viser sine værker for tredje gang i år i Kunstbygningen. Det er fine værker, men jeg håber ikke, at hans store eksponering på stedet skyldes, at han også er formand for bestyrelsen i Kunstbygningen.

Denne gang laver han blandt andet en masse fugle. Det starter med en død silkehale, der ligger på ryggen.

Efter den ser man en undulat i iltboks, og nu bliver det for alvor sjovt. Der er også en papegøje, der står model for maleren. Og maleren lige her er Søren Elgaard. Og der er hummere og heste.

Søren Elgaard har et mesterligt øje for at sætte farver sammen, og hans afdeling klæder virkelig udstillingen.

Kunstcentret viser også udstillingen "Fotomøde 2" med Niels Fabæk og Lotte Bækgaard. Det er fotografier af to dygtige fotografer, der sættes op over for hinanden.

Niels Fabæks billeder er her i et ganske lille format. Flere af motiverne har jeg set i gigantisk format på for eksempel Kunstetagerne i Hobro. Det er gode billeder, men de bliver altså mere imponerende, når du kommer op i den helt store størrelse, for så kan man for alvor se, hvor mange detaljer der er.

Lotte Bækgaard  arbejder lige mere abstrakt i sine fotografier. Her er sløringer og skyer og tåge. Man skal gå på opdagelse for at finde detaljerne og forstå billederne til fulde.

Hovedudstillingen med dyr er en god ide, og det er interessant at se, hvor forskelligt opgaven er løst for kunstnerne.

Der er flere billeder af Søren Elgaard under faktaboksen

Vil du have et ugentligt nyhedsbrev fra os?

I så fald skal du skrive en kort besked med din email-adresse til:

brev@kulturen.nu

Animals

  • Kunstbygningen i Vrå 
  • Til 14. november
Arkiv